Arkiv | 6. arrondissement RSS feed for this section

På crêpe jagt

17 jan

l-atelier-artisan-crepier

Når jeg er i Paris så har jeg altid lidt en to-do liste i hovedet over mad jeg gerne vil have: steak frites, løgsuppe, omelet, salade chèvre chaud, masser af kage (selvfølgelig), og så en god crêpe. Men ofte når man går efter noget helt særligt, så kan man selvfølgelig ikke lige finde det på de første par caféer man går forbi. Eller også ender man i en fæl turistfælde, fordi man når at gå sukkerkold.

Men er man på venstre bred, og er man på jagt efter en god crêpe så kan jeg anbefale L’Atelier – Artisan Crepier. Her er vildt gode crêpes, både salte og søde, og stedet i sig selv er også hyggeligt. Det er et lidt moderne take på den ellers meget klassiske ret, og det kan jeg godt lide; sådan lidt pariser cool og vældig Instagram venligt, uden at det bliver snobbet eller mega dyrt.

Her kan man få sig et godt udvalg af forskellige crêpes, om man så vil have kød eller er vegetar, om man er med veninderne, eller med ungerne er der noget for enhver smag. Har man lyst til en sød crêpe, kan man få med husets egen hjemmelavede honning.

L’Atelier – Artisan Crepier: 10 Rue Mabillon, 75006

Metro: Mabillon

Skærmbillede 2018-01-17 kl. 12.48.34

 

Til højre for teateret

25 okt

Skærmbillede 2017-10-25 kl. 13.33.51

Jeg har sat mig for, at jeg vil udforske nye områder i Paris. Og selvom kvarteret omkring Odéon næste ikke kan blive mere centralt, så er det ikke et sted jeg har gjort det så meget i. Og det skal der virkelig laves om på, for det er et superhyggeligt kvarter, hvor man kan få pariserstemning i løbet af nul komma fem.

Sidst jeg var i Paris var planen at udforske området ved også at bo der, og det gjorde jeg på Hôtel Michelet Odéon, som simpelthen ligger på Place de l’Odéon. Så det bliver ikke meget mere centralt end det. Og selv hvis man ikke finder den del af byen særlig spændende (hvilket jeg tvivler på), så er det stadig et meget centralt beliggende hotel, med god metroforbindelse til hele byen (og til lufthavnen).

Det er et lille hotel, som ikke gør meget væsen af sig. Men personalet er utrolig venligt og hjælpsomt. Morgenmaden er helt fin, og fra værelserne kan man kigge ind i ægte pariserlejligheder. Prisen er moderat, men kommer man uden for højsæson, kan man få rigtig gode priser.

I sommerhalvåret sidder folk og daser under hvide parasoller på pladsen foran det fine teater, og drikker kaffe og kølige drinks.

Hôtel Michelet Odéon: 6 Place de l’Odéon, 75006

Metro: Odéon (RER: Luxembourg)

le-cafe-de-l-odeon

Sund på parisisk

20 sep

judy-the-good-life-lise-lemasson-parisbouge-8-1911369582

Jeg er stor fan af parisermåden, hvor man bare indtager en croissant og en espresso på en fortorvscafé, men jeg er altid på jagt efter morgenmadsteder, hvor horisonten bliver udvidet en smule.

Et godt bud på sådan et sted kunne være Judy, cantine qualitarienne. Her går man meget op i bæredygtighed, og at planenten skal have det godt mens man drikker sin koldpressede rødbedejuice. Men eftersom det er i Paris, så er chic’heds’faktoren stadig i top, og det bliver ikke for helseagtigt, selvom man kan vælge at få sin kaffe med soya eller mandelmælk…. Selv beskriver stedet sig som en café hvor man får masser af vitaminer, samtidig med at man passer på moder jord. Hvor heldig kan man være: god samvittighed og gode instagrambilleder. Win win!

