Arkiv | 6. arrondissement RSS feed for this section

Chokoladeparadis

6 aug

Billede

Jeg er ikke selv jordens største chokoladeelsker, men derfor kan jeg sagtens elske butikker som denne. Og jeg kunne forestille mig, at hvis man aldrig kan få nok chokolade, så må dette være et sandt chokoparadis.

Maison Georges Larnicol er en chocolatier lidt ud over det sædvanlige. Butikkerne er indrettede som store blandselv mekkaer, og man kan blande sig frem til poser med alverdens avancerede chokoladeindhold. Lys, mørk, hvid, med nødder, frugter, i sjove former og farver, alt betalt efter vægt, så det kan jo hurtigt gå galt hvis man vil prøve lidt af det hele.

Ud over blandselv chokoladen specialisere de sig også i chokoladeskulpturer. Så har en man en særlig anledning, så er det bare at komme ind med et billede, så laver de det til dig. Måske et stort ur i chokolade med et ægte urværk inden i kunne friste? Eller måske et glas med flydende chokolade, med tilhørende ske, til lige at spise på farten…?! Om ikke andet, så er det et sjovt indslag på pariserturen, og et sted som kun franskmændene kan realisere.

Ud over chokoladen, som jo er det man kommer for her, så har de også et stort udvalg af franske makroner, og andre lækre kager. Så der er bestemt noget for enhver smag.

Butikkerne er spredt ud over hele byen, og findes faktisk i hele Frankrig. Så man skal nok lige gå ind på deres hjemmeside og finde den, som ligger tættest på en: www.chocolaterielarnicol.fr

Maison Georges Larnicol, 132 bd Saint-Germain 75006 Paris

Metro: Odéon

Billede

Med udsigt til Louis Vuitton og Les Deux Margots

5 aug

Billede

Café de Flore og Les Deux Magots står for mange ‘førstegangs-pariser-turister’ som et must have på turen. De er skam også begge hyggelige, og måske er du heldig at støde ind i Sonia Rykiel eller Karl Lagerfeld eller andre fashion folks. Men på en helt almindelig dag i Paris, er det du kan være mest sikker på at møde her, en ret så dyr regning. Også selvom man bare lige vil have en cola og sidde ud til den enormt trafikerede Bl. Saint-Germain. Colaen smager altså ikke bedre her end så mange andre steder.

Saint Germain er et enormt charmerende kvarter, med lækre butikker, hyggelige små gader og dejlige caféer. Hvis man vil opleve et lille epicenter af pariserkoncentrat, så er dette et rigtig godt sted at starte. Jeg synes det lille torv hvor Les Deux Magots ligger på hjørnet og hvor Église de Saint Germain des Prés spejler sin facade i Louis Vuittions ruder er rigtig hyggeligt. Herfra går Rue Bonaparte helt ned til Seinen, og her på hjørnet af den lille plads og Rue Bonaparte ligger en ganske hyggelig fortorvscafé; Café Le Bonaparte. Her kan man nyde den smukke udsigt til kirken, og i lidt mere ro og fred indtage sin Salade de chevre chaud, inden man tripper ned af Rue Bonaparte og får sin eftermiddagskaffe hos Ladurée.

Café Le Bonaparte, 42 Rue Bonaparte, 75006

Metro: Saint-Germain-des-prés

Kunst og Karl. Karl who?

13 aug

En af mine absolut yndlingspladser i Paris er Place de Furstemberg på venstre bred i Saint-Germain-Des-Prés. En meget yndig lille plads hvor maleren Delacroix har boet, og området er spækket meget lækre og meget dyre møbelstof butikker. Det er også på denne plads at en af Paris’ fineste blomsterbutikker ligger.

I en gaden op mod pladsen, Rue de Furstemberg ligger en sjov lille butik: Arty Dandy. Konceptet er klart og anderledes fra mange små designerbutikker. Her kan man købe alt fra små mærkelig robot nipsting, til moderne kunst, Lanvin butterflies, muleposer med teksten ‘Karl who?’ og Balenciaga taskeprint, magasiner og paraplyer med pailletter.

Det er en rigtig fin og skæg butik, som jeg bestemt synes man skal slå et smut forbi hvis man alligevel er på de kanter.

