Arkiv | 1. arrondissement RSS feed for this section

Bånd, bånd, bånd

9 mar

Billede 4

Et sted som passioneret dedikerer en hel butik til én ting er lige noget for mig. Og hos Mokuba kan man få én ting: bånd! Én ting er jo nok alligevel en underdrivelse, for sjældent har jeg set så mange forskellige bånd som her. Man aner slet ikke hvor man afskygninger af bånd der findes før man træder ind her hos japanske Mokuba. Butikken har ligget her i 25 år, og alle bånd bliver designet og produceret i Japan.

Jeg vil mene, at man på et højt og stabilt blodsukker godt bare kan ose lade sig inspirere. Men det vil nok være en god idé at have bare en lille forestilling om hvad man går efter, da man ellers kan gå ret død ret hurtigt i de utallige muligheder.

Silkebånd, grosgrainbånd, pailletter, læder, prikker, frynser, fake fur, brede, bredere, bredest, tynde, smalle, tykke, fede, glatte. Pasteller, pangfarver, eller et stort udvalg af vinrøde nuancer, bare for at nævne nogle få af de muligheder Mokuba byder på. Der er virkelig mange måder at pakke en gave ind på, sætte et bånd på en kjole, et dekorere et gardin, eller hvad man nu kan finde på at bruge smukke bånd til.

Ud over Paris har Mokuba også butikker i New York, Tokyo og Barcelona.

Mokuba: 18 Rue Montmartre 75001

Metro: Les Halles

IMG_3215

Kunst ja, mad nej

8 mar

Billede 2

I Paris er Louvre for mange førstegangsbesøgende højt på to-do listen. Og selvom jeg har været der mange gange, så bliver man bare aldrig rigtig træt af det museum. Det eneste man måske kan blive lidt træt af, er udvalget af restauranter. Bevares, der er rigeligt at vælge mellem. Men selvom det er lykkedes museet at have en stort udvalg af spisesteder, så vil jeg ikke anbefale at man indtager sin frokost i det gamle slot.

Rundt om Louvre er det også virkelig pakket med dårlige, dyre og turistfældelignede afarter af restauranter. Men midt i det uinspirerende udvalg ligger et utrolig dejligt sted. Med Palais Royal og Comédie Française som naboer ligger Le Nemours. Den lille Place Colette her danner ofte ramme for musik og anden underholdning, og kommer man en solskinsdag sidder man tæt. Jeg har været der flere gange, og de laver lækker, enkel og ligetil fransk mad. Deres salade chévre chaud kan bl.a. varmt anbefales. Desuden er det et perfekt sted at sidde og glo på chikke parisere og kiksede turister.

Le Nemours, 2 Place Colette, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

l.jpg

En bid af Frankrig

23 jan

img_3672

Det er muligt, at en crêpe ikke er jordens kønneste spise, ej heller den chiceste. Men jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg synes en crêpe er noget af det bedste. Det er efter min mening et must på en parisertur, for ikke at sige Frankrigstur, da det næsten ikke bliver mere fransk end crêpe.

Der findes rigtig mange crêperier rundt om i Paris. Både som restauranter, men også som små boder og stande på gader og stræder. Jeg synes det kan være utrolig hyggeligt, at få en crêpe på et gadehjørne, hvis man lige er ved at gå sukkerkold, men at sætte sig på et crêperie og gøre et måltid ud af det, er altså for mig en rigtig dejlig ting.

Der findes groft sagt to forskellige slags crêpe. Crêpes sucrées og galettes. Crêpes sucrées er søde pandekager, altså dessertpandekager, dem med sukker, smør, nutella og den slags. (Her vil jeg lige tilføje, at vil man gøre som franskmændene selv, så vælger man smør, sukker og citron.) Galettes er madpandekager. De er normalvis lavet på boghvedemel, som giver dem en lidt grovere konsistens og større mæthed.

Da crêpen stammer fra Bretagne serveres den derfor ofte med æblecider, som er en traditionel drik fra regionen.

