Arkiv | 2. arrondissement RSS feed for this section

Italiensk hot spot

28 aug

At flytte ind i Jean Paul Gaultiers gamle lokaler forpligter på en eller anden måde. Også selvom det ikke længere er couture der bliver langet over disken, men lækre pastaretter og pizzaer.

Daroco serverer ligesom rigtig mange andre i Paris italiensk mad. Konkurrencen er virkelig hård da det er som om det italienske køkken er mere dominerende i byen end nogensinde. Så det gælder om at oplevelsen er god fra start til slut, og det formår de hos Daroco, hvor personalet er enormt venligt, og sørger for at man har hvad man skal bruge, og al maden er hjemmelavet, og smager så englene synger.

Menuen er enkel, men gennemtænkt til at se godt ud på Instagram. Og det er da også jævnt hen et ret smukt publikum de betjener her på adressen. Stedet er lynhurtig blevet et fashionista hot spot, og under modeugen kan man godt glemme at få bord uden en reservation.

Jeg synes dog ikke man skal lade sig skræmme af bloggertyperne, men tage forbi hvis man drømmer om en perfekt kogt pasta, og en lækker italiensk rosé. Når jeg tænker tilbage på mit besøg her bliver jeg helt sulten, så jeg kan faktisk ikke vente med at komme forbi igen.

De har også en lille børnemenu, så børn er velkomne.

Reservation anbefales.

Daroco: 6 Rue Vivienne, 75002

Metro: Bourse

Advertisement

Bedst og billigst

8 mar

17264460_204694370015679_4996215993017955975_n

Populært, billigt og super lækkert; sådan et sted vil man altid gerne hen. Derfor strækker køen sig da også langt ned ad gaden hos Pizzeria Popolare, som er Big Mamma Groups seneste skud på stammen.

Man må sige de gør det godt hos Big Mamma; for en større restaurantsucces skal man da lede længe efter. Hos alle deres restauranter som er spredt ud over hele Paris, er der fuld belægning hver dag til både frokost og aften. Og man forstår det godt, for hvert besøg hos Big Mamma er en fest.

Tjenerne er i højt humør, maden er autentisk italiensk, super velsmagende, og så er det i et prisleje, hvor alle kan være med. Og succesen bunder nok i, at det er billigt nok for studerende, og fancy nok for byens fashionistaer.

Pizzeria Populare har, ligesom de andre restauranter, en fantastisk indretning. Vinduerne ud mod gaden er dækket fra gulv til loft med farverige flasker, fra borderne kan man glo lige ind i pizzastenovnene, og er man heldigt at ramme den rette aften, så er der også live musik.

Her kan man få en pizza for helt ned til 4 € (30 kr.), og det absolut dyreste på kortet er en trøffelpizza til 18 € (ca. 135 kr.). Så de fleste skulle kunne overkomme et besøg her.

Man kan ikke bestille bord hos nogle af Big Mamma’s restauranter, så man skal komme i god tid inden åbning, eller forberede sig på at stå i kø. Men det er bestemt ventetiden værd.

Pizzeria Popolare: 111 Rue Réaumur, 75002

Metro: Bourse

pizzeria_popolare_0

Anden som bader i champagne

31 aug

12814188_1684400885182380_3038711028809177709_n-900x669

Jeg har altid fundet det mærkeligt, at man næsten kun spiser and til jul, for det er jo en skøn spise. Jeg får heldigvis indtaget en del mere når jeg er i Paris, da det jo kan serveres i virkelig mange afskygninger; confit de canard, magret de canard, fois gras osv.

Hvis man så også synes man får for lidt champagne i sin hverdag, så er der heldigvis et sted hvor and og champagne går hånd i hånd på smukkeste vis.

Canard et Champagne er et fantastisk sted. I Passage des Panoramas som er en af mine yndlings arkader i Paris ligge det lille fine sted, med en tilpas humoristisk distance til deres udsøgte råvarer. Menuen står selvsagt på and, men i mange afskygninger lige fra klassisk fois gras, til en moderne burger med and. Priserne er overkommeligt, især når man vælger at fokusere på and og champagne.