Judy, cantine qualitarienne ligger et stenkast fra Jardin Luxembourg, så man kan jo passende spise sin morgenmad hos Judy, så tage en dejlig tur i en af Paris’ aller skønneste parker, for så at tage tilbage til Judy og få frokost. For de laver virkelig også nogle dejlige frokostsalater, så de fleste piger vil bag efter føle sig meget sunde, og uden kvaler tage på Ladurée senere og spise to, tre, ti, makroner.

Jude, cantine qualitarienne: 18 Rue de Fleurus, 75006

Metro: Rennes

Skærmbillede 2017-09-20 kl. 11.47.28

Den smukkeste butik i Paris

20 mar

11buly-williams-tmagArticle

Paris gør det godt på specialbutiksfronten. Jeg er vild med den der lidt gammeldags måde at handle på, hvor man går i en handskebutik efter handsker, en paraplybutik efter paraplyer, eller en butik som kun handler med foisgras eller sennep.

Og så er der de der forretninger hvor butikkens dna og univers træder så stærkt igennem, at man bliver sendt til en anden tid, hvor service når nye højder, venligheden er til at tage og føle på, og vareudvalget er så smukt, at man pludselig får lyst til at bruge flere tusinde kroner på de mærkeligste ting. Sådan er det hos Buly 1803.

Når man træder ind i Buly 1803 butikken i Rue Bonaparte på venstre bred, er det som at træde ind i et mystisk gammelt apotek, hvor man kunne forestille sig Merlin stå og sammensætte essenser og olier.

Her er krukker med træstykker til at lægge i skuffen for at få ens tøj til at dufte mildt af cedertræ, montre med de smukkeste kamme lavet af skildpaddeskjold og barberkoste af grævlingehår, reoler med sæber der dufter af orangeblomst og jasminer, som kan komme i tyve forskellige æsker, og så er der tandpasta i de mest utrolige tuber, duftende tændstikker og den smukkeste håndcreme, som er Buly’s bestseller.  Alle varer er naturlige produkter uden parabener, alkohol eller silikone.

Da jeg var her ved juletid, fik jeg pakket juleindkøbene så smukt ind, at dem som fik gaverne, næsten ikke ville pakke dem ud. Desuden bliver modtagernes navne skrevet uden på æskerne med den mest perfekte og sirlige håndskrift jeg nogensinde har set. Hele oplevelsen var utrolig, og jeg skal bestemt tilbage, for at lade mig inspirere igen.

Buly 1803: 6 Rue Bonaparte, 75006

Metro: Saint-Germain-des-Prés

5-Buly-Paris-Product-巴黎购物-x468

En lysende stjerne

2 jan

brasserie-l-alcazar-a-paris_5541989

Der er nogle steder i Paris, hvor man med det samme får en følelse af, at det her bliver en god oplevelse. En varm velkomst og venlig betjening er altid en god start. Kunsten er jo så, om restauranten kan holde fast i kærligheden, der kommer ved første blik, og fuldføre aftenen, så man ikke kan andet end, at fortælle alle man møder om hvor utroligt et sted man har opdaget.

Sagt kort: er man i Paris og vil man gerne have en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige, så skal man tage forbi Alcazar i Rue Mazarine på venstre bred.

Her går alt op i en højere enhed, og det må bare være et spørgsmål om tid før Michelinstjernerne begynder at funkle. Som jeg skriver dette indlæg, bliver jeg næsten i tvivl om jeg bør dele denne perle med alle. Men når noget er virkelig godt, så ønsker man også bare, at så mange som mulig får den samme oplevelse.

Dertil kommer, at det også er et af de flotteste lokaler jeg har været i meget længe. I Paris er standarden for restaurantlokaler rigtig høj. Så jeg synes efterhånden der skal en del til, at man lægger ekstra mærke til det, når der er gjort noget særligt ud af indretningen. Men hos Alcazar er der bare en underspillet lækkerhed over hele stedet. Smukt lokale, utrolig lækker mad, perfekt betjening, og så var det oven i købet relativt billigt!

