Arkiv | februar, 2016

Dekadente kager

24 feb

sebastien-gaudard-patisserie-des-tuileries-vitrine-d

Paris’ dekadente forhold til kage er noget af det jeg holder mest af ved byen. Du kan få kage hvor som helst, når som helst og i alle tænkelige afskygninger.

Ladurée er altid selvskrevet på mine ture, men jeg nyder bestemt også at udforske nye kagegræsgange. Og et af mine seneste fund er Sebastien Gaudard. Bare navnet lyder så fransk, at det kun kan være god kage der bliver serveret her. Og det er det virkelig.

Næsten dør om dør med Angelina som jeg har skrevet om Her ligger dette konditori, som jo derfor vil gøre Rue de Rivoli oplagt til en eftermiddag med kagesmagning.

Sebastien Gaudard er kendt for sit wienerbrød, som sælges fra hans butik i Rue des Martyrs. Men her under hvælvingerne i Rue des Pyramides er det den finere konditorkunst som er i fokus, og de smukke kager nærmest strutter og skriger af al den velvære man vil få af at indtage dem.

Man kan sidde på første salen og nyde kagekreationerne, eller på en solskinsdag uden for, hvor man i en blanding af bilos, Louvres nærvær og Jean d’Arcs guldrustning får Paris ind under huden på rekordtid.

La Pâtisserie des Tuileries de Sébastien Gaudard, 1 Rue des Pyramides, 75001

Metro: Tuileries

patisserie-des-tuileries-interieur-boutique

 

På besøg hos en legende

8 feb

31-rue-cambon

Har man kun tid og overskud til at besøge ét af Paris’ sagnomspundne modehuse, så må det være Chanel i Rue Cambon nr. 31 man skal prioritere.

Her åbnede Gabrielle Chanel sin første butik (udelukkende med hatte) helt tilbage i 1910. Og siden da, har huset her på adressen ageret hovedsæde for verdens nok bedst kendte modehus.

Da forretningen hurtigt voksede købte Chanel hele bygningen i 1918, og her opfandt hun den butikstype som vi i dag kender som flagskibsbutik, med både beklædning, tilbehør og parfume.

Huset står mere eller mindre som da Coco indrettede det. Butik i hele stueetagen. Første salen dedikeret til små shows for særlige haute couture kunder. På anden sal, hendes lejlighed. Tredje sal var studio og det er også her Karl Lagerfeld i dag har kontor og arbejder fra. De resterende etager op er befolket med skræddere, syersker og konstruktører som her syer husets ypperlige haute couture.

Chanel fylder i dag fra nr. 27-31, men det er i nr. 31 butikken er. Og her bør man tage forbi. Her er altid en million mennesker, og ekspedienterne løber rundt for at servicere de mange kunder, som skal beslutte sig hvor mange tasker, sko og dragter de skal have med sig hjem.

Det er et rent leben, og sjovt med al den fart der er på, når det nu er kjoler til  10.000 € der bliver langet over disken her. Der er altid utrolig mange kiksede kinesere og sneakersbærende amerikanere her inde, så man skal ikke være nervøs for at gå ind.

Overvejer man at købe noget hos Chanel, så er Paris tæt pakket med CC butikkerne. Men hvis man har mulighed for det, så køb det i Rue Cambon. Så får man nemlig en helt særlig fin hvid pose (ellers er de sorte), med den klassiske kameliablomst fæstnet på posen. Det er fjollet, men ret fint.

Chanel, 31 Rue Cambon 75001

Metro: Concorde

1406786797054