Le Perchoir Marais er et af de steder jeg lige overvejer en ekstra gang, om jeg vil dele ud af, da det er et uovertruffen godt sted. Men altså, hvorfor have en blog om gode råd til Paris, hvis man ikke deler de rigtig gode.
Tagterrasser med udsigt til Eiffeltårnet, med cocktails, og lougnestemning er et koncept jeg er helt vild med. Og nu har jeg opdaget den perfekte af slagsen. At opdage noget der ligger i midten af midten af byen er helt underligt, men nogle gange ser man slet ikke det, som er lige for næsen af en, og ofte glemmer man at kigge op.
For hvis man står ved stormagasinet BHV Marais og kigger op på deres tag, så vil man opdage, at der gemmer sig et eller andet der oppe. Noget som ved første øjekast ligner en lukket fest, eller en fantastisk personalegode af en frokoststue.
Men nej, dette er tagterrassen Le Perchoir Marais, åben for alle, også når BHV er lukket. På hverdage er der faktisk først åbent når butikken er lukket.
Indgangen finder man ved bagsiden i Rue de la Verrerie. Her går man ind i butikken, og tager så en elevator op, for så at befinde sig i noget der ligner nogle mærkelige lukkede kontorgange. Men den er god nok. Pludselig står man på den mest fabelagtige terrasse, med udsigt lige over på Hotel de Ville, og med Eiffeltårnet glimtende i horisonten.
Her lyder bløde toner fra dj’en, og baren serverer utrolig delikate drinks, champagne og rosé, som man kan nyde under åben himmel.
Her er åbent i sommerhalvåret mandag-lørdag fra 20.15-02 (onsdage dog først fra kl 21.15), og søndag fra kl. 12. I vinterhalvåret er der kun åbent torsdag, fredag og lørdag.
Le Perchoir Marais, 37 Rue de la Verrerie, 75004
Metro: Hotel de Ville
Skriv et svar