Arkiv | marts, 2016

Bearnaisen fra mine drømme

31 mar

dsc_0602

At pariserne er gode til at lave mad er old news. Jeg er vild med med det gode gamle traditionelle bistro køkken med coq au vin og tarte tatin. I den helt anden grøft er en nouvelle vague af mere eksperimenterende gastronomi de senere år fløjet gennem Frankrig, og det nordiske aftryk ses tydeligt.

Men nogle gange vil man bare gerne ha’ en go’ bøf. Og til en god bøf skal der selvfølgelig være en god bearnaise. Og man skulle tænke, at sådan en fransk sauce skulle være mulig at opdrive på ethvert gadehjørne. Men ak nej. Selvfølgelig findes det, men det er som om at det ikke er så fancy i Paris med bearnaise som det er i København.

Her er tre gode steder hvor ens sovsetrang kan få frit spil:

Café des Musées: En klassiker i Marais med venlige tjenere, travl frokost rush hour og ærke fransk madkultur. Og så pisker de en bearnaise så englene synger.

Bofinger: Et madpalads kun et stenkast fra Place de la Bastille. Her foregår serveringerne på kæmpe sølvfade, og bearnaisen flyder i en lind strøm. Læs en mere detaljeret beskrivelse af Bofinger her.

La Coupole: Nyd bearnaisen og historiens vingesus på en af byens mest klassiske restauranter, der i sin tid havde en klientel med Picasso, Simone de Bauvoir, Sartre, Man Ray og Edith Piaf.

Café des Musées: 49 Rue de Turenne, 75003

Bofinger: 5-7 Rue de la Bastille, 75004

La Coupole: 102 Boulevard du Montparnasse, 75014

bearnaisesauce_2538894b

Louboutins skadestue

31 mar

545411_466882303355102_181078538_n

Nu vi er ved fornuftigt fodtøj, så lad mig endnu engang gøre opmærksom på et sted som bør være på enhver sko connaisseurs to-do liste. Tilbage i 2012 (her) skrev jeg et indlæg om dette sted, men jeg synes jeg vil fortælle om det igen.

Minuit Moins 7 er et utrolig vigtig sted at kende hvis man som mig har en svaghed for de dersens røde skosåler med det så franske navn Louboutin.

Minuit Moins 7 er egentlig en skomager som så mange andre, men de har specialiseret sig i at opfriske Louboutinsko, og er også det eneste sted Louboutin selv anbefaler. Det betyder derfor også at ventetiden kan være mere end almindelig lang. Op til en måned kan det tage at få forsålet sine yndlingssko. Men så bliver det også gjort af dygtige håndværkere, som helt ud i fingerspidserne forstår at dette er ekslusive varer som skal behandles med forsigtighed.

Jeg har både fået repareret sko (en knækket hæl), og forsålet nogle flade laksko, som trængte til en kærlig hånd. Det sidste skete i en periode hvor jeg boede i Paris, og derfor var det ikke noget problem at vente. Men det smarte er, at man kan pakke sine sko med i kufferten, indlevere dem, og når de er fine igen, bliver de sendt hjem til en. Det koster selvfølgelig lidt ekstra, men det er en ting man kan overveje hvis man vil nurse lidt om sine sko. Er man ikke lige på vej til Paris, men stadig har et par sko som trænger til lidt kærlighed, så kan man sende sine sko til værkstedet og få dem igen så gode som nye. Så der er mange muligheder.

Minuit Mois ligger dør om dør med Louboutins dame, herre- og kosmetik afdeling. Og blot et stenkast fra husets atelier, hvilket betyder at mere avancerede reparationer kan diskuteres hurtigt med værkstedet fagfolk.

Jeg fik forsålet mine laksko for 40€. For det beløb fik skoene også nye hæle, og ny lim langs sålen. Alt i alt en mere end fair pris for at få forlænget levetiden på nogle sko man gerne vil have så længe som muligt.

Er man mere til London kan man også få hjælp her, da Minuit Mois 7 også har en butik der.

Minuit Mois 7: 10 Galerie Véro-Dodat, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

40216_136382049738464_600192_n

Sko skal der til

31 mar

Skærmbillede 2016-03-31 kl. 09.44.42

Altså vi skal jo alle sammen have sko på fødderne, så hvorfor ikke lade det være de smukkeste sko? Skønhed er selvfølgelig en smagssag, men efter min mening fås nogle af Paris’ smukkeste sko i Rue Mont Thabor nr 40. Her bos nemlig den italienske skodesigner Gianvito Rossi.