Passage des Panoramas er i øvrigt altid et besøg værd hvis man skal finde et godt spisested. Arkaden er Paris ældste overdækkede passage, og fuld af restauranter. Her kan man finde super klassisk fransk mad men også japansk, italiensk, indisk og den glutenfri NoGlu, som jeg har skrevet om her.

Ser man bort fra champagnen, så er dette faktisk et fremragende sted at tage børn med.

Canard et Champagne: 57 Passage des Panoramas, 75002

Metro: Grands Boulevards

12309503_1649499508672518_4923471482724021329_o-900x601

Bag den blå dør

8 maj

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 13.18.55

Ved bare at tulle rundt i Paris opdager man nogle gange de sjoveste steder. Som f.eks. den gang da jeg gik i Rue Bachaumont med en veninde, og vi pludselige opdagede en trappe, der førte os ned til en underjordisk bar, med drinks, rødvin og gang i den.

Les Ecuries er nok sådan et sted hvor man skal kende nogen, som kender nogen, der kender stedet. Eller som os bare tilfældigt kommer forbi. Og jeg var glad for at vi tog chancen og begav os ud i ukendt farvand. For det er bestemt ikke sidste gang jeg har indtaget en mojito her.

Man skal dog ikke tænke, at det er et diskotek som så mange andre steder. De lukker kl 1.30, så hvis man vil danse til den lyse morgen er det ikke her. Stedet holder mange kulturelle arrangementer med perfomance art, oplæsninger af intellektuel litteratur, og andre mere eller mindre højpandede ting, som kun fungerer rigtig godt i Frankrig.

Men denne lørdag aften da vi var her, var der bare god musik, masser af søde mennesker, og ikke en turist i sigte. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift i kvarteret omkring Rue Montorgueil. Til gengæld var her bløde sofaer, i noget der kunne ligne lidt en jungle, lidt en dyster vinkælder og lidt et tilflugtsted for de tre musketerer, afhængig af hvilke af rummene man befinder sig i. Og den slags er jeg ret vild med. Stilforvirring er nogle gange den hyggeligste form for indretning.

Tag dit bedste casual-effortless-chic-parisienne outfit på, gå ind af den lille blå dør, ned ad trappen, og på opdagelse.

Les Ecuries: 8 Rue Bachaumont, 75002

Metro: Sentier

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 15.45.37

Koreansk friture

25 feb

273f9ddce240efb08f3a10ffc0c33984

Ting der har været en tur i noget friture har en særlig plads i mit hjerte. Og da pommes frites må sige at være fritures grand old man, så synes jeg sagtens at friture kan være hipt og chikt.

Er man til kylling, og friture, og vil man gerne være med fremme på beatet på Paris’ restaurant scene, så bør man unde sig selv et besøg hos koreanske Hero i det 2. arrondissement. Mellem altid hyggelige Marais og meget hippe SoPi ligger denne lille perle af en restaurant og cocktailbar.

Det er en trio på tre prisbelønnede ildsjæle, som rundt omkring i byen popper op med nye og anderledes restauranter. Og i 2015 kom så Hero.

Hero har i stueplan en meget lille cocktailbar, og på første sal, en lille lækkert indrettet restaurant. Men man siger jo, at gode ting kommer i små pakker, og det er rigtigt i dette tilfælde.

Man skal dog ikke være bange for at sidde tæt med mennesker man ikke kender, for man sidder meget tæt i dette fancy lokale.

Deres cocktails er specielle og eksperimenterende, og menuen består at flere små retter med kylling i fokus. Derfor skulle der være noget for enhver smag.

Hero: 289 Rue St Denis, 75002

Metro: Strasbourg – Saint-Denis

skaermbillede-2017-02-25-kl-11-33-44

Smuk mad, minus gluten

29 jan

noglu-paris

Når ens bedste veninde og med-pariser-entusiast er glutenallergiker, så holder jeg altid øjnene åbne for glutenfri alternativer.