Kommer man i weekenden skal man bestille bord.

Alcazar: 62 Rue Mazarine, 75006

Metro: Odéon

skaermbillede-2017-01-02-kl-18-28-37

Et af de bedste åndehuller

27 apr

4621371839_5f05832327

Paris er god til grønne parker. Store parker, små parker, skjulte parker, hemmelige parker og så de meget offentligt kendte parker. En af de meget kendte, men som stadig er en af mine yndlings er Jardin du Luxembourg.

Parken blev anlagt i 1612 af Henri d. 14 af Frankrigs enke Marie de’ Medici. Hun fik bygget det lille Luxembourgpalads efter en model i Firenze. Og til paladset skulle selvfølgelig høre en park. Her fik hun plantet 2000 elmetræer, bygget springvand (som stadig er i brug den dag i dag), og fik i det hele taget parken anlagt efter sine barndomsminder fra Firenze.

Siden da har mangen konge og kejser sat deres eget præg på haven, så den i dag fremstår meget fransk, og ligner lidt en miniudgave af Versailles. Paladset er i dag ejet af det franske senat, som bruger det til møder. Det må være et af de bedre mødelokaler tænker jeg!

Hvis man virkelig vil se pariserne, så skal man tage her hen på en søndag. Her er familierne ude med deres børn, som leger med små både ved det store springvand. Eller sætte sig i en solstribe ved tennisbanerne og se på smukke mænd i hvide shorts. Er man mere til elegante herrer kan man rundt om i parken se dem enten spille petanque eller ved et af skakborderne, hvor de fordybet udfordrer hinanden.

Jeg vil foreslå at man ved Luxembourgmuseet, i den nordlige ende af parken, går forbi Angelina og køber et par kager to-go, sætter sig i de klassiske Luxembourgstole under et kastanjetræ og så bare nyder livet.

Parker indholder et hav af sjove muligheder for børn med gode legepladser, ponyridning og de før omtalte både man kan leje og lege med.

Jardin du Luxemboug, 75006

Metro: Luxembourg

IMG_3506.jpg

I svømmeren med Hermès

13 maj

Billede

Nu vi er ved stærke flagship stores, så er denne her et must af besøge i Paris. Da det hæderkronede gamle franske luksushus Hermès, skulle åbne deres første butik på venstre bred, Rive Gauche, valgte de en gammel svømmehal fra 1930’erne som rammerne for deres næsten legendariske tasker, rideudstyr, tøj, sko, tørklæder og meget meget mere. Og her inde fornemmer man virkelig at Hermès er ikke bare tøj og sko; det er en livsstil. 

På bunden af det gamle badebasin står nu tre, ni meter høje pavilloner lavet af asketræ, som hver især inderholder forskellige varer, lige fra silketørklæder, til skakspil, glas, møbler, og håndklæder. Det bliver på mange måder næsten ikke finere end Hermès. Men man skal alligevel unde sig selv den oplevelse at gå her ind, og ikke lade sig intimidere af dørmænd, fine damer og fransk shoppearrogance. De har for længst fundet ud af, at man ikke skal skue hunden på hårene, og alle kunder her får en høflig og på alle måder professionel betjening.

Hermès, 17 rue de Sevres, 75006

Metro: Sèvres-Babylone Billede

Frøen Roger

15 apr

Billede

Hvis man vil have stemning for alle pengene så skal man tage og besøge Roger la Grenouille, eller på dansk: Frøen Roger. Og ja, som navnet antyder så serverer de frølår. I det hele taget er det her et sted, som bare elsker frøer i alle afskygning. Så der er ikke kun frøer på menuen, men der er også billeder, fotos og sjove tegninger over alt. Også på toilettet…

Det var oprindeligt en skomager, men i 1930 blev værkstedet lavet om til restaurant, og har været det lige siden.

