Arkiv | Shopping RSS feed for this section

Legetøj for børn i alle aldre

15 okt

Billede

Nogle gange støder man bare på de der små perler af  butikker. Jeg er ung og har ikke børn, og regner ikke med at få børn før om mange år. Men derfor synes jeg stadig det er sjovt at se på børnetøj og gå i sjove legetøjsbutikker. I Paris kan de det der med lækre ting til børn. Kvaliteten er ofte høj, skæv og sjov.

Sidst jeg var i Paris havde jeg en ærinde i ikke langt fra det kendte stormagasin Galerie Lafayette, og fandt mig selv i nogle gader jeg aldrig havde været i før. Og pludselig var jeg i en af de der fantastiske arkader som findes rundt omkring i Paris.

I Passage Jouffroy ligger en drøm af en legetøjsbutik for børn i alle aldre. Pain d’Epice er et fantastisk sted. Hele butikken er bogstavelig talt plastret til med legetøj, dimser, dingenoter, udklædningstøj, musikinstrumenter, bamser, dukker, spil, dukkehuse, drager, glaskugler og meget meget mere. Fra gulv til loft bliver man bombarderet med sanseindtryk af former, farver, figurer og finurligheder. Her er fine kasser hvor unger kan lege botaniker med frø og havehandsker, kufferter med bageudstyr, eller æsker med reproduktioner af gamle spil fra dengang far var dreng.

Dette er et oplagt sted at slå vejen forbi hvis man skal finde sjove ting med hjem til ungerne, julegaver til børnebørnene eller fødselsdagsgaver til niecen eller nevøen.
Der ligger også en anden legetøjsbutik i arkaden her, så man skal lige holde øje med at man ikke går forkert. Den er også fin, men ikke helt så overdådig som Pain d’Epice.

Pain d’Epice, 29 Passage Jouffroy, 75009

Metro: Richelieu – Drouot

Billede

Glitter, silkebånd og simili

13 okt

Billede

En af de ting jeg nyder ved at slentre rundt i Paris er, at man altid støder ind i nye caféer, hyggelige gader og fede butikker. Saint Germain des Pres er et af de steder som efter min mening bare oser af Paris. Man kan næsten høre Yves Montand synge J’aime flâner sur les grands boulevards (…) mens man vandre op og ned af Boulevard Saint Germain.

Jeg synes altid det er skønt at støde på nye butikker i kvarterer man kan lide at befinde sig i. Så er der en god grund til at komme tilbage.

Er man til smykker, og den vilde af slagsen, så skal man slå et smut forbi Reine Rosalie. Her er der statement smykker der vil frem i verden. Det er en lille butik, med utrolig meget glitter, som skinner op på en nede fra de fine montre. Store halskæder og spinkle armbånd, hårpynt og brocher, alt sammen i vilde farver, og med masser af sten som vil lyne om kamp med lysekronerne til de fester man vil gå til med disse smykker.

Det hele er utrolig feminint med fine sløjfer og silkebånd. Ekspedienten er sød, og man må se og røre alt det man vil. Det er ikke det billigste sted, da man nok skal slippe omkring 3000 kr for en halskæde, men så får man også bling for alle pengene. Men mindre kan også gøre det med utrolig fint hårpynt til omkring de 500. Man kan ihvertfald uden tvivl finde en fin gave at tage med hjem.

Er man i det feminine hjørne kan man bag efter lige smutte over på den anden side og gå amok i fine ballerinaer i en stor Repetto flagship store.

Reine Rosalie, 48 Rue du Four 75006

Metro: Saint-Sulpice

Billede

Louboutin for enhver smag

25 aug

Billede

Nu vi er ved at anbefale en flagskibsbutik over for en anden, så kan jeg jo passende skrive lidt om nirvana for skoelskere: Christian Louboutin. En parisertur uden et smut forbi Louboutin er bare ikke helt fuldendt. Også selvom det bare bliver ren window shopping. Well, osere har heldigvis også lov til at kigge på dyre sko. 