Også i Paris er glutenfri produkter blevet utrolig populære, og restaurantmarkedet for folk der vil undgå gluten blomstrer.

Noglu er en restaurant der er 100% glutenfri. Og selvom jeg ikke selv er allergiker, så kunne jeg sagtens komme tilbage hertil, da det virkelig er lækker mad, hvor man ikke lægger mærke til at maden er ”anderledes”. Desuden er retterne utrolig smukke, og jeg ville ikke blive overrasket hvis kokkene her har kigget det nordiske køkken over skulderen.

Et af de største plusser er desuden at de har et dessertkort med glutenfri kager. Og har man ikke fået nok sødt til ganen, kan man gå lige overfor restauranten, hvor Noglu også har deres eget konditori, hvor man kan køber glutenfri kager to-go.

Hele herligheden ligger i øvrigt i den utrolig hyggelige arkade Passage des Panoramas. Denne arkade er efter min mening en af byens mest charmerende, da den er fyldt med restauranter, og ved frokosttid er her et leben af lokale, som skåler i rødvin, og er så franske at det halve kunne være nok.

Så er man helt imod glutenfri mad, så skulle man nok kunne finde et godt alternativ her.

Noglu: 16 Passage des Panoramas, 75002

Metro: Grands Boulevards

Restaurant Noglu

 

En fransk nationalsport

12 dec

bouboule-open

Petanque kan man vel godt tillade sig, at kalde for lidt af en nationalsport i Frankrig. Selv forbinder jeg petanque med sommer, sol og kølig rosé. Men nu forbinder jeg det også med Chez Bouloule, som er blevet et af mine nye favoritsteder i Paris. Her kan man nemlig kombinere petanque, vin og mad. Alt sammen indendørs, men stadig ærke-fransk.

Chez Bouboule ligger flere steder i byen, men jeg tager til den nær Rue Montorgueil, da den er lille og virkelig hyggelig.

Her kan man sidde og nyde et lækkert bræt med franske oste, lidt pølse og selvfølgelig fabelagtig baguette, mens man ser folk udfolde deres petanqueevner på den lille, men meget fine bane, som fylder noget nær en tredjedel af restauranten. Her har man prioriteterne i orden.

Man bør komme tidligt, hvis man vil have et af de gode borde. Eller i det hele taget bare et bord. For efter fyraften bliver her hurtig fyldt godt op.

Er man kun kort i Paris, men leder efter et sted, hvor man på nul komma fem får pariser stemning for alle pengene, så må Chez Bouboule være et af mine bedste bud.

Chez Bouboule: 46 Rue d’Argout, 75002

Metro: Sentier

photo-concept-1-1024x683

Fritternes konge

6 okt

e5b272a7af128ec2598a03da3d2c4674-clandscape_hd

Jeg har muligvis sovet i timen, men at belgiske fritter skulle være noget helt særligt, det er forholdsvis nyt for mig. Men bedre sent end aldrig som man siger, og jeg er da glad for at jeg er blevet indviet; for når man som mig er ret vild med alt der har været en tur i den gyldne friturebrønd, så er opdagelse af dette sted en tilføjelse til det kulinariske Paris som jeg må dele.

Jeg tænker det lige er vigtigt at forventningsafstemme her. Det er ikke haute cuisine, slet ikke. Men det er godt, hvis man lige i farten skal have noget hurtigt og ikke gider McDonalds.

De Clercq, Les Rois de la Frite: fritternes konger. Allerede ved valg af navn er jeg ret vild med det her sted. Fritterne er deres speciale, og det er virkelig nogle af de bedste fritter jeg længe har fået. Tykke, sprøde og serveret i et kræmmerhus. Dertil kan man gå planken fuldt ud og vælge en burger til, som faktisk også var ganske udemærket. Ret lige til og uden for mange dikkedarer. Alle råvarerne er fra Nordfrankrig, Belgien og Holland, så det er forholdsvist lokalt, hvilket jo i disse tiden næsten er et kvalitetsstempel i sig selv.

