Arkiv | 1. arrondissement RSS feed for this section

50000 bøger

25 apr

Billede

Der er nok mange som deler interessen for, at tage en tur i boghandlere når man er ude i alverdens storbyer. Og mange af dem i Paris er bestemt nogle besøg værd.

En af mine yndlings ligger på Rue de Rivoli. Jeg opdagede den lettere tilfældigt, fordi den ligger dør om dør med Angelina, hvor jeg var inde for at nyde en kage eller to, og når man så vralter mæt og glad ud på Rue de Rivoli, så kan man ikke undgå at se den.

Labrairie Galignani er lige sådan et sted man drømmer om. Mange mener, at det er den mest elegante boghandel i Paris. Fuldstændig proppet med bøger i smukke gamle reoler, hvor man skal kravler op ad stiger for at nå de øverstliggende værker.

Igennem mere end seks generationer har Galignani haft butikken, som har ligget i Paris siden 1801, og siden 1856 på Rue de Rivoli. Det var den første boghandel med engelsksprogede bøger i Europa uden for England, og fører i dag et hav af bøger oversat til engelsk. Der er dog også franske bøger at finde her, hvis man mere er til det. Her er efter sigende mere end 50000 forskellige bøger, og mange af dem vil højst sandsynligt aldrig blive solgt. Men det er heller ikke så vigtigt for dette sted. Her går man lige så meget op i æstetikken omkring smukke bøger, indbydende forsider, og billeder der tager pusten fra en. Her ligger kæmpe smukke mursten af bøger om alt fra Cartier og Chanel, velourindbundne kogebøger for marajaer, coffeetablebooks om afrikanske stammer og sydhavsøgrupper, enorme atlaser, utrolige kunstbøger, politiske biografier, og værker af alle de store forfattere lige fra Hemingway, Charlotte Brontë, Tolstoj, Simone de Beauvoir, Virginia Woolf og alle de andre. Især mode- smykke- og kunstinteresserede bør slå et smut forbi. Man kan finde alt. 

Personalet er hjælpsomme og kendt for at kunne imødekomme selv de mærkeligste forespørgsler af litterær karakter.

Ud over en utrolig butik fuld af alverdens ord, er stedet også kendt for deres smukke vinduesdekorationer, som skifter cirka hver anden uge.

Tag herhen og os. Man må kigge lige så meget man vil i bøgerne, og så længe man ikke taler i mobiltelefon her inde, så kan man blive lige så længe man vil. Jeg nyder ihvertfald og være her og glo i de der kolossale bøger, som vejer 10 kg, har mere end 1000 sider, og koster en måneds husleje.

Det er desuden et super sted at købe en gave med hjem, da de pakker meget smukt ind. Man kan også sagtens finde bøger til helt almindelige priser.

Librairie Galignani, 224 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Tuileries

Billede

Ta’ en tur i biffen

23 apr

hlJfg-ijR-YeQpsL-c_3POkq6nn2bD7oTELpiveOC6c

At tage i biografen i udlandet lyder måske som noget man kun gør, hvis man ikke har andet at tage sig til. Men jeg synes nu det kan være hyggeligt. Det kan dog på en måde også virke som en uoverskuelig ting. Hvad nu hvis der kun er franske film? Hvis billetdamen ikke kan forklare noget på engelsk? Hvis alle film er synkroniserede? Man kan være nervøs for flere ting, men heldigvis lever vi i en så digitaliseret verden, at man slet ikke behøver tale med en fransktalende billetsælger, men istedet en maskine, hvor man uden de store problemer kan finde frem til en biografbillet eller to.

Under Les Halles ligger mange mærkelige butikker, men der ligger også en ret stor biograf. I det vestlige hjørne kan man faktisk nærmest gå direkte fra rulletrappen, og ind i de bløde sæder.

Sidst jeg var her så jeg den amerikanske rumfilm Gravity, og hvis man bare kan leve med de franske undertekster, så vil man slet ikke opdage at man sidder i en fransk biograf.

