Arkiv | Spis Paris RSS feed for this section

Byens bedste chokolade hos Angelina

30 apr

Billede

Når jeg tager til Paris, så er det med visheden om, at jeg helt sikkert får sat mit sukkerforbrug på prøve. Paris er modens by, lysenes by, byernes by. Men Paris er virkelig også kagernes by. De franske makroner er efterhånden blevet allemandseje, og en tradition for mig at have med hjem fra Ladurée. Men der er jo også mange andre steder at indtage en overdådig creme kreation end hos lysegrønne Ladurée.

Angelina er et af de der rigtig skønne overskudsagtige kagesteder, hvor stolene er bløde, tjenerne i deres fineste uniformer, og priserne derefter. Men hvad gør det, når man får serveret varm chokolade (den bedste i byen) af sølvkander, og glinsende kager med bladguld?(!)

I fineste Belle Époque stil fremstår Angelina som et sted man næsten ikke tør sætte sine turistben i, men stemningen er lettere end forventet, og historiens vingesus gør det bestemt et besøg værd. Bygget i 1903 har det nogle år på bagen, og med gæster som Coco Chanel og Audrey Hepburn er stilen ligesom lagt.

Hos Angelina serveres der morgenmad og frokost, hvilket bestemt også er et besøg værd. Men jeg synes nu det er kagerne som er det sjove her. Deres Mont Blanc kage er signaturen, og man går bestemt ikke sulten derfra efter sådan en kage… Det er nogle seriøste kager stedet her præstere, så måske man skal arrangere en let frokost inden et besøg hos Angelina.

Chokoladeelskere valfarter hertil, ikke mindst pga. deres berømte varme chokolade, L’Africain, som er et af kendetegnene hos Angelina. Prøv evt. en udgave med hvid chokolade for variationens skyld.

Angelina ligger på den ekstremt trafikerede Rue de Rivoli mellem Louvre og Place de la Concorde. I turisterne og lommetyvenes epicenter skal man holde øjnene åbne for ikke at gå forbi. Det er ikke skjult, men man kan bare godt blive forvirret af beliggenheden ift butikkerne omkring.

I butikken kan købes kager to go, chokolade på tube og fine tedåser.

Angelina, 226 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Tuileries

Billede

Øko på den chikke måde

14 aug

Går man meget op i øko, fairtrade og genbrug, og vil man gerne overføre disse principper til sin morgenmad, så kan jeg bestemt anbefale den franske kæde Le Pain Quotidien.

Her er brødet økologisk, kaffen fairtrade, og borde og stole lavet af genbrugsmaterialer. Selv i lamperne er der sparepærer, og gulvene bliver vasket med miljøvenligt vaskemiddel. Alt i alt kan man starten dagen med rigtig god samvittighed.

Måske virker det lidt for øke-hippie-red-verden-agtigt. Men heldigvis er croissanterne gode, og juicen friskpresset, så stedet er bestemt også for sådan nogle som mig, der ikke er hverken synderligt økologisk eller sparepæretænkende. Det hele er lige tilpas lækkert nok til at det ikke kammer over i fodformethed. Vi er trods alt i Paris!

Der er masser af andet end morgenmad at få her hele dagen. Vil man have brunch en søndag formiddag i Marais, så kom tidligt, for køen er lang ude på gaden.

Tjenerne er søde, uformelle, og imødekommende.

I rue de Archives sidder man under kastanjetræerne og nyder sin økokaffe, og føler sig helt igennem i et med moder jord og Paris. Det er skønt.

Le Pain Quotidien, 18-20, rue de Archives 75004

Metro: Hôtel de Ville

Sko og makroner

13 aug

Jeg har tidligere skrevet om skomekkaet i Gallerie Lafayette. Men uden mad og drikke dur helten som sagt ikke, og  selv en garvet sko shopper som mig, kan da blive en anelse rundtosset og en smule overvældet over alle disse sko her inde. Men har man brug for at lade batterierne op, og gøre det på en chic og fransk måde, så vil jeg da bestemt anbefale, at man tager en smut ned i den højre ende af kælderetagen, og får sig en Pierre Hermé makron at styrke sig på. Pierre Hermé er en del mere alternativ end Ladurée, og man skal ikke blive overrasket hvis dagens sortiment står på smag med fx. oliven, mandarin eller kanel og kirsebær. Men selvom det måske lyder som nogle spøjse sammensætninger, så kan jeg varmt anbefale en lille opkvikker på fire makroner, til lige at lade op på.