Man kan finde frittekongen flere steder i byen, jeg har dog kun været forbi den i Rue Montmartre. Her er som alle steder i Paris ret travlt i frokost rushhour, men betjeningen er hurtigt. Og hvis man ikke gider forbi den Gyldne Måge med sine unger, så kunne dette være et glimrende alternativ til et hurtigt måltid.

De Clercq, Les Rois de la Frite: 169 Rue Montmartre, 75002

Metro: Grands Boulevards

41abf298272da40bc9fac74999bd9c21-clandscape_hd

Indbegrebet af Pariser chik

9 sep

1000_562-appartement-jpg_tmp

Der er nogle butikker, som man bare med det samme forelsker sig i, og ved, at her kan man komme tilbage til igen og igen, og hver gang få en god oplevelse. Sådan har jeg det f.eks. med Merci, og jeg er ret sikker på, at jeg også vil få det sådan med L’Appartement Sézane. Det er en af de der butikker, hvor man slet ikke er i tvivl om, at det er passionerede sjæle der står bag. The devil is in the detail, og det er et koncept de virkelig har forstået her.

Bag Sézane står Morgane Sézalory. En rigtig parisienne med super chik smag, og et godt iværksættergen. Hun startede i 2015 sit mærke Sézane, og i april 2016 gik det allerde så godt, at L’Appartement Sézane kunne slå sine døre op. Planen er da også at åbne butikker i London og New York i løbet af 2017. Så man må kalde hendes univers for en succes.

Butikken er meget baseret på temaer. Hen over sommeren var det Italien og Rom som butikken havde kastet sin kærlighed på. Og pt. her i efteråret er temaet anglofilt og især med fokus på London, med alt hvad det indebærer af fine guidebøger, coffeetable books, Haws vandkander, Charlotte Bronte og Dickens bøger, sjove postkort, fine puder, og lækre nipsting.

Man er dog overhovedet ikke i tvivl om hvilken hovedstad man befinder sig i. Her emmer af Paris, og den fine gulvmosaik midt i butikken fortæller da også en del om hvor vi er: “Paris mon amour”.

Tøjet man kan købe er super kvalitet, smukke farver, og enkele snit. En god skoafdeling, med masser af de der slags støvler, man ser på pariserne, men aldrig selv kan finde. Find dem her! Og så er priserne faktisk ret overkommerlige, kvaliteterne tager i betragtning.

L’Appartement Sézane: 1 Rue Saint-Fiacre, 75002

Metro: Bonne Nouvelle

l-entree-de-l-appartement-sezane_5447047

Fra grim til vidunderlig

24 maj

8383490421_c052d29bf5_c

Min bedste veninde og jeg er vel hvad man kalder stamkunder hos Ladurée, og det har altid været os en gåde hvorfor nogle gad bestille en éclair, som efter vores mening er den grimmeste/kedeligste kage, der kan opdrives nord for Alperne. Når man nu er i et fantastisk pastelunivers, fatter jeg ikke, at man har lyst til at vælge en aflang brun stang.

Men på det sidste har mange konditorer kastet deres kærlighed over den crémefyldte stang, og fået éclair’en op i den absolutte verdensklasse når det kommer til smag og måske vigtigst af alt: udseende.

Et af de steder er L’éclair de Génie. Med seks butikker i Paris har de fået godt fat i det kageelskende folk, og jeg må bide al min foragt i mig, og tilslutte mig holdet af fans. For det er virkelig en fantastisk oplevelse at få en éclair her. Smuk, velsmagende og lige til at tage med på farten. What’s not to like?

Bag konceptet er konditoren Christophe Adam, som flere gange har været nomineret til den bedste konditor i Frankrig. De skifter smag efter sæson, og lige pt. kan jeg anbefale deres fine skinnende røde éclair med skovjordbær.

Butikkerne er rundt om i byen. Jeg har senest været i den ved Rue Montorgueil, men find ellers adresser på deres website.

L’éclair de Génie: 2 Rue des Petits Carreaux, 75002

Metro: Sentier

194431-christophe-adam-et-l-eclair-de-genie-devoilent-leurs-nouveautes-2