Jeg har muligvis sovet i timen, men at belgiske fritter skulle være noget helt særligt, det er forholdsvis nyt for mig. Men bedre sent end aldrig som man siger, og jeg er da glad for at jeg er blevet indviet; for når man som mig er ret vild med alt der har været en tur i den gyldne friturebrønd, så er opdagelse af dette sted en tilføjelse til det kulinariske Paris som jeg må dele.
Jeg tænker det lige er vigtigt at forventningsafstemme her. Det er ikke haute cuisine, slet ikke. Men det er godt, hvis man lige i farten skal have noget hurtigt og ikke gider McDonalds.
De Clercq, Les Rois de la Frite: fritternes konger. Allerede ved valg af navn er jeg ret vild med det her sted. Fritterne er deres speciale, og det er virkelig nogle af de bedste fritter jeg længe har fået. Tykke, sprøde og serveret i et kræmmerhus. Dertil kan man gå planken fuldt ud og vælge en burger til, som faktisk også var ganske udemærket. Ret lige til og uden for mange dikkedarer. Alle råvarerne er fra Nordfrankrig, Belgien og Holland, så det er forholdsvist lokalt, hvilket jo i disse tiden næsten er et kvalitetsstempel i sig selv.
Man kan finde frittekongen flere steder i byen, jeg har dog kun været forbi den i Rue Montmartre. Her er som alle steder i Paris ret travlt i frokost rushhour, men betjeningen er hurtigt. Og hvis man ikke gider forbi den Gyldne Måge med sine unger, så kunne dette være et glimrende alternativ til et hurtigt måltid.
De Clercq, Les Rois de la Frite: 169 Rue Montmartre, 75002
Metro: Grands Boulevards
Skriv et svar