Arkiv | Shopping RSS feed for this section

Made in France

30 maj

Empreintes

Paris har alle dage været god til at få butikker frem med noget på hjertet. Om det er små specialforretninger, eller store magasiner med gennemgående temaer. Så er det altid gjort med øje for detaljen og med god kvalitet i fokus.

I det nordlige Marais ligger en 600 kvm stor butik i fire etager, som ingen ser. Empreintes gør ikke meget væsen af sig, så man skal være opsøgende for at finde den. Konceptet er at alt er made in France af franske håndværkere, hvor man ønsker at distancere sig fra køb-og-smid-væk tendensen. Butikken er blevet til med støtte fra Syndicat professionel des métiers d’art som hjælper mere end 6000 kunsthåndværkere i Frankrig med at få deres produkter ud over stepperne.

Her kan man finde små unikke keramikting, fotografier, håndlavede møbler, tegninger, bøger, smykker og ikke mindst en kaffebar, som selvfølgelig servere kaffen i kopper der er til salg i butikken.

Er man ikke til den slags ting, så er det alligevel en sjov bygning at besøge, som fra 1930’erne husede en juvelér, der lavede smykker for Chanel. I 2008 overtog nogle italienere så huset og solgte dyrt italiensk tøj, men i 2016 fandt huset tilbage til sine rødder, hvor man udvikler og laver smukt håndværk i alle afskygninger, og sørger for at unge håndværkere har en salgsplatform for deres produkter.

Empreintes betyder fodspor eller fingeraftryk, og det må man sige de får sat sig her. Man skal bare lige finde dem.

Empreintes: 5 Rue de Picardie, 75003

Metro: Filles du Calvaire

Advertisement

Når legetøj er noget man laver i hånden

16 jan

19601427_1558155860925859_916988283323403693_n

Min interesse for tinsoldater ligger på et ret lille sted, men min interesse for små mærkelige butikker er stor, og så kan jeg pludselig sagtens værdsætte en butik med over 30.000 små soldater og andet godt i tin.

Les Drapeaux de France er en af de der butikker som ikke kunne have en bedre placering, og alligevel ser man den ikke. Lige ved indgangen til Palais Royal har butikken siden 1949 haft til huse. Og med sine føromtalte 30.000 tinsoldater, er det en af de største samlinger af sin slags i verden. Når det er sagt, så er det dog ikke en særlig stor butik, der er bare helt vildt mange tinsoldater over alt i dette lille skatkammer af en forretning. Jeg har aldrig set så mange små figurer på et sted. Og det er virkelig som at træde ind i en anden tid. En tid hvor legetøj var noget analogt, og noget der blev lagt tid i at lave.

Og lige for en god ordens skyld, så er det ikke kun soldater man kan få her. Alt hvad hjertet begærer af små figurer kan erhverves her. Jeg selv købte også et lille dukketeater, som ejeren selv havde lavet, og nogle træer til min fars julelandskab, som ekspedienten malede sne på mens jeg ventede.

Det er ikke jordens billigste butik, men når man tænker på, at det hele er lavet og malet i hånden, så får man sig virkelig nogle små skatte med sig hjem.

Og skulle man ikke lige være på markedet efter tinsoldater eller anden mærkeligt legetøj og dimser, så synes jeg man skal gå her ind alligevel, for det er virkelig en af de slags butikker, som der bliver færre og færre af, og som i sig selv er en utrolig oplevelse.

Les Drapeaux de France: Place Colette, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

19601255_1558127580928687_235478239927044539_n

Den smukkeste butik i Paris

20 mar

11buly-williams-tmagArticle

Paris gør det godt på specialbutiksfronten. Jeg er vild med den der lidt gammeldags måde at handle på, hvor man går i en handskebutik efter handsker, en paraplybutik efter paraplyer, eller en butik som kun handler med foisgras eller sennep.

Og så er der de der forretninger hvor butikkens dna og univers træder så stærkt igennem, at man bliver sendt til en anden tid, hvor service når nye højder, venligheden er til at tage og føle på, og vareudvalget er så smukt, at man pludselig får lyst til at bruge flere tusinde kroner på de mærkeligste ting. Sådan er det hos Buly 1803.

