Arkiv | Natteliv RSS feed for this section

Bag den blå dør

8 maj

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 13.18.55

Ved bare at tulle rundt i Paris opdager man nogle gange de sjoveste steder. Som f.eks. den gang da jeg gik i Rue Bachaumont med en veninde, og vi pludselige opdagede en trappe, der førte os ned til en underjordisk bar, med drinks, rødvin og gang i den.

Les Ecuries er nok sådan et sted hvor man skal kende nogen, som kender nogen, der kender stedet. Eller som os bare tilfældigt kommer forbi. Og jeg var glad for at vi tog chancen og begav os ud i ukendt farvand. For det er bestemt ikke sidste gang jeg har indtaget en mojito her.

Man skal dog ikke tænke, at det er et diskotek som så mange andre steder. De lukker kl 1.30, så hvis man vil danse til den lyse morgen er det ikke her. Stedet holder mange kulturelle arrangementer med perfomance art, oplæsninger af intellektuel litteratur, og andre mere eller mindre højpandede ting, som kun fungerer rigtig godt i Frankrig.

Men denne lørdag aften da vi var her, var der bare god musik, masser af søde mennesker, og ikke en turist i sigte. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift i kvarteret omkring Rue Montorgueil. Til gengæld var her bløde sofaer, i noget der kunne ligne lidt en jungle, lidt en dyster vinkælder og lidt et tilflugtsted for de tre musketerer, afhængig af hvilke af rummene man befinder sig i. Og den slags er jeg ret vild med. Stilforvirring er nogle gange den hyggeligste form for indretning.

Tag dit bedste casual-effortless-chic-parisienne outfit på, gå ind af den lille blå dør, ned ad trappen, og på opdagelse.

Les Ecuries: 8 Rue Bachaumont, 75002

Metro: Sentier

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 15.45.37

Peru og Paris i skøn forening

11 jun

manko01

Instagram er et super sted at finde inspiration til Paris’ natteliv, shopping og restauranter, og det var netop på Instagram at jeg faldt over dette mærkelige peruvianske sted: Manko.

At Manko skulle vise sig, at blive en af de sjoveste pariseroplevelser jeg længe har haft havde jeg ikke lige regnet med. Manko består af hele tre ting: en restaurant, en cocktailbar og en cabaret. Et sandt kinderæg af parisisk dekadence og skørhed.

Jeg havde fået en veninde til at bestille bord for mig, hvilket viste sig at være ret svært; måske pga. den hype som omgiver dette sted. En hype som var gået helt hen over hovedet på mig. Men set i bagspejlet, forstår jeg den så udemærket, for dette var et utroligt sted.

Menuen er peruviansk. Et køkken jeg slet ikke kender til, men det sydamerikanske køkken er virkelig på fremmarch i Paris, og mexikansk mad er ved at få kam til sit hår om at være smagen af Sydamerika. Maden var super lækker, og koncepter var baseret på at mange små retter, som man kunne dele. Det skal lige siges, at det var ret tung mad. Så man kan med fordel starte småt, og så bestille mere senere hen.

Efter et lækkert måltid med Perus nationaldrik Pisco Sour, gik vi ti trin længere ned i restauranten, for at befinde os i en af Paris’ lækreste cocktailbarer. Stadig var Peru temaet, og selvom jeg intet kender til do’s and don’t’s inden for peruvianske drinks, og derved valgte totalt i blinde, så fik vi nogle fremragende drinks, som blev serveret under moderne lysekroner, og med udsigt til Paris’ chikke og trendy crowd.

Omkring kl. 00.30 fortsatte vores rejse hos Manko, da deres cabaret åbnede. En meget lille, meget eksklusiv, og meget special oplevelse. Vi kunne kun komme ind, fordi vi havde haft bestilt bord i restauranten (så husk det!). Det var som at træde ind i en anden verden, hvor mænd er kvinder, kvinder er freaks, og champagne er noget vi drikker i stedet for vand.

Som vi stod og nød vores drinks kom en (drag) nonne og en (drag) spansk senorita slentrende i selskab med en mand i guld buksedragt og blå paryk. De skulle op på scene og synge sammen med aftens værtinde: (en drag) Marilyn Monroe. Desuden var der slangemennesker, dansere og en lille fransk pige, som i en meget lille glimmer bikini, kæmpe fjerboaer på ryggen og et lysende Eiffeltårn på hovedet, gik rundt og gjorde rent og støvede af som en sand Manko au pair.

