Jeg har før skrevet om min forkærlighed for den så engelske tradition afternoon tea. Et koncept som mange hoteller rundt om i byen har taget til sig, og fuldfører til perfektion. Så hvis man kan lide kombinationen af te, kage, fingersandwiches, service til fingerspidserne og store bløde stole, så er jeg sikker på man vil befinde sig vældig godt tilpas hos Le Meurice.
Le Meurice er et af Paris’ fineste og ældste hoteller. Smykket med fem stjerner får man en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er et sted hvor gamle dyder er i fokus, hvor stolene bliver trukket ud, kvinder får serveret før mænd, og hvor al denne meget polerede opførsel foregår med en sådan naturlighed at man bare læner sig tilbage og nyder det.
Restauranten, som serverer stedets afternoon tea hedder Le Dali, og er en hyldest til den spanske maler, som selv elskede at komme her. Dali kom til Paris i en hel måned en gang om året, og boede hver gang i den samme suite her på hotellet. En tradition han opretholdt gennem 30 år.
Loftet er malet i Dali’sk stil af ingen ringere end Philippe Starcks datter Ara Starck. Og selvom stedet her virker meget fransk med guld, velour, lysekroner og spejle, så har man alligevel en god fornemmelse for hvem der er inspirationen til stedet. Kitsch på den franske overklasse måde.
Selve afternoon tea menuen er ret omfattende, så jeg vil foreslå at man højst har spist en meget let frokost inden. Alt er så lækkert, så det er synd at komme uden den store appetit. Da vi var færdige med at kæmpe os igennem lækkerierne, kom kokken ud og tilbød os friskbagte madeleinekager som var i overskud. Så alt i alt var det bare en vidunderlig oplevelse.
Jeg gik bare forbi og bestilte et bord. Man kan også ringe, eller som jeg tidligere har haft held med, få receptionisten på ens hotel til at ringe og lave en reservation. Da jeg var der var der dog langt fra fuldt hus. Så man kan også bare gå forbi og se om man skulle være heldig.
Le Meurice: 228 Rue de Rivoli, 75001
Metro: Tuileries
Skriv et svar