Nu vi er ved fornuftigt fodtøj, så lad mig endnu engang gøre opmærksom på et sted som bør være på enhver sko connaisseurs to-do liste. Tilbage i 2012 (her) skrev jeg et indlæg om dette sted, men jeg synes jeg vil fortælle om det igen.
Minuit Moins 7 er et utrolig vigtig sted at kende hvis man som mig har en svaghed for de dersens røde skosåler med det så franske navn Louboutin.
Minuit Moins 7 er egentlig en skomager som så mange andre, men de har specialiseret sig i at opfriske Louboutinsko, og er også det eneste sted Louboutin selv anbefaler. Det betyder derfor også at ventetiden kan være mere end almindelig lang. Op til en måned kan det tage at få forsålet sine yndlingssko. Men så bliver det også gjort af dygtige håndværkere, som helt ud i fingerspidserne forstår at dette er ekslusive varer som skal behandles med forsigtighed.
Jeg har både fået repareret sko (en knækket hæl), og forsålet nogle flade laksko, som trængte til en kærlig hånd. Det sidste skete i en periode hvor jeg boede i Paris, og derfor var det ikke noget problem at vente. Men det smarte er, at man kan pakke sine sko med i kufferten, indlevere dem, og når de er fine igen, bliver de sendt hjem til en. Det koster selvfølgelig lidt ekstra, men det er en ting man kan overveje hvis man vil nurse lidt om sine sko. Er man ikke lige på vej til Paris, men stadig har et par sko som trænger til lidt kærlighed, så kan man sende sine sko til værkstedet og få dem igen så gode som nye. Så der er mange muligheder.
Minuit Mois ligger dør om dør med Louboutins dame, herre- og kosmetik afdeling. Og blot et stenkast fra husets atelier, hvilket betyder at mere avancerede reparationer kan diskuteres hurtigt med værkstedet fagfolk.
Jeg fik forsålet mine laksko for 40€. For det beløb fik skoene også nye hæle, og ny lim langs sålen. Alt i alt en mere end fair pris for at få forlænget levetiden på nogle sko man gerne vil have så længe som muligt.
Er man mere til London kan man også få hjælp her, da Minuit Mois 7 også har en butik der.
Minuit Mois 7: 10 Galerie Véro-Dodat, 75001
Metro: Palais Royal – Musée du Louvre
Skriv et svar