Når man træder ind i Buly 1803 butikken i Rue Bonaparte på venstre bred, er det som at træde ind i et mystisk gammelt apotek, hvor man kunne forestille sig Merlin stå og sammensætte essenser og olier.

Her er krukker med træstykker til at lægge i skuffen for at få ens tøj til at dufte mildt af cedertræ, montre med de smukkeste kamme lavet af skildpaddeskjold og barberkoste af grævlingehår, reoler med sæber der dufter af orangeblomst og jasminer, som kan komme i tyve forskellige æsker, og så er der tandpasta i de mest utrolige tuber, duftende tændstikker og den smukkeste håndcreme, som er Buly’s bestseller.  Alle varer er naturlige produkter uden parabener, alkohol eller silikone.

Da jeg var her ved juletid, fik jeg pakket juleindkøbene så smukt ind, at dem som fik gaverne, næsten ikke ville pakke dem ud. Desuden bliver modtagernes navne skrevet uden på æskerne med den mest perfekte og sirlige håndskrift jeg nogensinde har set. Hele oplevelsen var utrolig, og jeg skal bestemt tilbage, for at lade mig inspirere igen.

Buly 1803: 6 Rue Bonaparte, 75006

Metro: Saint-Germain-des-Prés

5-Buly-Paris-Product-巴黎购物-x468

Olympia i eventyrland

6 okt

cn_image_1-size_-olympia-le-tan-paris-shop-01

Er man vild med Alice i Eventyrland, Magritte og Starwars (og alt derimellem), så vil man elske Olympia Le-Tan. Den engelske selvlærte designer, bor i Paris hvor hun har arbejdet hos Chanel og Balmain, og siden 2009 designet i eget navn. Og hos hende får man eventyr og skørhed for alle pengene.

Hun er især kendt for sine tasker, som er udformet som fine bøger, hvor forsiderne er skabt af sirlige broderier. Og når man som mig, er i Paris for netop at lære broderi, så er det klart at hun fanger mit øje. Men alle andre bør også kigge med, for Olympia Le-Tan tilføjer noget humoristisk til den ellers meget fine og seriøse modescene i Paris.

Og nu har hun så åbnet en af byens nok fineste butikker. For enden af den elegante Jardin du Palais Royal ligger hendes lille butik. Jeg kan ikke forestille mig et bedre lokale til hendes feminine og skæve univers, som i disse små rammer virkelig kommer til sin ret. Man forelsker sig hurtigt i hendes fine clutches, som alle sammen er unikke. Forelskelsen kan dog falme en smule (eller en del) når man kigger på priserne, men jeg synes alligevel at man skal smutte forbi hvis man er i nabolaget.

Olympia Le-Tan: Passage des Deux Pavillons, 5 Rue des Petits Champs, 75001

Metro: Bourse

clochet-streetstyle-outfit-paris-fashion-week-helena-bordon-olympia-le-tan-book-clutch

Indbegrebet af Pariser chik

9 sep

1000_562-appartement-jpg_tmp

Der er nogle butikker, som man bare med det samme forelsker sig i, og ved, at her kan man komme tilbage til igen og igen, og hver gang få en god oplevelse. Sådan har jeg det f.eks. med Merci, og jeg er ret sikker på, at jeg også vil få det sådan med L’Appartement Sézane. Det er en af de der butikker, hvor man slet ikke er i tvivl om, at det er passionerede sjæle der står bag. The devil is in the detail, og det er et koncept de virkelig har forstået her.

Bag Sézane står Morgane Sézalory. En rigtig parisienne med super chik smag, og et godt iværksættergen. Hun startede i 2015 sit mærke Sézane, og i april 2016 gik det allerde så godt, at L’Appartement Sézane kunne slå sine døre op. Planen er da også at åbne butikker i London og New York i løbet af 2017. Så man må kalde hendes univers for en succes.

Butikken er meget baseret på temaer. Hen over sommeren var det Italien og Rom som butikken havde kastet sin kærlighed på. Og pt. her i efteråret er temaet anglofilt og især med fokus på London, med alt hvad det indebærer af fine guidebøger, coffeetable books, Haws vandkander, Charlotte Bronte og Dickens bøger, sjove postkort, fine puder, og lækre nipsting.

Man er dog overhovedet ikke i tvivl om hvilken hovedstad man befinder sig i. Her emmer af Paris, og den fine gulvmosaik midt i butikken fortæller da også en del om hvor vi er: “Paris mon amour”.

