Arkiv | november, 2018

Europas største restaurant

10 nov

felicita-antoinedelemarre-paris-zigzag-e1527863113287.png

En restaurant med plads til 1000 gæster lyder umiddelbart hverken særlig hyggelig, eller særlig parisisk. Og det er muligt det ikke er så parisisk, men hyggeligt, det er det virkelig, for når Big Mamma Group går i gang, så går de all in. Og det betyder nu, at det nyeste skud på stammen er ikke bare Paris’ største, men faktisk Europas største og nok også sjoveste restaurant. Eller det vil sige, her er faktisk flere restauranter. La Felicità spreder sig nemlig over 4500 kvm, og rummer fem forskellige køkkener og tre barer. Restauranten er beliggende i det 13. arrondissement. Et kvarter som ikke har gjort meget væsen af sig, indtil Station F start-up hub blev grundlagt her i de gamle toghaller for lidt over et år siden. Efter nyheden om Brexit, søger flere og flere unge iværksættere mod andre europæiske lande, hvilket fik tech mogul Xavier Niel til at spytte 300 millioner $ i kassen, for at få dette sted op og kører. Her er plads til ca. 3000 skriveborde, og huser bl.a. Facebook, L’Oréal og Microsoft.

Så mange mennsker skal selvfølgelig have et sted at indtage deres måltider, og det er her Big Mamma kommer ind i billedet. Det er en utrolig historie, for på bare tre år har mændene bag Big Mamma, Tigrane Seydoux og Victor Lugger, lanceret et italiensk madimperium, der har spredt sig som en steppebrand i Paris, og gjort deres resturater til nogle af byens mest besøgte, som aften efter aften har kø ud på gaden.

La Felicità er kædens syvende restaurant, og ikke mindre fantastisk end de seks andre. At sige det er lidt som en stor kantine, lyder ikke super tiltrækkende, men den klassiske bordservering er valgt fra, og man står i kø ved de forskellige køkkener man nu engang ønsker, og sætter sig så der i hallen man synes bedst om. Det kunne f.eks. være uden for en af de store togvogne som står her inde.

Ud over servering af sprøde pizzaer og al dente pastaretter, gør stedet sig også meget i kulturelle arrangementer, så her både er live koncerter, kunstudstillinger, festivaller, filmvisninger og her i sommer også VM fodbold på storskærm.

Restauranten har åben alle ugens dage, og er bestemt også velegnet til at besøge med børn. En lille note: Husk at gå ind på deres toiletter, det er bestemt et besøg værd…

La Felicità: 55 Boulevard Vincent Auriol Station F, 75013

Metro: Bibliothèque François Mitterrand

concert-paris-restaurant-la-felicita-1.jpg