Man kan som sagt på crêpe rigtig mange steder i byen, men er man ved frokosttid tæt ved Les Halles og Rue Montorgueil, så kunne man med fordel gå hen i Rue Mauconseil. Det er en lille sidegade til Rue Montorgueil. Her ligger Crêperie Paris Montorgueil. Et lille bitte bretonsk sted med omkring fem seks borde. Det er slet ikke noget fancy, og ikke et sted man behøver køre gennem det halve Paris for at besøge, men et godt sted hvis man er i nabolaget. 

Og skulle man være i Paris den 2. februar, så bør man spise crêpe. Det er nemlig national crêpedag! Man kan også vælge at lave dem selv, da det siges, at hvis man kan lave en crêpe på en pande i højre hånd, og vende den i luften mens man i venstre hånd har en guldmønt, vil man det kommende år blive rig. Det er da værd at prøve.

Crêperie Paris Montorgueil: 37 Rue Mauconceil, 75001

Metro: Les Halles

Billig

McQueen til Paris

18 jan

09critic-600

Det kan undre, at et modehus som Alexander McQueen ikke er repræsenteret med en egentlig butik i Paris. Med 30 butikker rundt om i verden er det mærkeligt, at McQueen som i årevist vist deres kollektioner under de parisiske modeuger, kun er tilstede i modens hovedstad via diverse konceptstores.

Men men, der er håb for fans som mig. Alexander McQueen åbner sommeren 2015 en 600 m2 stor flagshipstore på Rue Saint Honoré. McQueen kommer til at ligge side om side med Hugo Boss, Tom Ford, Armani, Viktor & Rolf, og overfor det legendariske Mandarin Oriental Hotel.

Butikken kommer til at føre både deres dame og herrelinjer, sko, tasker og andre accessories.

Jeg synes på mange måder åbningen af en McQueen butik fuldender Paris som shoppeby. Jeg er meget spændt på at besøge butikken, da butikkerne jeg har besøgt i bl.a. New York, London og Shanghai har være ret fantastiske.

Alexander McQueen, 372 Rue St Honoré, 75001

Metro: Concorde

22-mcqueengalleryviewromanticgothic

Morgenmad er dagens vigtigste måltid

24 nov

Billede 5

Hvis man kun ønsker at spise en croissant og drikke en espresso til morgenmad, så skal man ikke tage hen til Claus. Hos Claus er morgenmad nemlig ikke bare morgenmad. Her er det en oplevelse. Det er ikke for ingenting at stedet her bliver kaldt for haute couture morgenmad. Beliggende overfor Christian Louboutin i Rue Jean-Jacques Rousseau kan det jo være en perfekt start på dagen inden man går over og prøver sko.

Morgenmaden her er som sagt mere end bare de klassiske parisergloser. Det er et måltid af de store, hvor man virkelig får lagt en god bund. Køkkenet er en kombination af tysk, amerikansk og fransk. Umiddelbart lyder det måske ikke så tiltalende, men når man får så lækre sager som her, så fungerer det virkelig.

Alt er økologisk, lige fra den dagligt hjemmelavede müsli, til juicen, marmeladen, honningen og brødet. Man kan ud over morgenmaden også få lækre frokostretter, kaffe og kage, men det er nu morgenmaden man skal komme her for.

Ud over den dejlig mad, kan man også købe mange af tingene fra menuen med hjem. Fx. honning, marmelade eller kaffe.

Claus, 14 Rue Jean-Jacques Rousseau, 75001

Metro: Palais Royal – Musée de Louvre

Billede 6

Udstyr til dit køkken

5 nov

3

De fleste har læst om køkkenbutikken E. Dehillerin i en af de utallige guidebøger, der er skrevet om Paris. Men hvis du ligesom mig godt kan blive lidt træt af de mange turister butikken ofte er proppet med, og den kinesisk udseende ekspedient som elsker at sige ‘go’daw, go’daw’ når han høre man er dansk, så fat mod. Kun et par gader væk ligger nemlig op til flere tilsvarende lækre køkkenudstyrsparadiser, bare minus turisterne og de danske gloser.