Tøjet man kan købe er super kvalitet, smukke farver, og enkele snit. En god skoafdeling, med masser af de der slags støvler, man ser på pariserne, men aldrig selv kan finde. Find dem her! Og så er priserne faktisk ret overkommerlige, kvaliteterne tager i betragtning.

L’Appartement Sézane: 1 Rue Saint-Fiacre, 75002

Metro: Bonne Nouvelle

l-entree-de-l-appartement-sezane_5447047

Paris, Finland og kaffe

12 aug

copyright david foessel

At åbne en kaffebar i Paris er virkelig det nye sorte, og noget som må stå højt på enhver hipsters ønskeliste. Og som jeg før har skrevet her på bloggen, så er der mange, der gerne vil være helt fremme på beatet når det kommer til Paris’ kafferevolution. Dette er ikke et af de nyeste steder, men tilgengæld et af de rigtig lækre steder, som har været med til at sætte standarden for parisiske kaffebarer.

Café Coutume åbnede tilbage i 2011, og bag konceptet har en franskmand og en australier slået pjalterne sammen. De har flere caféer rundt om i byen, men min favorit ligger i det finske institut lige ved Sorbonne. Så her får man skandinavisk coolness kombineret med klassisk fransk studentermiljø. Og det er for mig en ret fed kombi.

Efter man har drukket sin formidable kaffe, må man lige gå ind i den finske butik og se på Mumi, Fiskars, Iittala og alle de andre rødder.

Café Coutume, Coutume Instituutti: 60 Rue des Écoles, 75005

Metro: Cluny – La Sorbonne

1507633_1469690746577804_1291842030_n

Smag dig frem

27 jul

21741134925_7a2fa7bd1d_b

Nu hvor der for de fleste er gået så meget sommerferie i den, at man efterhånden kan se den sørgelige ende på det hele, så må det være på tide med endnu et godt tip til en af mine favoritting at gøre i Paris: picnic.

For til en god picnic hører selvfølgelig god baguette fra den lokale bager, lidt paté fra slagteren, en lækker pølse og lidt ost fra en af byens mange deli’er, og så kunne man også udvide sortimentet med en god sennep.

Selv er jeg ikke den store sennepelsker, men jeg elsker gamle huse med gamle traditioner og en god historie, og så kan selv jeg hoppe med på sennepvognen. Og hvis jeg skal med på den vogn, så vil jeg bede kusken om fluks at tage mig til Place de la Madeleine hvor gode gamle Maille har til huse.

Maille er et af de der gamle foretagende som har rødder tilbage til før far var dreng. Langt før faktisk. Helt tilbage i 1747 blev Maille grundlagt i den sydfranske by Marseille, og sælges i dag over hele verden.

Jeg er vild med de der små butikker, som er proppet med varer fra gulv til loft, og på Place de la Madeleine kan man vælge mellem mere end 80 forskellige sennepper og 120 eddiker. Den fineste man kan købe er den kendte Dijon sennep, men jeg vil nu foreslå at man prøver sig lidt frem, og smager sig lidt frem, og så kommer hjem med noget helt anderledes og særligt. Det kan også være en rigtig fin gave at have med hjem fra byen der har alt. Deres estragonsennep er altid et gavehit.

Boutique Maison Maille: 6 Place de la Madeleine, 75008

Metro: Madeleine

Home-Boutique

Udsalg året rundt

28 jun

zadig1

Udsalget er over os, og det betyder at man nu skal skynde sig hvis man vil købe sandaler, og begynde at vende sig til varme striktrøjer og vinterstøvler. Det virker absurd, men mode- og butiksbranchen går kun én vej, og det er fremad. Så sæsonerne bliver kortere og kortere, og tøjet skal skiftes ud hurtigere og hurtigere.

Det kan jo være en fornøjelse at være i Paris under udsalg, men når man ikke lige at ramme de der perfekte tre-fire uger om året, så gør Paris det rigtig meget i dette skønne koncept: stock sales. Altså butikker, som året rundt sælger varer fra tidligere sæsoner med utrolig gode rabatter. Når man ser det i København er det ofte tydeligt, hvorfor de ikke har kunne sælge tøjet, men i Paris er det lækre butikker, indrettet på samme måde som “de originale” forretninger. Selvom der selvfølgelig også er mange rædsler imellem, så kan man altså være rigtig heldig, og gøre gode fund.

