Paris’ mange overdækkede passager er noget af det jeg synes er sjovest at gå på opdagelse i. Her finder man altid fine små butikker, sjove facader og små caféer med meget lokale gæster. De er over hele byen, og der er skrevet mange bøger om dem. Så går man forbi en passage, så synes jeg altid det er omvejen værd at gå igennem dem.
I Passage Jouffroy i det 9. arrondissement ligger en af mine favorit boghandler i hele byen: Librairie du Passage. Butikken har ligget her siden 1846 og har trods sin lille størrelse over 30.000 bøger på hylderne og på lager.
Selve butikken er ret lille, men de fylder godt ned ad passagens gang, med utrolig mange bogkasser fyldt med bøger om mad, kunst, mode, design, arkitektur, smykker, møbler, rejser, kultur etc. etc.
Og en af de særlig gode ting ved denne boghandel er, at de fleste bøger altid er på tilbud. Også nyudgivelserne. Jeg har flere gange været heldig at kunne finde bogkataloger fra udstillinger jeg lige havde set, og som på museet kostede 20-40 € mere end her. Og hvis man kan vente til næste gang man er i byen, så er priserne ofte endnu lavere, fordi bøgerne nu er “gamle”. Jeg har bl.a. fået en kæmpe coffeetable bog om smykkefirmaet Bulgari til 20 € som var sat ned fra 80 €. Så 150 kr i stedet for 600 kr er jo en skøn rabat.
Og en anden fordel ved denne butik, er netop at den ligger i en passage, så selv i regnvejr kan man stå i ro og mag ude foran butikken og glo i de massevis af bøger.
Librairie du Passage: 48-62 Passage Jouffroy, 75009
Metro: Grand Boulevards
Skriv et svar