Der er mange biografer rundt om i Paris. Der er flere på Champs-Élysées, og også en del på Boulevard Saint Michel.

I franske biografer skal man dog lige være opmærksom på, at der er frit valg af sæder, og dem som kommer først ind i salen får de bedste pladser. Man sætter sig altså bare hvor man har lyst. Ud over det kan man for det meste godt gå ud fra at de engelsksprogede film ikke er synkroniserede. Hvis det er en fransk version bliver det oplyst. Men man skal nok ikke regne med man kan tage små børn med, da filmene, ligesom i Danmark, vil være synkroniserede hvis det er børnefilm.

Jeg synes ihvertfald, at en tur i biffen i Paris kan være ret så hyggeligt, og man føler sig nærmest helt lokal med de lokale. Og så er det jo en god anledning til at spise en masse popcorn og drikke en masse cola.

UGC Ciné-Cité les Halles, Forum des Halles, niveau – 3, place de la Rotonde, 75001

Metro: Les Halles

Identification du candidat

Fantastiske udstillinger

20 mar

Billede

Det er altid dejligt at rejse bare for ferien og afslapningens skyld. Men jeg rejser nu oftest med et formål. Og når jeg tager til Paris, er det ofte fordi der er endnu en fantastisk udstilling at se. Paris er jo pakket med fantastiske museer, som er en rejse værd i sig selv. Både hvis man ikke har været der, eller for at opleve dem igen. Men da Paris er så stor en kultur og- kunstby, så er der næsten altid en eller anden spektakulær udstilling at se. Om det så er på kæmpe Louvre, eller på lille Jeu de Paume.

Hvis man har læst noget af min blog her, vil man nok have opdaget, at jeg er ret så interesseret i mode og design, og hvad der rør sig i den verden. Derfor tjekker jeg altid op på hvilke modeudstillinger der er i Paris. Men selvom om man er modeinteresseret eller ej, så burde man slå et smut forbi Musée des Arts Décoratifs. Det ligger i en selvstændig fløj af Louvre med indgang fra Rue de Rivoli. Man kan nok godt sige, at det svare til Design Museum Danmark, eller Kunstindustrimuseet som det hed i gamle dage. Museet blev renoveret fra 1996-2006, så det fremstår utrolig smukt.

Her er der løbende nogle utrolig spændende udstillinger om alverdens forskellige modeskabere. De er altid smukt sammensat og med god information, hvis man ikke lige ved hvem fx. designeren Elsa Schiaparelli er. De har nogle rigtig gode arkiver at trække på, så man kan se originale rober lige fra hundrede af år gamle kimonoer, til 1800-tals aftenkjoler, til Diors berømte New Look fra 1947. Jeg har her set nogle af de bedste modeudstilling om bl.a. Balenciaga, Marc Jacobs og Louis Vuitton og Jean Paul Gaultier. Samt udstillinger der går i dybden om fx. undertøj, eller mode op gennem 80’erne og 90’erne.

Ud over de skiftende udstillinger har de en imponerende samling af smykker fra bl.a. Cartier og Tiffanys. Samt utrolig smukke og kunstfærdige møbler, gobeliner, kunstgenstande, malerier og meget meget andet.

Det er dog ikke kun mode der vises her. For nogle måneder siden var der en udstilling med elefanten Babar, og en udstilling om trompe l’oeil. Fortiden (marts 2014) viser de en fantastisk udstilling om den belgiske designer Dries van Noten, en udstilling om tapet, noget om legetøj der er inspireret af cirkus, udpluk fra deres kinesiske samling, fransk typografi og en udstilling der går i dybden om teknikken bag lak fra 1700-tallet. Så der er altid noget at se.

Desuden er her en virkelig stor og lækker butik med masser af bøger om mode, design, møbler og kunsthåndværk. Her kan man også købe fine smykker, postkort, legetøj, og endda ting fra danske Hay. Butikken kan man også komme ind i fra Rue de Rivoli uden man behøver besøge museet. Ud over butikken er der også en lækker restaurant tilknyttet, hvor man på en solrig dag kan sidde ude og nyde udsigten til Louvre.

