Arkiv | januar, 2015

En bid af Frankrig

23 jan

img_3672

Det er muligt, at en crêpe ikke er jordens kønneste spise, ej heller den chiceste. Men jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg synes en crêpe er noget af det bedste. Det er efter min mening et must på en parisertur, for ikke at sige Frankrigstur, da det næsten ikke bliver mere fransk end crêpe.

Der findes rigtig mange crêperier rundt om i Paris. Både som restauranter, men også som små boder og stande på gader og stræder. Jeg synes det kan være utrolig hyggeligt, at få en crêpe på et gadehjørne, hvis man lige er ved at gå sukkerkold, men at sætte sig på et crêperie og gøre et måltid ud af det, er altså for mig en rigtig dejlig ting.

Der findes groft sagt to forskellige slags crêpe. Crêpes sucrées og galettes. Crêpes sucrées er søde pandekager, altså dessertpandekager, dem med sukker, smør, nutella og den slags. (Her vil jeg lige tilføje, at vil man gøre som franskmændene selv, så vælger man smør, sukker og citron.) Galettes er madpandekager. De er normalvis lavet på boghvedemel, som giver dem en lidt grovere konsistens og større mæthed.

Da crêpen stammer fra Bretagne serveres den derfor ofte med æblecider, som er en traditionel drik fra regionen.

Man kan som sagt på crêpe rigtig mange steder i byen, men er man ved frokosttid tæt ved Les Halles og Rue Montorgueil, så kunne man med fordel gå hen i Rue Mauconseil. Det er en lille sidegade til Rue Montorgueil. Her ligger Crêperie Paris Montorgueil. Et lille bitte bretonsk sted med omkring fem seks borde. Det er slet ikke noget fancy, og ikke et sted man behøver køre gennem det halve Paris for at besøge, men et godt sted hvis man er i nabolaget. 

Og skulle man være i Paris den 2. februar, så bør man spise crêpe. Det er nemlig national crêpedag! Man kan også vælge at lave dem selv, da det siges, at hvis man kan lave en crêpe på en pande i højre hånd, og vende den i luften mens man i venstre hånd har en guldmønt, vil man det kommende år blive rig. Det er da værd at prøve.

Crêperie Paris Montorgueil: 37 Rue Mauconceil, 75001

Metro: Les Halles

Billig
Advertisement

Café au lait avec grand-mère

20 jan

La-chambre-aux-oiseaux-Mamie-Boude3

Kvarteret omkring Canal Saint Martin har de seneste par år virkelig fået sig en opgradering på café og shoppefronten. Det popper op med fede butikker og utrolige hyggelige og anderledes caféer, alt sammen med passionerede ejere, som tiltrækker et ungt og hipt puplikum til kanalens breder.

Holy Belly har jeg skrevet om her på min blog, men et andet sted, som jeg simpelthen synes man skal besøger har det poetiske navn La Chambre aux Oiseaux; fugleværelset.

Hos La Chambre aux Oiseaux er der William Morris tapet på væggene, lænestole at slænge sig i, og mormoragtigt porcelæn at drikke sin café au lait af.

Léna og Hervé står bag stedet her, som emmer af hygge og personlighed. Han fandt slidte møbler, hun shinnede dem op, og så blev deres fælles passion for design, indretning og god mad ellers til stedet her. Indretningen er en hyldelst til Lénas bedstemor som ejede en sybutik, og maden er inspireret af Hervés bedstefar som var bager.

Her spiller en gramofon stille i baggrunden, der dufter af nybagt brød, man kan læse i bøgerne fra reolerne og der er farveblyanter til ungerne.

Ønsker man at komme til brunch i weekenden skal man bestille bord. Helst en uge i forvejen, da dette er et utrolig populært sted. Men kommer man en fredag morgen fx, så kan man sagtens komme til.

Mandag og tirsdag er lukket.

La Chambre aux Oiseaux: 48, rue Bichat, 75010

Metro: Jacques Bonsergent

LaChambreAuxOiseaux_12

McQueen til Paris

18 jan

09critic-600

Det kan undre, at et modehus som Alexander McQueen ikke er repræsenteret med en egentlig butik i Paris. Med 30 butikker rundt om i verden er det mærkeligt, at McQueen som i årevist vist deres kollektioner under de parisiske modeuger, kun er tilstede i modens hovedstad via diverse konceptstores.

Men men, der er håb for fans som mig. Alexander McQueen åbner sommeren 2015 en 600 m2 stor flagshipstore på Rue Saint Honoré. McQueen kommer til at ligge side om side med Hugo Boss, Tom Ford, Armani, Viktor & Rolf, og overfor det legendariske Mandarin Oriental Hotel.

Butikken kommer til at føre både deres dame og herrelinjer, sko, tasker og andre accessories.

Jeg synes på mange måder åbningen af en McQueen butik fuldender Paris som shoppeby. Jeg er meget spændt på at besøge butikken, da butikkerne jeg har besøgt i bl.a. New York, London og Shanghai har være ret fantastiske.