Som søn af den berømte skoskaber Sergio Rossi lå det med design i familien. Og Gianvito arbejdede da også for sin far, indtil han i 2006 besluttede at bryde ud og starte sit eget firma op. Det blev en kæmpe succes, og i dag kan Gianvito Rossis sko købes over hele kloden og i nogle af de mest prominente butikker og stormagasiner.

Men at gå ind i en flagskibsbutik er nu noget særligt. Her er ikke forstyrrende elementer fra andre mærker, men kun husets egne varer. Hele universet og designerens dna skinner igennem, og udvalget er altid større.

Servicen er upåklagelig, og medarbejderne venlige og hjælpsomme. Har de ikke den sko man ønsker kan de henvise til deres mindre afdeling i Galeries Lafayette, eller prøve at bestille fra deres butik i Milano eller online. Det forudsætter naturligvis at man er i byen i en længere periode. Men det handler egentlig også bare om at man får en følelse af, at ens køb er vigtigt for dem, og at de ønsker at man skal gå glad fra butikken.

Gianvito Rossi: 40 Rue du Mont Thabor, 75001

Metro: Concorde

92_n_paris-1-new

Lad dem spise kage!

30 mar

tumblr_inline_nrayivFN8U1ry771o_500

Føler man sig åndeligt knyttet til Marie Antoinette så vil man elske Nina’s. Her kan man nemlig nyde en særlig te og kage som blev specielt fremstillet til den sagnomspundne dronning.

Stedet her har rødder helt tilbage til 1672 hvor Pierre Diaz var den første i Frankrig til at destillere lavendelolie til parfume. Firmaet brugte siden hen sin know how om parfume til at skabe særlige teer, blandt andet te til det franske hof. I 1778 kreerede Nina Diaz en kage for Marie Antoinette med navnet Ninasette. Opskriften som er gået i arv kan nu, blot et stenkast fra Place Vendôme, nydes i ultra feminine omgivelser. Til kagen kan man passende drikke den originale Marie Antoinette te som den dag i dag bliver lavet fra håndplukkede æbler og roser fra Louis 14’s køkkenhaver i Versailles.

Stedet i sig selv er nok til den lidt kitschede og dekadente side, og det skal være sagt med det samme, at det er en lidt speciel kage. Og måske mere speciel end fantastisk velsmagende. Men er man i Paris med unge piger, så er jeg sikker på denne oplevelse vil gå rent ind.  Der er bare noget sjovt og specielt over at smage på en kage, som daterer så mange år tilbage og som stadig holder. Og så er jeg lidt vild med tanken om at gå i Marie Antoinettes kulinariske fodspor. Og hun sagde jo selv at vi skulle spise kage…

Nina’s: 29 Rue Danielle Casanova, 75001

Metro: Opéra

f9d89dcc92695ec8239ab64f1ba387a1

 

 

Picnic i bøgernes skygge

29 mar

espl05A4

Som foråret nærmer sig, og sommertiden igen har gjort sit indtog, så kan man passende begynde at planlægge pariserprogrammet. Og en af de ting som jeg synes man skal planlægge, om vejret vil, er en god picnic. Paris er fyldt med gode spots til at indtage den franske klassiker: baguette, ost, paté og vin.

Et dejligt og lidt anderledes sted kunne være på en af de enorme trapper ved Bibliotheque Nationale de France ved Quai François Mauriac. Her kan man sidde og nyde solen og udsigten til Seinen og ikke mindst et af Paris’ ret oversete bygningsværker.

Bibliotheque Nationale de France blev indviet i 1996, og står som et banner for præsident Mitterrands regeringstid. Det blev opført som et af hans otte store projekter, som bl.a. også tæller Bastille Operaen, Spreckelsens triumfbue og Det Arabiske Verdens Institut.

Bygningerne, der skulle huse Frankrigs litteraturskat, blev så store og bombatiske, og overskred budgetterne så voldsomt, at de i folkemunde blev kaldt TGB (Très Grande Bibliothèque) som henviser til hurtigtogene TGV. De fire bygninger, der tårner sig op som fire gigantiske åbne bøger indeholder over 14 millioner bøger, dokumenter, manuskripter, fotografier, kort, videoer, lydfiler og meget mere, her i blandt mere end 5000 græske dokumenter fra Antikken.

Stedet her kan godt virke ret overvældende, men her er en særlig ro og følelse af fordybelse, som er overraskende, beliggenheden taget i betragtning.