Er man under 25 år og europæisk statsborger får man gratis adgang. Så husk noget id.

Musée Des Arts Décoratifs, 107 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

Billede

Ekstravagant overnatning

20 mar

Billede

Jeg var for nyligt i Paris, og skulle bare have en enkel overnatning på hotel. Så da det kun drejede sig om en enkel overnatning tænkte jeg, at jeg godt kunne forkæle mig selv lidt. Egentlig er jeg ret stor fan af airbnb. Altså at leje en lejlighed, og så have mulighed for at købe ind på nogle af de lækre markeder i Paris og den slags. Det synes jeg er utrolig hyggeligt. Men denne gang var det altså et hotel jeg var på udkig efter. Og det kan jo virkelig være noget af en jungle da der er mange tusinde hoteller i Paris. Via hotels.com fandt jeg dog dette sted, som så fantastisk ud, og som levede fuldstændig op til mine forventninger.

Hotel du Continent er et tre-stjernet hotel i midten af midten i Paris.Det er designet af den franske modeskaber Christian Lacroix, som har for vane at skeje helt vildt ud, både når han designer tøj og kostumer, men i den grad også hotelværelser. Farver, tapeter, gardiner og gulvtæpper får alle en tur gennem Lacroixmøllen, og bliver forvandlet til spektakulære værelser som kun Lacroix kan det. Hver etage har et kontinent som tema. Således er hele første sal indrettet med det europæiske kontinent som teme. Og femte sal er fx. det afrikanske. Det er super flot, super lækkert, og super tjekket. Engelske Cole & Son tapeter og fotostater pryder væggene, og italienske Missoni sørger for luksuriøse badeprodukter. Det er ikke det billigste hotel i Paris, men man kan være heldig (som jeg var), at fange et godt tilbud.

Men hvis man gerne vil have mere for pengene end bare et almindeligt anonymt hotelværelse, så bør man tjekke det ud. Morgenmaden koster 10 € og er en klassisk fransk servering med baguette, croissanter, friskpresset juice og te, kaffe eller varm chokolade efter eget valg. Ikke noget fancy, men rigtig enkelt og lækkert.

Og så gør det jo heller ikke noget, at man er i meget kort gåafstand til både Place Vendôme, Concorde pladsen, Louvre, og ikke mindst Chanel, Tom Ford, Valentino og alle de andre.

Hotel du Continent, 30 Rue du Mont Thabor, 75001

Metro: Concorde Billede

Et åndehul af de bedre

30 apr

Billede

Jeg kan desværre ikke prale af at have fundet en ukendt oase i Paris. Og slet ikke når denne oase ligger i centrum af centrum i Paris. Men alligevel er det som om at turisterne ikke har fundet vej ind til overskønne Jardin du Palais Royal. Især de sidste par år har det været et pusterum af de mere rolige, da der har været masser af arbejde igang på arkaden ind til den lille park, så man narres til at tro, at det er lukket område. Men nej, går man gennem stiladset og ind på den anden side, så kan man nyde blomsternde roser, rislende vand fra springvandet, og hyggeligt parisiske mænd som spiller petanque og små børn der flyver med drager.

Det er bestemt ikke et ukendt sted, og slet ikke for den garvede shopper. Marc Jacobs, Stella McCartney og Rick Owens er bare nogle af de prominente navne, som har valgt at have deres eksklusive butikker her. Men også mærkelige og underfundige butikker ligger her, og har tilsyneladende ligget her altid. Fx et antikbutik med vinduet fyldt af udskårne piber og fornemme medaljer. Eller lejetøjsbutikken med spilledåser i alle afskygninger. Eller fine Didier Ludot som sælger vintage Hermes, Chanel, og Balmain fra dengang danske Erik Mortensen sad i chefstolen.

Jardin du Palais Royal er også ofte location for Vogue photo shoots, eller filmoptagelser, så hvis du er heldig kan det være du støder ind i langbenede modeller eller kendte Hollywood stjerner.

