
Jeg er vild med små, klassiske fortorvscaféer. Der hvor man kan komme som man er, få en kop kaffe, lægger nogle få euro på bordet, og så smutte videre igen. Den side af Paris er så vidunderlig.
Men den anden side, som Paris mestrer til perfektion elsker jeg også: luksussiden.
For nyligt var jeg en kort weekend i Paris for at få mig et skud julestemning. Og her besluttede jeg mig for at udforske Paris’ afternoon tea udvalg. Det bliver jo næsten ikke mere engelsk, og dog. For kombinationen af te, kage og små sandwicher er for mig også utrolig fransk.
Jeg forkælede mig selv med et besøg på et af Paris’ fineste hoteller; Four Seasons, George V. Og for den velinformerede Pariserentusiast betyder George V: Den Gyldne Trekant, Givenchy’s hovedkvarter, og Louis Vuittons megabutik. Så det er med andre ord et af byens mest fashionable steder. Og jeg er vild med det!
La Galerie er navnet på deres “café”, som serverer afternoon tea hver dag fra kl 15-18. Hele herligheden koster 50 € (cirka 370 kr), og jeg synes bestemt det er pengene værd. Dette måltid kan desuden sagtens stå i stedet for en frokost. Bare stemningen ville jeg gerne betale 50 € for. Det var et par ret fantastiske timer jeg havde der, hvor jeg kunne sidde og spise udsøgte fingersandwicher, franske makroner, scones, kager og drikke varm te, mens en pianist sad og spillede stemningsfyldt ved et kæmpe Steinway flygel, tjenere tullede rundt og servicerede, og piccoloer med små runde hatte bar dragtposer fra Chanel for damer i gulvlange pelse med Dior solbriller og myndehunde. Alt imens der over det hele blev pyntet godt og grundigt op til jul over alt i hotellet, af en mand og hans hjælpere som kom kørende med rulleborde fyldt med glaskugler til udsmykningen.
Det lyder kaotisk, men alt blev udført som en fint teaterstykke for øjnene af mig i ro og orden.
Hvis man vil forkæle sig selv med en anderledes oplevelse, og en oplevelse af den mere luksuriøse slags, så skal man prøve dette. Jeg fik receptionisten på mit hotel til at ringe og bestille bord, men det virkede ikke som om der var fyldt, så man kan jo prøve lykken og bare hoppe forbi. Og selvom her var mange meget fine mennesker, så skal man ikke være så forskrækket for at komme sådan et sted her. Ved siden af mig sad et kærestepar i jeans og sneakers, og på min anden side sad nogle japanere, som brugte det meste af tiden på at tage billeder af alt hvad der bevægede sig. Så man skal bare komme som er, og tage det oppefra og ned.
Four Seasons George V, La Galerie, 31 Avenue George V, 75008
Metro: George V