Arty Dandy, Rue de Furstemberg 1, 75006
Métro: St-Germain-des-Prés

Fint fransk franskbrød

25 jun

Noget af det jeg virkelig nyder ved Paris er maden. Og ingen løfter tilsyneladende blikket over at man spiser lækkert og fint fra morgen til aften. Så når man nu er i byen over alle byer når det kommer til chic’hed, hvorfor så ikke starte dagen med en chic morgenmad. Og eftersom jeg er en stor fan af Ladurées kager, så kan det ikke komme bag på nogen, at jeg også er vild med deres morgenmad. Ladurée er nemlig meget mere end pastelfarvede franske makroner. Det er et gastronomisk fyrtårn i Paris, og de byder på lækker mad; morgenmad, frokost, kage, aftensmad og så drinks til sidst. Alt serveret på Ladurée-lysegrønne tallerkner med guldkant. Det er Parisisk når det er bedst.

Så har man ikke endnu forkælet sig selv med en morgenmad på Ladurée, så er det da bare med at komme afsted. Lækkert hjemmebagt brød, friskpresset juice, mini croissanter, egne marmelader, og fine små ruller med Ladurées egen smør. Det er skønt.

Det kan bestilles på alle Ladurées restauranter rundt om i Paris. Find den der ligger tættest på dit hotel på: http://www.laduree.fr

281289382578

Gaden for sko-fans

30 mar

Lad mig præsentere: Rue de Grenelle! Dette er en af mine yndlings shoppegader i Paris. Nu er jeg også en stor sko elsker, og netop derfor er denne gade ret så praktisk. Den er nemlig proppet med accessories butikker. Her har de store modehus butikker kun med sko, tasker, solbriller og andet tilbehør. Meget praktisk.

Dette er en ret lang gade, men stykket mellem Bd. Raspail og Rue du Four er det bedste.

Her er en god gennemgang af nogle af de bedste på min liste:

1: Christian Louboutin

2 : Barbara Bui

3: L. K. Bennett

4: Bruno Frisoni

5: Moschino

6: Iris

7: Princesse Tam Tam

8: Sergio Rossi

9: Miu Miu

10: Salvatore Ferragamo

11: Yves Saint Laurent

12: Prada

13: Sonia Rykiel Enfant

14: Tod’s

Rue de Grenelle

Metro: Rue du Bac

Fransk på den rustikke måde

5 mar

Restaurant Polidor er lille gammel og hyggelig restaurant i Latinerkvarteret fra 1845. I Latinerkvarteret gælder det om, at komme væk fra de tætpakkede gader med græske fetarestauranter og kebabbikse, og det kan være lidt af en jungle at finde et godt spisested i dette berømte kvarter.

Mange af dem som kommer her er uden tvivl stamkunder, som er kommet i mange år, hvilket giver stedet en personlig og kommen-hinanden-ved-stemning, og man skal ikke blive genert hvis man bliver sat klods op af de lokale. Det er et rustikt fransk landkøkken man går ind til her, så hvis man er rigtig sulten skal man nok gå mæt derfra. Med retter som Boeuf Bourguignon, snegle og tarte tatin på menuen er man ikke i tvivl om  hvor i verden man er landet rent gastronomisk.

En lille bonusinfo: denne facade bliver brugt som kulisse i Woody Allens “Midnight in Paris”.

41 Rue Monsieur le Prince, 75006

Metro: Odéon

Så parisisk som det kan blive

3 mar

Billede

Ladurée er ingen forretningshemmelighed. Konditoriet fra 1862 er efterhånden en ligeså stor turistattraktion som Notre Dame og Mona Lisa. Den originale Ladurée ligger i Rue Royale hvor man kan sidde blandt stamkunder og spise en makron i en shoppepause. Den største ligger på Champs-Élysée, men den hyggeligste, har jeg kunne konstatere ligger på Rive Gauche i Rue Bonaparte. I stueetagen kan man sidde og drikke citron pressé og nyde sin hindbærmakron i orientalske omgivelse, med bemalede vægge, så man skulle tro man var med i H.C. Andersens Nattergalen.

På første sal er det mere intimt, med blåt silketapet og små sofagrupper, hvor man knapt nok kan se ud af vinduerne for de store blomster i altankasserne. Med helt royal stemning er det Paris i en nøddeskal.

Sidst jeg var her sad Dita von Teese og færdiggjorde sin kage, inden hun styrtede ud i sin limousine med tonede ruder. Så selv de tyndste og mest indsnørrede kendiser, kan heller ikke modstå disse skønne kager.

Makroner frister, men tag hellere en af deres overdådige kager, og gå så bag efter ned i butikken, og køb seks makroner med til at spise på vejen. Derudover er der en butik lige ved siden af fuld af Ladurée merchandise. Alt fra parfumer og duftlys, til paptallerkner og tilhørende servietter, til nøgleringe og små notesbøger.

Ladurée, 21 rue Bonaparte, 75006 Paris

Metro: Saint-Germain-des-Prés