Og det fantastiske ved disse steder er, at de også følger udsalget. Så der kan der virkelig være nogle seriøse rabatter at få.

Her er en lille liste over gode bud hvis man skal være pariserchik på budget:

1: Maje. 40 % rabat, og op til 75 % rabat under udsalg.

92 Rue des Martyrs, 75018

2: Sandro. 30-40 % rabat året rundt. Mere under udsalg.

26 Rue de Sévigné ,75004

3: Les Petite. 50-70 % rabat året rundt.

90 Rue des Martyr, 75018

4: Zadig et Voltaire. 40 % rabat året rundt. Mere under udsalg.

11 Rue Montmartre, 75002

5: Comptoir des Cotonniers. 30-50 % rabat året rundt.

10 Rue du Jour, 75001

stock-sandro-11

Bøger i passagen

27 jun

Passage-Jouffroy-fbg-montmartre-966x644

Paris’ mange overdækkede passager er noget af det jeg synes er sjovest at gå på opdagelse i. Her finder man altid fine små butikker, sjove facader og små caféer med meget lokale gæster. De er over hele byen, og der er skrevet mange bøger om dem. Så går man forbi en passage, så synes jeg altid det er omvejen værd at gå igennem dem.

I Passage Jouffroy i det 9. arrondissement ligger en af mine favorit boghandler i hele byen: Librairie du Passage. Butikken har ligget her siden 1846 og har trods sin lille størrelse over 30.000 bøger på hylderne og på lager.

Selve butikken er ret lille, men de fylder godt ned ad passagens gang, med utrolig mange bogkasser fyldt med bøger om mad, kunst, mode, design, arkitektur, smykker, møbler, rejser, kultur etc. etc.

Og en af de særlig gode ting ved denne boghandel er, at de fleste bøger altid er på tilbud. Også nyudgivelserne. Jeg har flere gange været heldig at kunne finde bogkataloger fra udstillinger jeg lige havde set, og som på museet kostede 20-40 € mere end her. Og hvis man kan vente til næste gang man er i byen, så er priserne ofte endnu lavere, fordi bøgerne nu er “gamle”. Jeg har bl.a. fået en kæmpe coffeetable bog om smykkefirmaet Bulgari til 20 € som var sat ned fra 80 €. Så 150 kr i stedet for 600 kr er jo en skøn rabat.

Og en anden fordel ved denne butik, er netop at den ligger i en passage, så selv i regnvejr kan man stå i ro og mag ude foran butikken og glo i de massevis af bøger.

Librairie du Passage: 48-62 Passage Jouffroy, 75009

Metro: Grand Boulevards

dt156_paris_pass_jouffroy2_br

Gør-det-selv på parisisk

20 jun

653x368

DIY, do it yourself, bølgen har også ramt Paris. Konceptet omkring, at gøre-det-selv på en meget feminin måde synes jeg hurtig kan blive lidt kvalm, da mange af de DIY projekter man får smidt i hovedet via sociale medier er mega besværlige og kræver en masse udstyr. Så glansbillede af, at alle kan lave deres egne møbler hvis de bare har en limstift og lidt pastelfarvet garn er jeg ikke helt med på.

Men! I Paris, i Rue de la Verrerie ligger en ret sød lille butik som er 100% dedikeret til DIY. Hos La Petite Épicerie kan man få tonsvis af forskellige dimser, dutter, nips, tråd, sakse, stof, notesbøger, blyanter og farver som kan gøre selv mit anti-diy-hjerte lidt varmt. Det hele har nemlig tilpas med humor og meget af det er tilpas mærkeligt og nuttet til at jeg bare må eje det. Hvem troede fx. at man kunne blive super glad for at finde en lille lyserød pilleæske formet som en fransk makron?

Leder man efter en anderledes værtindegave, en fin ting til fødselsdagsbarnet, eller bare noget skørt og anderledes at tage med hjem fra Paris, så synes jeg man skal slå et smut forbi La Petite Épicerie.

La Petite Épicerie: 74 Rue de la Verrerie, 75004

Metro Hotel de Ville

la petite épicerie