I det nordvestlige hjørne ligger restaurant Le grand Véfour. Det var den første gourmet restaurant af sin slags i Paris og åbnede helt tilbage i 1784. Med sit originale interiør, og Michelin stjerne på stribe er det nok ikke lige stedet hvor man spontant smutter forbi, og med navne på gæstelisten som Victor Hugo og Simone de Beauvoir betaler man bestemt også ekstra for historiens vingesus.

Jardin du Palais Royal, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

Billede

Byens bedste chokolade hos Angelina

30 apr

Billede

Når jeg tager til Paris, så er det med visheden om, at jeg helt sikkert får sat mit sukkerforbrug på prøve. Paris er modens by, lysenes by, byernes by. Men Paris er virkelig også kagernes by. De franske makroner er efterhånden blevet allemandseje, og en tradition for mig at have med hjem fra Ladurée. Men der er jo også mange andre steder at indtage en overdådig creme kreation end hos lysegrønne Ladurée.

Angelina er et af de der rigtig skønne overskudsagtige kagesteder, hvor stolene er bløde, tjenerne i deres fineste uniformer, og priserne derefter. Men hvad gør det, når man får serveret varm chokolade (den bedste i byen) af sølvkander, og glinsende kager med bladguld?(!)

I fineste Belle Époque stil fremstår Angelina som et sted man næsten ikke tør sætte sine turistben i, men stemningen er lettere end forventet, og historiens vingesus gør det bestemt et besøg værd. Bygget i 1903 har det nogle år på bagen, og med gæster som Coco Chanel og Audrey Hepburn er stilen ligesom lagt.

Hos Angelina serveres der morgenmad og frokost, hvilket bestemt også er et besøg værd. Men jeg synes nu det er kagerne som er det sjove her. Deres Mont Blanc kage er signaturen, og man går bestemt ikke sulten derfra efter sådan en kage… Det er nogle seriøste kager stedet her præstere, så måske man skal arrangere en let frokost inden et besøg hos Angelina.

Chokoladeelskere valfarter hertil, ikke mindst pga. deres berømte varme chokolade, L’Africain, som er et af kendetegnene hos Angelina. Prøv evt. en udgave med hvid chokolade for variationens skyld.

Angelina ligger på den ekstremt trafikerede Rue de Rivoli mellem Louvre og Place de la Concorde. I turisterne og lommetyvenes epicenter skal man holde øjnene åbne for ikke at gå forbi. Det er ikke skjult, men man kan bare godt blive forvirret af beliggenheden ift butikkerne omkring.

I butikken kan købes kager to go, chokolade på tube og fine tedåser.

Angelina, 226 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Tuileries

Billede

Fine haver

15 aug

Jardin des Tuileries er om end meget turistet, så alligevel utrolig charmerende. Der gemmer sig små caféer hvor man kan nyde en kaffe i skyggen af et kastanjetræ, hyggelige legepladser til børnene, dejlig bænke hvor man kan nyde solen, og så selvfølgelig hundredevis af grønne metalstole, hvor man kan tage en slapper og glo på folk.

I den vestlige ende, helt oppe ved Concorde pladsen ligger der en stor, men ret overset boghandel. La Librairie du Jardin des Tuileries er en rigtig fin boghandel, med bøger om haver og botanik. Det vill for nogle måske ikke lyde så spændende, men det er faktisk en skæg butik. Der er fine coffee table books om fransk havekunst, praktiske bøger om havearkitektur, gode bøger om botanik og krydderurter, havens historie, og så alt mellem himmel og jord af fine postkort, legetøj, plakater, kunstbøger etc etc.

Er man i Paris som turist kan man næsten ikke undgå at komme forbi her. Og jeg vil bestemt mene at den er et besøg værd. Også selvom man ikke har en have.

La Librairie du jardin des Tuileries, vestlige indgang, Place de la Concorde, 75001

Metro: Concorde

Gratis net hos Apple

25 jun

Efterhånden har vi alle sammen iPhones, hvilket giver mulighed for konstant at være på nettet. Men nogle gange kan det være svært at finde gratis wi-fi, og da priserne på internet i udlandet via telefonen er ret så kostbart, er gode råd dyre hvis man pludselig står og mangler adressen på en restaurant, eller åbningstiderne på et af de mange museer.