Galerie Lafayette, 40, Blvd. Haussmann 75009

Metro: Chaussée d’Antin

Fint fransk franskbrød

25 jun

Noget af det jeg virkelig nyder ved Paris er maden. Og ingen løfter tilsyneladende blikket over at man spiser lækkert og fint fra morgen til aften. Så når man nu er i byen over alle byer når det kommer til chic’hed, hvorfor så ikke starte dagen med en chic morgenmad. Og eftersom jeg er en stor fan af Ladurées kager, så kan det ikke komme bag på nogen, at jeg også er vild med deres morgenmad. Ladurée er nemlig meget mere end pastelfarvede franske makroner. Det er et gastronomisk fyrtårn i Paris, og de byder på lækker mad; morgenmad, frokost, kage, aftensmad og så drinks til sidst. Alt serveret på Ladurée-lysegrønne tallerkner med guldkant. Det er Parisisk når det er bedst.

Så har man ikke endnu forkælet sig selv med en morgenmad på Ladurée, så er det da bare med at komme afsted. Lækkert hjemmebagt brød, friskpresset juice, mini croissanter, egne marmelader, og fine små ruller med Ladurées egen smør. Det er skønt.

Det kan bestilles på alle Ladurées restauranter rundt om i Paris. Find den der ligger tættest på dit hotel på: http://www.laduree.fr

281289382578

Te og kage

26 maj

Hvis man står i Marais og befinder sig i en situation af stor te og kage trang, så skal man slå et smut forbi Mariage Freres i Rue du Bourg Tibourg. Teudvalget er gigantisk, så det kan være svært at vælge hvad man skal drikke til sin afternoon-tea eller hindbærtærte. Butikken ligger ud mod gaden, og inde bag ved, i en overdækket gård kan man nyde sin kop Ceylon first flush. Tjenerne er i hvide hørjakkesæt, så man virkelig får stemningen fra en tesalon i Indien eller Sri Lanka.

I butikken kan du købe al det te du drømme om, eller måske en tekande formet som en kamel til 2000 €. Man kan hurtig købe sig fattig her i smukke tedåser i flotte neonfarver, te i alle smagsvarianter, og teblomster som springer ud i det kogende vand.

På 1. sal er der desuden et lille museum om te og teens historie.

Mariage Freres, 30 Rue du Bourg Tibourg, 75004

Metro: Saint-Paul

3

Japansk i Paris, i hobetal.

12 maj

Rue des Petits Champs er en lang gade bag ved Jardin du Palais Royale. Og det er som om at alle Paris’ japanske spisesteder har samlet sig her. Så leder man efter et kæmpe udvalg af sushi eller andre japanske retter, så er det klart her man skal bevæge sig hen. De ligger simpelthen side om side, og autentisk ser det ud med japanere bag disken og i køkkenet, samt japanske gæster.

Så skulle det usansynlige ske, og man fandt sig selv vågne op en dag og være ekstremt træt af fransk gastronomi, så er dette område et oplagt sted at få stillet lysten for andre kulinariske oplevelser.

Rue des Petits Champs, 75001

Metro: Pyramides

Fransk på den virkelig hyggelige måde

12 maj

Chez Janou er bare skide hyggeligt. Så kort og ligefrem kan det siges. Stemningen er i top, i en god blanding af lokaler og turister. Dette er nemlig et sted som er en gammel kending i turistguiderne, og med god grund. For her får man virkelig det bedste af Paris. Lækker mad, søde tjenere og fransk musik i højtalerne. Hvad mere kan man ønske sig?