Picnic eller ej, så synes jeg man skal tage forbi dette sted, sætte sig på trinene, nyde solen og Paris’ puls. Man bør også unde sig selv at gå ind i selve biblioteket og se de lektielæsende studerende, få et glimt af læsesalene, kigge ind i den store indre skov i gården eller se en af de skiftende udstillinger som også bliver afholdt her i huset. Jeg vil foreslå at man tager metroen til Bercy. Det er ikke den tætteste station, men herfra går man bygningerne i møde og får et fantastisk overblik over bibliotekets størrelse og pondus.

Bibliotheque Nationale de France: Quai François Mauriac, 75013 Paris

Metro: Bercy

8138280329_6f7d3cd03d_b

Te, kage og Dali

21 mar

Le-Meurice-Paris-LE-DALI-RESTAURANT-©Guillaume-de-Laubier

Jeg har før skrevet om min forkærlighed for den så engelske tradition afternoon tea. Et koncept som mange hoteller rundt om i byen har taget til sig, og fuldfører til perfektion. Så hvis man kan lide kombinationen af te, kage, fingersandwiches, service til fingerspidserne og store bløde stole, så er jeg sikker på man vil befinde sig vældig godt tilpas hos Le Meurice.

Le Meurice er et af Paris’ fineste og ældste hoteller. Smykket med fem stjerner får man en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er et sted hvor gamle dyder er i fokus, hvor stolene bliver trukket ud, kvinder får serveret før mænd, og hvor al denne meget polerede opførsel foregår med en sådan naturlighed at man bare læner sig tilbage og nyder det.

Restauranten, som serverer stedets afternoon tea hedder Le Dali, og er en hyldest til den spanske maler, som selv elskede at komme her. Dali kom til Paris i en hel måned en gang om året, og boede hver gang i den samme suite her på hotellet. En tradition han opretholdt gennem 30 år.

Loftet er malet i Dali’sk stil af ingen ringere end Philippe Starcks datter Ara Starck. Og selvom stedet her virker meget fransk med guld, velour, lysekroner og spejle, så har man alligevel en god fornemmelse for hvem der er inspirationen til stedet. Kitsch på den franske overklasse måde.

Selve afternoon tea menuen er ret omfattende, så jeg vil foreslå at man højst har spist en meget let frokost inden. Alt er så lækkert, så det er synd at komme uden den store appetit. Da vi var færdige med at kæmpe os igennem lækkerierne, kom kokken ud og tilbød os friskbagte madeleinekager som var i overskud. Så alt i alt var det bare en vidunderlig oplevelse.

Jeg gik bare forbi og bestilte et bord. Man kan også ringe, eller som jeg tidligere har haft held med, få receptionisten på ens hotel til at ringe og lave en reservation. Da jeg var der var der dog langt fra fuldt hus. Så man kan også bare gå forbi og se om man skulle være heldig.

Le Meurice: 228 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Tuileries

Tea-time-Le-Meurice-Paris

En advarsel

21 mar

img_9946

Jeg er ret vild med at udbrede idéen om, at Paris sagtens kan gøres med børn. Den “sagnomspunde franskmand” som hader børn og ikke er hjælpsom har jeg endnu ikke mødt, så jeg synes virkelig, at man skal komme ud over fordommene, og så hurtig som muligt introducere ungerne for verdens fedeste by, som er så meget mere end Disneyland og Eiffel tårnet!

Når det er sagt, så er jeg helt med på, at det kan være svært at planlægge 100% og at man ikke undgår den så berømte sukkerkoldhed. Og her kunne man måske hurtig fristes til at finde noget hurtig mad, og måske oven i det tænkte, at et sted hvis maskot er en flodhest må være hele tre ting på én gang; børnevenligt, nemt og sjovt. Lad mig slå det fast med det samme, det er ingen af delene! Hvis du i Paris støder på kæden Hippopotamus, lige meget hvor sukkerkold man måtte være gået, så bevæg dig aldrig her ind!

Af uransagelige årsager endte mig og to veninder engang her inde, og jeg må lige understrege, at vi nok havde en kollektiv hjerneblødning, siden det kunne ske at vi foretrak dette sted frem for en lokal bistro…!

De ligger rundt omkring i byen, og kan måske på en god dag sammenlignes med Jensens Bøfhus. Det er ikke godt. Det er virkelig slet ikke godt. Når man nu er i sådan et madmekka som Paris, så vil det være så ærgeligt hvis et måltid bliver spildt på Hippopotamus. Mange flere restauranter end man måske lige tror, har børnestole, børnemenuer, eller er villige til at stykke noget sammen til de små.