Alexander McQueen, 372 Rue St Honoré, 75001

Metro: Concorde

22-mcqueengalleryviewromanticgothic

Paris’ nye flagskib

17 jan

Billede 3

Åbningen af nye museer hører til sjældenhederne. Ikke desto mindre er det sket for meget nyligt i Paris. Fondation Louis Vuitton åbnede nemlig i oktober 2014. Et helt nyt og stort museum er blevet tilføjet Paris’ museumsportefølje.

Det er den verdensberømte amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry der står bag det enorme sted ved Bois de Boulogne i den vestlige del af byen. Og det er efter min mening intet mindre et mesterværk, og et klart must see i Paris.

De første idéer til stedet begyndte i 2001, men det var først efter en tur i den franske bureaukratimølle at byggeriet kunne begynde i 2008. At det siden skulle tage seks år før det stod færdigt er ikke mærkeligt. Det 7.000 m2 store hus er en konstruktion uden lige, med 13.500 m2 glassegl, der svøber sig omkring bygningen, og gør det til det store isbjerg som Frank Gehry havde i tankerne da han tegnede stedet. For mig lignede det en blanding af isbjerge, et kæmpe skib, en ark, hvaler og et luftskib. Det var meget bjergtagende.

11 gallerier er udgangspunktet for museet, der også indeholder koncertsal, et vandfald, flere terrasser, restaurant og butik.

Navnet Louis Vuitton kunne antyde at det ville være et museum dedikeret til mode. Men der vil man nok i første omgang blive skuffet. Kun et stort LV på facaden ved indgangen og nogle af de ikoniske kufferter i butikken indikere hvilket firma der står bag. Ellers er det hele totalt renset for logoer. Det mest modeagtige der pt. har været var fremvisningen af Louis Vuittons spring/summer kollektion for 2015, og en Louis Vuitton taske i butikken formet som huset, der kan erhverves for den nette sum af 3000€…!

Fondation Louis Vuitton blev grundlagt i 2006 på initiativ af  Bernard Arnault, der er CEO for LVMH koncernen. Målet var at støtte og promovere moderne kunst og idéer for et bredt fransk og internationalt publikum. Og nu har tanken så fået et hus at blomstre i. Indtil videre kan man se værker og installationer af bl.a. Olafur Eliasson, Jeff Koons, Jean-Michel Basquiat og mange andre. Ud over en fast samlig, bl.a. med masser af Frank Gehrys modeller, vil der være skiftende udstillinger, koncerter, foredrag og andre events.

Om der er noget på programmet på det tidspunkt man er i Paris synes jeg ikke er så vigtigt. Dette er et hus der i sig selv er en tur værd. Billetter kan købes på nettet, og vil nok være at anbefale når der er store udstillinger.

Fra metroen er der ca. 10-12 minutters gang. Der er skilte hele vejen.

Fondation Louis Vuitton: 8 Avenue du Mahatma Gandhi, 75116

Metro: Les Sablons

image

Fransk fastfood

15 jan

Billede 2

I kvarteret Sentier lige ved Rue Montorgueil i det 2. arrondissement er der en utrolig hyggelig stemning, og gaden er bestemt et besøg værd. Ikke mindst hvis man er der omkring frokosttid, så er det skønt at slå sig ned ved et af de mange caféers mange små borde, og glo på folk. Synes man dog at man har gloet nok på folk, og finder Rue Montorgueil en anelse befærdet og turistet, så gå op til Rue du Nil. Det er en af de der skjulte gade, som ligger lige i et menneskehav, men som de færreste kommer ned ad. Den ligger for enden af Rue Montorgeuil lige på den anden side af Rue Réaumur.

Her ligger Frenchie to go. Det er en utrolig hyggelig lille fastfood restaurant fra 2009. Her får man fastfood på den virkelig lækre og overskudsagtige måde. Alt er hjemmelavet lige fra den hjemmerøgede bacon til ketchuppen i flaskerne. Det er et lille sted med få border, men da det er fastfood, er det et perfekt sted til lige at svinge forbi og så smutte videre ud i byen.

Jeg skal ihvertfald tilbage!

Frenchie to go, 9 Rue du Nil, 75002

Metro: Sentier

Billede 1

Manger: At spise

13 jan

manger_resto_paris

Det 11. arrondissement er virkelig up and coming. I april 2014 tullede Beyoncé og Jay Z rundt her, og de mange hipstere, kunstnere, kreative og alt der imellem ses mere og mere i bybilledet her. Så det er heller ikke mærkeligt, at det er her man skal tage til hvis man vil opleve det nye inde for fransk gastronomi.

Manger betyder meget passende ‘at spise’ på fransk. Og man vil bare have lyst til at spise mere og mere når man først har sat sig ind under det smukke glasloft her. Chefen i køkkenet; William Pradeleix er blevet oplært af nogle af de bedste kokke i Paris, så forventningerne er ikke lave. Han beskriver selv sin mad som ‘traveling-food’ og det passer på mange måder rigtig godt, da inspirationen til retterne kommer fra alle hjørner af verden.