Smut over i Rue Montmatre! Start i nr. 8 hos Déco Relief. Denne butik har specialiseret sig i dessertudstyr. Altså alt hvad man kan forestille sig af forme og udstyr til at lave kunstfærdige kager. Her er et kæmpe udvalg af chokolade og- kageforme, samt fondant udstikkere i enhver afskygning. Mangler man et lille brudepar til toppen af en bryllupskage, så kan det også fåes her. Desuden har de glittersukker, glittestøv, og alt andet glimtende som kan spises, samt et stort udvalg af frugtfarver. I det hele taget har denne relativt lille butik et imponerende stort udvalg af alt til alverdens slikmunde.

Tag derefter over til Mora i nr. 11. Her har butikken ligget siden 1814, og er en sand institution inden for det franske køkken og alt det udstyr der udspringer deraf. Her kan fåes apparater til en hver tænkelig ret. Mandolinjern, forme, knive, potter, pander, gryder, glas, termometre, fancy og sjov engangsservice og meget meget mere. Der er utrolig mange servicemindede ansatte her, som er mere end villige til at hjælpe og guide en til det bedste køb.

Er udstyrslysten ikke stillet endnu kan man til sidst gå ned på hjørnet til La Bovida i nr. 36. Her er igen lækkert udstyr der vil gør gøre selv Brdr. Price bløde i knæene. Her er også nyere mærker som Kitchenaid, samt et stort udvalg af service, kobbertøj, og kogebøger (dog på fransk).

Er man til kogebøger, så kan man fortsætte op ad gaden til nr 92. Her finder man kogebogsbutikken La Librairie Gourmande. En butik udelukkende med kogebøger, der indeholder alt om gastronomi, madhistorie, økologi, samt alle de opskrifter fra alle de forskellige køkkener man kan komme i tanke om.

Desuden har Rue Montmatre en del delikatessebutikker, hvor man kan købe sig fattig i lækker olie, vin, oste, fois gras og andre franske lækkerier.

Rue Montmatre, 75001

Metro: Les Halles

46244430_p

Grim, men skøn

31 jul

Au Rendez-vous des Camionneurs

Er man ny i Paris, så skal man tage forbi Place Dauphine på Pont Neuf. Her er hyggelig ægte pariserstemning, med små restauranter og petanquespillende ældre herrer. Dog synes jeg ikke helt restauranterne lever op til pladsens underspillede luksus og franske charme. Bevæger man sig dog lige om på den anden side af pladsen, på den side der vender mod venstre bred, så ligger der et lille vidunder af en restaurant. Au Rendez-vous des Camionneurs er ved første øjekast noget man nok straks vil gå væk fra, eftersom farvekoordineringen her er gået helt fløjten, og stedet mildelst talt ikke emmer af gourmetmad. Men selvom der her er en sjælden grim pariser indretning, så vejer maden helt utroligt op for det.

Tag turen forbi og nyd en lækker fed fois gras, efterfulgt af langtidsstegt lam, og til sidst en rig chokoladekage. Eller nogle af de andre utrolig delikate retter, denne lille hyggelige øjebæ af en restaurant disker op med.

Au Rendez-vous des Camionneurs, 72 Quai des Orfèvres, 75001

Metro: Pont Neuf

tarte_au_chocolat1

De fineste hatte hos Maison Michel

19 jun

Billede

Egentlig skulle butikken i Rue Cambon bare have været en kortvarig pop-up butik. Men da det har vist sig at være en kæmpe succes, at have en egentlig butik til at sælge de smukke håndlavede hatte i, har Maison Michel valgt at forlænge butikkens levetid indtil december 2014, og derefter åbne en permanent butik i området. Dette er dog pt. den eneste Maison Michel butik i verden.

Modisten Auguste Michel grundlage i 1936 sit hattefirma, som senere skulle vise sig at blive et af Paris’ fineste. Gennem årerne leverede Maison Michel hatte til de fine Parisiske damer, men slog for alvor slog igennem da modehusene Yves Saint Laurent og Pierre Cardin i midten af 1970’erne hyrede firmaet til at udforme hatte for sig. Senere op gennem 1980’erne begynder de at lave hatte til haute couture kollektionerne for bl.a. Chanel, Nina Ricci og Lanvin. Og netop Chanel får en stor rolle at spille for Maison Michel, som i 1996 opkøbte huset, med henblik på at sikre håndværket, så der altid kan laves hatte til Chanel kollektionerne. Så man kan godt sige at man får sig et stykke af Chanel, når man køber en Maison Michel hat.

