Arkiv | april, 2018

Sov i SoPi

20 apr

Skærmbillede 2018-04-20 kl. 11.23.43

Jeg har før skrevet om SoPi (South Pigalle) som det nye hotte sted. Det er nu ikke så nyt længere, men det er stadig super hot.

Nu er jeg selv meget stor fan af at bo i Marais når jeg er i Paris, men SoPi kan virkelig også noget. Her er masser af lækre caféer, hotellerne er mere hippe end noget andet sted i byen, og her er en ret afslappet stemning, som giver området en helt særlig atmosfære.

Der er rigtig mange virkelig lækre og virkelig dyre hoteller i kvarteret, men hvis man vil bo her (uden at bruge hele pensionsopsparingen på en weekend) så kunne Hotel Sacha være en mulighed. Det ligger lige overfor det Instagram-hippe Hotel Amour, som har været med til at sætte SoPi på landkortet. Amour er skønt, men dyrt.

Indretningen hos Hotel Sacha er den efterhånden meget brugte stil, hvor alle værelser er forskellige, og tapetfirmaerne må have gjort godt lobbyarbejde, for over alt bliver man mødt af den ene sjove tapetserede væg efter den anden. Det giver noget særlig sjæl til stedet, og følelsen af, at et hvert ophold her vil være en ny oplevelse.

Hotellet tilbyder en helt udemærket morgenmad, hvor søde værtinder kommer med te og kaffe efter ønske. Og i det hele taget er stedet meget indbydende og de ansatte er varme og venlige.

Hotel Sacha: 7 Rue de Navarin, 75009

Metro: Saint-Georges

Skærmbillede 2018-04-20 kl. 11.28.08

Mere fransk bliver det ikke

7 apr

Escargot-Montorgeuil-paris-500

Det her bliver måske et lidt mærkeligt indlæg: for jeg vil nu anbefale en sneglerestaurant, selvom jeg ikke selv spiser snegle. Men L’Escargot Montorgueil er nærmest en institution i Paris, og vil man ud og have det klassiske af det klassiske af fransk cuisine, så vil dette være et rigtig godt bud. Og jeg vil lige skynde mig at sige, at man bestemt også kan få andet end snegle.

Restauranten åbnede sine døre første gang tilbage i 1832. I 1919 var det André Terrail (grundlæggeren af den legendariske restaurant Tour d’Argent) som overtog etablissementet.

L’Escargot har alle dage været et stamsted for nogle af byens kendisser. Det var en af Proust’ yndlingsrestauranter, ligesåvel som Dali også ofte var gæst her. Også Yves Saint Laurent var i mange år stamgæst og brugte en af restaurantens private saloner hver gang han skulle have selskaber med ud og spise.

For et par år siden lukkede L’Escargot helt ned, for at få sat alle lokalerne i stand, og få etableret en terrasse foran restauranten, så man rigtig kan sidde og se på folk (og blive set på). Så nu fremstår restauranten smuk, velholdt og enormt indbydende.

Er man til snegle er det et af de bedste steder i byen at indtage dem. Sneglene kommer fra Bourgogne, som eftersignende “dyrker” de bedste snegle i verden pga. områdets næringsrige jord.

Som sagt, så er jeg ikke til snegle. Så er det jo heldigt at de også serverer en rigtig god steak frites.

L’Escargot Montorgueil: 38 Rue Montorgueil, 75001

Metro: Étienne Marcel

L escargot_Photos Elodie Dupuis_008