Og ud over man kan spise sig mæt i utrolig lækker mad her, så kan man oven i købet også gøre det med god social samvittighed. Manger er nemlig inspireret af Jamie Olivers restaurant Fifteen i London med arbejdsløse og utilpassede unge i køkkenet, og hyrer her arbejdsløse parisere, uden nogen tidligere køkkenerfaring.

Her får man smuk, utrolig velsmagende og overraskende mad.

Manger, 24 Rue Keller, 75011

Metro: Bastille

Manger-Restaurant-Paris-10-600x437

Stofmekka

13 jan

dsc06936

Det kan altid betale sig at tage til Paris. Det kan man ikke få mange diskussioner med mig om. Men skal man tilfældigvis købe stof, bånd, tråd eller andet i den dur, så kan det især betale sig at tage til Paris. Bogstavelig talt. For et par år siden sparede jeg flybilletten ved at tage til Paris for at købe noget særligt fjerbelagt bånd, frem for at købe det i København. Sååå….

Skal man have stof, og vil man gerne have et stort udvalg at vælge fra, så tag til Montmartre. Tag metroen til Anvers, og gå op ad den frygteligt turistede gade Rue de Steinkerque. Når du så er kommet igennem de fristende tilbud på daggamle hotdogs og diverse postkort og berethatte, så drej da til højre ad Place Saint-Pierre, og du vil nu befinde dig i et stofmekka af en anden verden. Og når jeg siger en anden verden, så er det nærmest bogstavlig, eftersom man hurtigt kan få forvildet sig ind i butikker ala Aladdins hule, hvor man tænker at Sheherazade og Alibaba vil springe frem hvert øjeblik det skal være, og sælge dig ti meter guldbroderet saristof.

Her er utrolig mange butikker, så man skal have fyldt depoterne op inden, så man ikke går totalt sukkerkold og falder omkuld i en bunke tweed.

Mange af stederne har de såkaldte coupons. Det betyder at stoffet er klippet på forhånd. Det kan have både sine fordele og ulemper. Fordelen er, at man kan få fx. fem meter silke for utrolig billige penge, men ulempen kan så også være, at der kun er de fem meter.

En af mine foretrukne couponbutikker er Sacré Coupons i Rue d’Orsel. Her har jeg fundet både YSL og Chloé stof til meget fordelagtige priser. Her er både coupons og ruller med stof, der kan købes efter valgte mål.

Mange af butikkerne vælger at specialisere sig. Og det er bl.a. det som gør dette sted så fedt, fordi man kan finde alt. Der er butikker med knapper, spænder, bælter og hanke. Nogle gør det i fjer, frynser og bånd, andre i nål, tråd og lynlåse. Andre er fulde af skind og læderrester og imiteret kroko. Og så er der hele gader fulde af butikker med møbelstof.

Gør dig det klart inden hvad du går efter, for ellers kan det være uoverskueligt. Men jeg tager også nogle gange der op for at blive inspireret, eller for at finde sødt stof til fx. puder, duge eller bånd til julegaverne.

Stofbutikker, fra Rue Charles Nodier og østpå, 75018

Metro: Anvers

image

Den brækkede arm

13 jan

broken-arm-paris-9

Tre franskmænd og en svensker udgør tilsammen The Broken Arm i Paris. Der efter blot få besøg er blevet et af mine absolutte favoritsteder i Marais. Hvilket jo så vil sige i hele Paris.

De tre franske venner startede stedet op i februar 2013, som udgør en butik med tøj til både mænd og kvinder, samt diverse lækre sko, tasker, bøger, magasiner osv. I køkkenet står svenske Linda og kokkererer de lækreste retter fra morgen til sen eftermiddag. Da det er en svensker skal man ikke blive overrasket over det nordiske islæt maden har her. Enkel, velsmagende og ikke mindst en fryd for øjet. Der er en meget skandinavisk vibe over det her sted, som ville være et yndet hipstersted i Kødbyen på Vesterbro hvis det lå i København.

Ud over lækker mad, har de også et monster af en kaffemaskine, som sørger for at gæsterne kan få sig en overordentlig god kop kaffe at gå på.

Café og butik hører sammen, og er kun adskilt af en glasdør, hvilket gør at man hurtigt kan få stillet sulten, om det så skulle være efter tøj eller salater. Og mange her er sultne, så man kan godt risikere at skulle vente lidt for at få plads blandt de ret få borde.

The Broken Arm fører mærker som 3.1 Phillip Lim, Carven, Christophe Lemaire, Nike, Marni, Raf Simons, Y-3 blandet mange andre.

The Broken Arm, 12 Rue Perrée, 75003

Metro: Temple

041013-coffee-paris-brokenarm-1_edited-1