Menuen beskriver de selv som provançalsk, hvilket er klassisk fransk, med retter som steak frites, chevre chaud og creme brulée. Og så alt på den helt rigtig måde som man kun får det i Frankrig.

Hvis man ikke har noget imod at vente i baren, spise lidt oliven og drikke et glas, så skal man bare dukke op, men ellers er det nok en god idé at bestille bord.

Chez Janou, 2 Rue Roger Verlomme, 75003

Metro: Chemin vert

Latinerkvarteret på italiensk

19 mar

Latinerkvarteret må nok være et af de mest kendte kvartere i Paris. Man kan dog hurtig få forvildet sig rundt i de små gader og stræder, og hurtig se sig selv omringet af græske restauranter og små kebab caféer.

Denne lille perle af en restaurant er ikke fransk men italiensk, og jeg har sjældent fået så god pasta som her. Så trænger man til noget andet end fransk haute cuisine, så er dette et rigtig godt bud. Man skal holde øjnene åbne for at finde restauranten. Jeg er flere gange gået lige forbi den, da den når den er lukket, har skodderne helt lukket for, og man godt kan blive i tvivl om den har drejet nøglen om. Men fortvivl ikke, og kom istedet igen en anden aften, hvis den tilfældigvis skulle være lukket.

Dette sted er utrolig charmerende med væggene tilplastret far gulv til loft med plakater fra film og teaterforestillinger, som er overtegnet med hilsner fra besøgende fra hele verden. Sidst jeg var der tog de ikke kreditkort. Så husk kontanter.

Restaurant Gallo-Romano, 44 Rue Galande, 75005

Metro: Saint-Michel – Notre-Dame

New Yorker stemning på parisisk

10 mar

Billede

I udkanten af Marais, skjult bag en, ved første øjekast, ret kedelig facade, ligger et af de mest fancy og overraskende spisesteder, jeg længe har besøgt i Paris. Udefra ligner det enhver anden bistro med sine røde markiser. Men da mine veninder og jeg var sultne, og skulle have tiden til at gå, inden vi skulle videre til et arrangement grundet den parisiske modeuge, tog vi det første og det bedste vi stødte på. Lige så uheldig man kan være med sådanne spontane restaurantbesøg, lige så heldig kan man også risikere at være. Og dette var bestemt et af de heldige.

Gemt inde i mørket er der et stort spiselokale, som minder mest af alt om et gammelt fabrikslokale, med støbejernsstolper, store industrilamper og så chesterfieldsofaer i hobetal, og på bagvæggen udgør røde glødepærer navnet Café Rouge.

Menuen er moderne fransk med klassikere som foie gras og salade de chevre, men også hamburgere og wokretter er på kortet. Og så fandt tjenerne det bestemt ikke mærkeligt, at vi drak cosmopolitans til maden.

Der er en sjov New Yorker stemning over dette sted som kun pariserne kan skabe det.

Café Rouge, 32 Rue de Picardie 75003

Metro: République

Billede

Fransk på den rustikke måde

5 mar

Restaurant Polidor er lille gammel og hyggelig restaurant i Latinerkvarteret fra 1845. I Latinerkvarteret gælder det om, at komme væk fra de tætpakkede gader med græske fetarestauranter og kebabbikse, og det kan være lidt af en jungle at finde et godt spisested i dette berømte kvarter.

Mange af dem som kommer her er uden tvivl stamkunder, som er kommet i mange år, hvilket giver stedet en personlig og kommen-hinanden-ved-stemning, og man skal ikke blive genert hvis man bliver sat klods op af de lokale. Det er et rustikt fransk landkøkken man går ind til her, så hvis man er rigtig sulten skal man nok gå mæt derfra. Med retter som Boeuf Bourguignon, snegle og tarte tatin på menuen er man ikke i tvivl om  hvor i verden man er landet rent gastronomisk.

En lille bonusinfo: denne facade bliver brugt som kulisse i Woody Allens “Midnight in Paris”.

41 Rue Monsieur le Prince, 75006

Metro: Odéon