I dag står Maison Michel for noget af de fineste inden for modehatte, og butikker som Colette og Le Bon Marché i Paris, Corso Come i Milano og Browns i London fører de fine hatte. Hvis man er på shoppe sightseeing i Paris, så vil man uden tvivl slå vejen forbi den originale Chanel butik i Rue Cambon nr. 31, og når man alligevel er på de kanter, så bør man kigge inden for hos Maison Michel i nr. 19, om ikke andet så bare for at se at en hat kan være meget mere end bare en klassisk Panama.

Ekspedienterne er utrolig venlige og hjælpsomme, og man må prøve løs til man skammer sig.

Maison Michel, 19 Rue Cambon,75001

Metro: Concorde

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fred og ro i et turistmylder

1 jun

Billede

Jeg er hverken kristen eller katolik, men alligevel synes jeg der er noget spændende og dejlig roligt ved at gå ind i en kirke. Når jeg siger roligt, så udelukker det naturligvis Notre Dame, som er et turistepicenter af de helt store.

En kirke som ligger midt i et andet turistepicenter, men som alligevel tilsyneladende holder sig fredelig er Église Saint-Eustache. Med Les Halles og Rue Montorgueil som naboer, så er det et ret larmende og menneskefyldt sted denne kæmpe kirke ligger. Men træder man så ind i det kølige store kirkerum, så er det som om at al larm forstummer, og man hører kun en sagte hvisken hist og her.

Bygget mellem 1532 og 1632 er kirken i dag et af de fineste eksempler på gotisk arkitektur, og bliver af flere beskrevet som et mesterværk inde for sin genre. Og den har da også en vis kendisfaktor over sig, da Mozart valgte netop denne kirke til begravelsen af sin mor, og både Richelieu og Moliere er døbt her. Og Moliere blev siden hen også gift i denne kirke. Ud over det er kirken også rigt udsmykket af den verdensberømte flamske maler Rubens.

Orgelet her er med sine over 8000 piber eftersigende det største i Frankrig.

Det er en stor og smuk kirke, som over længere tid har været under renovering både inde og ude, og fremstår i dag utrolig flot, om end nogle af de indre kapeller stadig trænger til en kærlig hånd.

Église Saint-Eustache: Paroisse Saint-Eustache, 2 Impasse Saint-Eustache, 75001 

Metro: Les Halles

 

Billede

 

Humoristisk design i verdensklasse

13 maj

Billede

Der er visse butikker man bare skal se, om ikke for tøjet skyld, så for indretningen. Viktor & Rolfs butik på Rue Saint Honoré er en af dem. I anledningen af den hollandske designerduos 20 års jubilæum åbnede de deres første flagship store i Paris. Kender man lidt til Viktor & Rolf vil man vide, at de har et sæt skøre krøllede hjerner, hvor konceptet nogle gange går forud for designet. Dog skal det siges, at selv med et fast koncept laver de efter min mening nogle af de stærkeste kollektioner under de Parisiske modeuger, og der gåes aldrig på kompromis med kvalitet, hvilket man også ser med det samme når man træder ind i deres finurlige butik.

Selvom deres butik ligger på en af de fineste shoppegader i verden, og har The Mandarin Orientel Hotel som genbo, så forstår de at gøre en butik med masser af finesse og ikke mindst masser af humor. Fx er hele butikken, som er designet i neoklassisk stil, pakket ind i grå filt. Selv blomsterne er af filt. I stueplan finder man deres efterhånden store udvalg af parfumer og flere variationer over deres klassiker Flower Bomb. Også tasker og andre accessories er her, samt et lille udpluk af tøj, som ellers er at finde i kælderen. Her er både deres herre og- damekollektion samt sko og solbriller.

Tøjet er ligesom adressen i den dyre ende, men man bør slå et smut forbi og hilse på Viktor & Rolf, da man her virkelig kan se hvad det er Paris kan når det kommer til designerbutikker i verdensklasse. Det er elegant, sjovt og som intet andet.

Viktor & Rolf, 370 Rue Saint-Honoré, 75001

Metro: Concorde Billede