Et fif jeg har brugt flere gange er Apples store flagskibsbutik under jorden ved Louvre. Her flyder det med computere og iPads til fri afprøvning. Eller i mit tilfælde: frit internet. Tager man metroen til Palais Royale Musée du Louvre, kan man vælge indgangen til Louvre som hedder Carrousel du Louvre. Et mærkeligt underjordisk stormagasin af en slags med alt fra Virgin Music til Swarovski smykker. Går man ind i midten hvor den berømte omvendte glaspyramide er, og en af indgangene til Louvre, finder man Apple butikken, og landet med det frie net.

Apple Store, Carrousel du Louvre, 99 rue de Rivoli, 75001

Metro: Palais Royal-Musée du Louvre

 

Reparation af Louboutin

20 jun

For nyligt fandt jeg mig selv i en situation, som må siges at være enhver skoelskers mareridt. Mine Fifi champagnefarvede similibesatte Christian Louboutin stiletter gik i stykker! Hælen knækkede under en svingom. Og når jeg siger knækkede, så mener jeg det helt bogstavlig talt. Hælen knækkede midt over. Ulykkelig og fortvivlet over dette var gode råd dyre. For dette var ikke noget jeg bare kunne gå ind med til en almindelig skomager, da det krævede mere end bare lim.

Heldigvis havde jeg en tur til Paris i sigte, og jeg tog mine stakkels knækkede Loubou’s med. For i Paris ligger nemlig, så vidt jeg ved, verdens eneste skomager som Louboutin selv anbefaler til reperationer af Louboutin sko. Dør om dør med deres eget studio og skønne kvinde og nu også herreskobutik, ligger Minuit Moins 7.

Den unge skomager som ekspederede mig så kort på skoen, løb lige ind til Louboutin studiet, og kom kort tid efter tilbage med nyheden om at skoene godt kunne ordnes. Hurra! Dog skulle begge sko laves, da den ødelagte hæl skulle laves helt ny, og for at få dem ens, skulle den anden også laves om. Så hvis du skal ned her, så husk endelig at tage begge sko med, hvis nu de begge skal laves for at få et ensartet udtryk.

De sender skoene hjem til dig og forsendelsen kostede 50 € til Danmark. Så det er til at overkomme. Det kan dog blive noget  af en udskrivning at få lavet sine sko her, da det er håndværk af 1. grad. I mit tilfælde blev det rigtig dyrt, da der skulle laves to nye hæle, med håndpåsatte bittesmå similisten. Men har man en ridse i læderet, så skulle det være til at overskue. Men mine sko var lige til at smide ud hvis ikke hælen blev fixet. Så der var ingen vej uden om i mit tilfælde hvis jeg ville kunne bruge dem igen.

Kan kun anbefale dette sted hvis man vil forskønne sine sko, hvis man skulle have haft en uheldig oplevelse med de mange brolagte gader i København, eller andre uheldige skader.

Man skal nok lige holde øjnene lidt åbne for denne lille arkade da den er en smule skjult mellem Rue Jean Jacque Rousseau og Rue Croix des Petit Champs.

Minuit Moins 7, 10 passage Véro-Dodat, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

Japansk i Paris, i hobetal.

12 maj

Rue des Petits Champs er en lang gade bag ved Jardin du Palais Royale. Og det er som om at alle Paris’ japanske spisesteder har samlet sig her. Så leder man efter et kæmpe udvalg af sushi eller andre japanske retter, så er det klart her man skal bevæge sig hen. De ligger simpelthen side om side, og autentisk ser det ud med japanere bag disken og i køkkenet, samt japanske gæster.

Så skulle det usansynlige ske, og man fandt sig selv vågne op en dag og være ekstremt træt af fransk gastronomi, så er dette område et oplagt sted at få stillet lysten for andre kulinariske oplevelser.

Rue des Petits Champs, 75001

Metro: Pyramides