Det hele var meget bizart, rigtig sjovt og en oplevelse ud over det sædvanlige. Bestil bord i god tid, og husk at cabareten kun har shows i weekenden.

Manko: 5 Avenue Montaigne, 75008

Metro: Alma – Marceau

Manko_cabaret-page-3

Down the rabbit hole

4 mar

au-franc-pinot-113346

Der er visse steder som man simpelthen ikke kan opdage på egen hånd, eller som opdages utrolig tilfældigt. Nogle steder skal man kende nogen, som kender nogen for at finde dem. Det her er et af de steder.

På Ile saint Louis på hjørnet af Quai de Bourbon og Rue des Deux Ponts ligger en mærkelig lille restaurant. Ikke ligefrem et sted man føler er oplagt at gå ind for at spise. Det ser ikke særlig hyggeligt eller indbydende ud. Og derfor ligner det da slet heller ikke et sted hvor man kan danse!

Går man ind fra gaden skal man finde trappen bagerst i restauranten, og herfra gå to etager ned i kælderen, og så åbenbarer sig den mærkeligste og nok den mindste natklub jeg nogensinde har været i.

På første niveau kan man sidde ved små borde og se ned til en lille scene hvor en dj eller et band står og spiller. Nede på nederste niveau er en lille bar, hvor man kan købe diverse øl og forskellige drinks.

Lad det være sagt med det samme, dette er ikke noget fancy sted hvor man svinger Louboutinerne. Men det er sjovt fordi det er så skjult, og på mange måde giver en følelsen af at være sprunget ned i et hul under jorden og være væk fra byen. Og så er det jo kun lokale parisere som kommer her. Eftersom ingen ellers ved at stedet under den lille restaurant eksisterer.

Musiken varierer helt utroligt. Da jeg var der med to veninder stod der en dj i sin egen verden og spillede noget meget syret elektronisk musik. Min veninde fortalte mig, at hun havde været der dagen inden, og der var det Beyoncé der flød ud af højtalerne. Hun fortalte også at hun havde været der hvor der var live jazz. Så man må bare prøve lykken, og så håbe på at det er noget musik man kan lide.

Bistro au Franc Pinot, 1. Quai de Bourbon, 75004

Metro: Pont Marie

tumblr_nq0egw3KOp1t0nuoao1_500

På toppen af Marais

19 nov

IMG_2469

Le Perchoir Marais er et af de steder jeg lige overvejer en ekstra gang, om jeg vil dele ud af, da det er et uovertruffen godt sted. Men altså, hvorfor have en blog om gode råd til Paris, hvis man ikke deler de rigtig gode.

Tagterrasser med udsigt til Eiffeltårnet, med cocktails, og lougnestemning er et koncept jeg er helt vild med. Og nu har jeg opdaget den perfekte af slagsen. At opdage noget der ligger i midten af midten af byen er helt underligt, men nogle gange ser man slet ikke det, som er lige for næsen af en, og ofte glemmer man at kigge op.

For hvis man står ved stormagasinet BHV Marais og kigger op på deres tag, så vil man opdage, at der gemmer sig et eller andet der oppe. Noget som ved første øjekast ligner en lukket fest, eller en fantastisk personalegode af en frokoststue.

Men nej, dette er tagterrassen Le Perchoir Marais, åben for alle, også når BHV er lukket. På hverdage er der faktisk først åbent når butikken er lukket.

Indgangen finder man ved bagsiden i Rue de la Verrerie. Her går man ind i butikken, og tager så en elevator op, for så at befinde sig i noget der ligner nogle mærkelige lukkede kontorgange. Men den er god nok. Pludselig står man på den mest fabelagtige terrasse, med udsigt lige over på Hotel de Ville, og med Eiffeltårnet glimtende i horisonten.

Her lyder bløde toner fra dj’en, og baren serverer utrolig delikate drinks, champagne og rosé, som man kan nyde under åben himmel.

Her er åbent i sommerhalvåret mandag-lørdag fra 20.15-02 (onsdage dog først fra kl 21.15), og søndag fra kl. 12. I vinterhalvåret er der kun åbent torsdag, fredag og lørdag.

Le Perchoir Marais, 37 Rue de la Verrerie, 75004

Metro: Hotel de Ville

Skærmbillede 2015-11-19 kl. 09.35.23

Drik dus med djævlen

1 nov

2015-04-23-21h26-_dsc7176-maximechermat

Vil man gerne være en del af det hippe miljø i Paris, så skal man kende Faust. Dette sted er på kort tid blevet et af de fortrukne steder for byens fashionistaer, og når man sidder der ved Seines bred, med udsigt til Grand Palais, og sipper kølig rosé, og lytter til bløde lounge toner, så forstår man godt hvorfor.