Er man ikke lige til frø, eller synes man som mig, at det er en smule mærkeligt, selvom kendere siger det smager af kylling, så kan man nu også få andre ting. Sidst jeg var her fik jeg fx. en virkelig lækker gang lam, og en udsøgt crème brûlée til dessert.

Det var min veninde Nikoline som viste mig det her sted. Man skal vide det er der, for det ligger nede af en lille gade, og indgangen gemt inde i en gård. Lige på kanten til Saint Germain hvor mange nok vil hen, forestiller man sig ikke altid, at guldet ligger nede ad de mørke gyder.

Det er et utrolig charmerende sted, med søde tjenere og en del stamkunder. Da det er så særligt og da der kommer mange lokale, så kan det være en idé at bestille bord i forvejen, men da jeg var der gik vi bare ind fra gaden, så det kan nu også lade sig gøre. Her er dog lukket om søndagen.

Roger la Grenouille, 26-28 rue des Grands Augustins, 75006

Metro: Odéon

Billede

 

Glitter, silkebånd og simili

13 okt

Billede

En af de ting jeg nyder ved at slentre rundt i Paris er, at man altid støder ind i nye caféer, hyggelige gader og fede butikker. Saint Germain des Pres er et af de steder som efter min mening bare oser af Paris. Man kan næsten høre Yves Montand synge J’aime flâner sur les grands boulevards (…) mens man vandre op og ned af Boulevard Saint Germain.

Jeg synes altid det er skønt at støde på nye butikker i kvarterer man kan lide at befinde sig i. Så er der en god grund til at komme tilbage.

Er man til smykker, og den vilde af slagsen, så skal man slå et smut forbi Reine Rosalie. Her er der statement smykker der vil frem i verden. Det er en lille butik, med utrolig meget glitter, som skinner op på en nede fra de fine montre. Store halskæder og spinkle armbånd, hårpynt og brocher, alt sammen i vilde farver, og med masser af sten som vil lyne om kamp med lysekronerne til de fester man vil gå til med disse smykker.

Det hele er utrolig feminint med fine sløjfer og silkebånd. Ekspedienten er sød, og man må se og røre alt det man vil. Det er ikke det billigste sted, da man nok skal slippe omkring 3000 kr for en halskæde, men så får man også bling for alle pengene. Men mindre kan også gøre det med utrolig fint hårpynt til omkring de 500. Man kan ihvertfald uden tvivl finde en fin gave at tage med hjem.

Er man i det feminine hjørne kan man bag efter lige smutte over på den anden side og gå amok i fine ballerinaer i en stor Repetto flagship store.

Reine Rosalie, 48 Rue du Four 75006

Metro: Saint-Sulpice

Billede

Insekter, duftlys og mærkeligt porcelæn

21 aug

Billede

Det her er en sjov butik. Ude fra ligner det en gammel antikbutik med vanitaslignende genstande og gamle franske møbler. Og går man ind, så får man straks følelsen af at være i en af de der slags butikker, som man bare kun finder i Paris. Her kan man finde underfundigt mærkeligt porcelæn, sjove tøjdyr der ligner moderne udgaver af noget Albrecht Durer kunne have fortolket, udstoppede farvestrålende insekter, fine spinkle smykker, lækre duftlys, og smukke notesbøger og kalendre fra fashionable Astier de Villatte. Alt muligt meget let, fint og delikat tingel tangel, som vil være oplagte gaveidéer.

Sidst jeg kom forbi var ekspeditricen en sød japansk pige, som sad og læste i sin bog, og så ellers lod os gå og ose i fred. Venlig men ikke pressende, og dejligt afslappet.

Galerie Salon Antiquités & Astier de Villatte, 4 Rue de Bourbon le Château, 75006

Metro: Saint-Germain-des-Prés

Billede