I Rue Jean-Jacques Rousseau ligger der side om side både en dame og en herrebutik. Smuk, skør og alt hvad Louboutin står for. Men jeg oplever ofte her, at der er utrolig mange mennesker, at man skal vente længe, og at ekspedienterne egentlig ikke rigtig har tid til en. Hvilket man jo måske godt synes de kunne have, hvis man stod og overvejede at købe et par sko til 2500 €. Men måske forlanger jeg for meget. 

I Rue de Grenelle er de søde. Problemet her er, at butikken er ret lille, og derfor er udvalget ikke så stort. Dog skal man endelig spørge efter andre modeller, de kan ofte finde sko frem for lageret som ikke står i butikken. 

Men den bedste efter min mening, og den største og mest spektakulære ligger i Rue du Faubourg Saint-Honoré. Ret langt oppe ad gaden mod Triumfbuen, langt fra Chanel og Lanvin i den anden ende, ligger her en Louboutin hvad der ude fra ikke ser ud af meget. Det er dog lige indtil man kigger ind ad døren, og op i loftet for at opdage den store karrusel, der kører rundt med sko i alverdens farver. Louboutins showmanship slår ikke fejl. Oppe ad trappen inde i butikken bliver man ført op til første salen, hvor der er Louboutin for enhver smag: høje, højere og skyskrabere. Lave, lak, læder, sneakers og snøresko. Smukke, grimme, og et par med håndbesatte sten til 3000 €. Det er et sandt skatkammer, og det gode ved det hele er, at man må prøve lige så meget man lyster. Her er servicen nemlig i top, og de finder gerne otte par sko frem fra gemmerne for at finde den helt rette model i den helt rette størrelse. Tro mig, har prøvet det. Så man skal ikke holde sig tilbage, men bare prøve til man skammer sig. 

Christian Louboutin, 68 Rue du Faubourg Saint-Honoré, 75008

Metro: Champs-Élysées – Clemenceau

Billede

Den søde Kenzo

25 aug

Billede

Kenzo har virkelig fået sig en renæssance. Fra at være et meget blomstret og tuttenutet mindre mærke, er det gået fra hippie til hip og er et af tidens mest toneangivende modehuse, med det ene statement piece og musthave efter det andet. Kenzo er godt repræsenteret i Paris, og er at finde mange steder. Sidst jeg var der ledte jeg efter en helt bestemt trøje, og det lykkes mig derfor at komme i tre forskellige Kenzo flagshipstores; Place des Victoires, Avenue George V og Place de la Madeleine.

Udvalget er det samme i alle deres butikker, men jeg synes bestemt hurtig jeg kunne fornemme forskel på de tre store butikker. På Place des Victoires fik jeg en ret så ubehøvlet service, i Av. George V butikken blev jeg knapt nok set og hilst på, men på Place de la Madeline fik jeg er service til UG. Jeg taler ellers altid positivt og den franske service, og at snobberiet er en saga blot. Derfor bliver jeg så skuffet og ked af det, når jeg oplever rigtig skod service i modes epicenter. Der har ellers været en rigtig god tendens de sidste år, hvor frankmændende i servicefaget har lært ikke at skue hunden på hårene, efter kineserne har indtaget byen med deres bugnende kreditkort, og så ellers udtrådte sandaler og grimme kasketter.

En varm velkomst, efterfulgt af perfekt fransk service, og smil hele vejen. Sådan skal det være, og sådan var det i Kenzo på Place de la Madeleine. Så jeg vil bestemt anbefale man starter her hvis man er på Tiger Fever jagt. Her åbner de skuffe efter skuffe og styrter på lageret for at finde hvad man mangler. God stil. Her er forresten både dame, herre, børn og accessories under et tag.

Kenzo: 27 Place de la Madeleine, 75008 Metro: Madeleine

yad_9500

Insekter, duftlys og mærkeligt porcelæn

21 aug

Billede

Det her er en sjov butik. Ude fra ligner det en gammel antikbutik med vanitaslignende genstande og gamle franske møbler. Og går man ind, så får man straks følelsen af at være i en af de der slags butikker, som man bare kun finder i Paris. Her kan man finde underfundigt mærkeligt porcelæn, sjove tøjdyr der ligner moderne udgaver af noget Albrecht Durer kunne have fortolket, udstoppede farvestrålende insekter, fine spinkle smykker, lækre duftlys, og smukke notesbøger og kalendre fra fashionable Astier de Villatte. Alt muligt meget let, fint og delikat tingel tangel, som vil være oplagte gaveidéer.