Faust har åbent hele dage, og forvandles om natten til et af byens hotteste gå-i-byen steder med høj musik, et lysende loft, og pludselig giver navnet Faust meget god mening, med et dansegulv der ikke er for sarte sjæle.

Er man ikke klar til et svinge hofterne natten lang, så synes jeg stadig dette er et sted, som de fleste vil kunne sætte pris på. Hvor i Paris har man ellers så overdådig en udsigt, hvor man enten kan glo på Grand Palais, Pont Alexandre III (som efter min og mange andres mening er Paris’ smukkeste bro), eller vende ryggen til begge dele og hilse på Eiffeltårnet. What’s not to like?!

Og siger den der kølige rosé ikke rigtig en noget, så kan man også indtage cola, kaffe og diverse andre fredelige drikke. Tag her hen! Det er desuden også et glimrende sted, at sidde og kigge på mennesker.

Faust, Ved Pont Alexandre III, Invalides, 75007

Metro: Invalides

2015-03-14-05h55-_dsc3500-maximechermat

I uglernes selskab

1 nov

image_big_79656_1417453653

Les Chouettes, eller på dansk: uglerne. Det er navnet på et af Marais’ nye in steder. En restaurant som samtidig gør en rigtig god figur i cocktailafdelingen.

Jeg har faktisk for et på år siden skrevet om dette sted. Dengang hed det dog Café Rouge. Nu er der nye ejere, nyt koncept, men stadig i super seje omgivelser. Stedet har en cool art deco feeling, og minder lidt om noget Eiffel kunne have stået bag (ja, ham med tårnet).

Stedet har plads til 160 gæster, men da restaurantens indre er dels i tre etager, så føler man ikke at stedet er tæt pakket, da folk fordeler sig op ad. Det giver en god summende stemning.

Les Chouettes syner udefra ikke af meget, og da beliggenheden i den øvre del af Marais gør det mere lokalt, finder man her et sted som ikke er overrent af turister, men chikke parisere, som nyde denne perle.

Maden er moderne fransk med friske, lokale og årstidsbestemte råvarer. Desuden var servicen upåklagelig, og på alle måder er dette et sted jeg vil tilbage til.

Les Chouettes, 32 Rue de Picardie, 75003

Metro: Filles du Calvaire

12009657_1626088081004440_7567320544523934930_n

Design, mode, natteliv og meget mere

18 sep

wanderlust

Der er selv sagt mange muligheder for at gå i byen i Paris. Vil man ud og danse moderne, så er Wanderlust et rigtig sjovt sted. La Cité de la Mode et du Design er Paris’ nye mode og designmuseum.  Det spektakulære multikompleks blev indviet i 2012, og indeholder ud over design og mode også en restaurant, store tagterrasser og en natklub. Placeringen er måske ikke byens mest centrale, men er ret uovertruffen og bestemt turen værd. Huset ligger nemlig, som et stort grønt rumskib, og nærmest flyder ud over Seinen ved Gare d’Austerlitz.

Det var en af mine kyndige pariserveninder der fortalte mig om Wanderlust. Hun har oplevet stedet om sommeren, hvor der hoppede små kaniner rundt ude på terrassen, og hvor sand på terrasserne gav en strandstemning som kun Pariserne kan gøre det. Jeg selv har kun været der om vinteren, hvor de udendørsarealer ikke bliver udnyttet på samme sommerlige facon.

Det rigtig gode ved det her sted er bl.a. at klientellet her er meget blandet. Mange Parisiske gå-i-byen steder kan virke ret posh, og nogle steder skal man oven i købet været smuk nok for overhovedet at blive lukket ind. Men Wanderlust er mere afslappet, og her danser høje og lave, tykke og tynde side om side. Man skal dog netop gøre sig klar til at danse side om side, for det her er ikke et særlig stort sted. Paris’ diskoteker er generelt mindre end i København. Her bliver hurtig ret fuldt hus. Kommer man før kl 23 er det gratis. Ellers koster det 10€.

Føler man dagen der på, at man trænger til at cleare hovedet lidt, så tilbyder Wanderlust også både yoga og crossfit timer. I det hele taget har stedet her rigtig mange sjove arrangementer. Læs mere på deres website.

wanderlustparis.com

Wanderlust, 32 Quai d’Austerlitz, 75013

Metro: Gare d’Austerlitz

beair_wanderlust-summer-2013-mercredi-6514