Der er visse steder som man simpelthen ikke kan opdage på egen hånd, eller som opdages utrolig tilfældigt. Nogle steder skal man kende nogen, som kender nogen for at finde dem. Det her er et af de steder.
På Ile saint Louis på hjørnet af Quai de Bourbon og Rue des Deux Ponts ligger en mærkelig lille restaurant. Ikke ligefrem et sted man føler er oplagt at gå ind for at spise. Det ser ikke særlig hyggeligt eller indbydende ud. Og derfor ligner det da slet heller ikke et sted hvor man kan danse!
Går man ind fra gaden skal man finde trappen bagerst i restauranten, og herfra gå to etager ned i kælderen, og så åbenbarer sig den mærkeligste og nok den mindste natklub jeg nogensinde har været i.
På første niveau kan man sidde ved små borde og se ned til en lille scene hvor en dj eller et band står og spiller. Nede på nederste niveau er en lille bar, hvor man kan købe diverse øl og forskellige drinks.
Lad det være sagt med det samme, dette er ikke noget fancy sted hvor man svinger Louboutinerne. Men det er sjovt fordi det er så skjult, og på mange måde giver en følelsen af at være sprunget ned i et hul under jorden og være væk fra byen. Og så er det jo kun lokale parisere som kommer her. Eftersom ingen ellers ved at stedet under den lille restaurant eksisterer.
Musiken varierer helt utroligt. Da jeg var der med to veninder stod der en dj i sin egen verden og spillede noget meget syret elektronisk musik. Min veninde fortalte mig, at hun havde været der dagen inden, og der var det Beyoncé der flød ud af højtalerne. Hun fortalte også at hun havde været der hvor der var live jazz. Så man må bare prøve lykken, og så håbe på at det er noget musik man kan lide.
Bistro au Franc Pinot, 1. Quai de Bourbon, 75004
Metro: Pont Marie
Skriv et svar