Sidst jeg kom forbi var ekspeditricen en sød japansk pige, som sad og læste i sin bog, og så ellers lod os gå og ose i fred. Venlig men ikke pressende, og dejligt afslappet.

Galerie Salon Antiquités & Astier de Villatte, 4 Rue de Bourbon le Château, 75006

Metro: Saint-Germain-des-Prés

Billede

Vintage Birkin og Balenciaga

6 aug

IMG_7186 Jeg tror alle har en eller flere veninder, som bare er vildt dygtige til at finde de der totalt vidundelige second hand vintage ting. Jeg er sjældent særlig heldigt, og måske heller ikke så god til at tage mig tiden til at se de mange bunker igennem. Måske bliver jeg bare også ret hurtig træt, når jeg ofte står i hvad der siges er en luksus vintage butik, og hiver en brugt Zara trøje ned af hylden. Luksus – not so much.

Luksus er dog Paris’ mellemnavn, og her mener de det virkelig når de siger det er luksusvintage. Desværre kender de også deres mestrer, og man skal ikke forvente at støde ind i en butiksindehaver, som ikke lige kender Dior, ikke har hørt om Balenciaga eller ikke ved hvor Proenza Schouler udtales.

I Rue de la Verrerie ligger Vintage Bar. Det er en skæg butik, som jeg tror må være den mest tæt pakkede forretning jeg har besøgt længe. Der hænger gamle Chanel jakker ned fra loftet, væggene er plastret til med tasker fra Hermés og Louis Vuitton, og foran disken glimter det med 80’er bling og 20’er vintage. Nogle pænere end andre, men dog sjovt og bling bling for alle pengene. Hele butikken har lidt Alladins hule stemning over sig, og ens blik fanges hele tiden af Louboutin glitter, YSL fjer og Jean Paul Gaultier udskejelser.

Leder du efter en Hermés Birkin, og gider du ikke vente to år på den, så skulle det ikke komme bag på mig, hvis de havde et par stykker på lager her. Det er dyrt, men det er kvalitet alt sammen, og i god stand. Og så er det bare en sjov butik at slå et smut forbi hvis man alligevel er på de kanter.

Vintage Bar, 16 rue de la verrerie, 75004

Metro: Hotel de Ville image

Fotokunst i udkanten af Marais

6 aug

Billede

Paris er fuld af verdenskunst, og Mona Lise, Frokost i det grønne, og Napolens kroning har de fleste nok set hvis de har været i Paris mere end én gang. Jeg kan godt lide at se de gamle klassikere, da det bare er noget helt specielt at se dem i virkeligheden. Men nogle gange skal der også bare ske noget nyt, og personligt er jeg ret vild med fotokunst. Det er jo noget helt andet end Louvre og Musée d’Orsay, så man skal søge lidt ud i de små gader for at finde det.

Jeg stødte på dette lille galleri i Marais for nogle år siden. Et utrolig fint sted, som ved første øjekast måske synes småt og kedeligt, men som åbenbarer sig inde bag facaden. Polka Galerie er dedikeret udelukkende til fotokunst dateret efter 2. Verdenskrig. Deres udstillinger er med fotokunstnere fra hele verden med enten dokumentaristiske eller kunstneriske motiver for øje. Galleriet ligger i Rue Saint-Gilles med et lille lokale med plads til omkring ti værker, og et bogudsalg i hjørnet med alle mulige slags foto coffeetable books. Går man så videre ud gennem døren ind mod gården, og fortsætter 50 meter gennem den meget finde lyse gård, så fortsætter Polka Galerie’s lokaler længere inde. Det er heller ikke stort her inde, men med to etager formår de altid at lave nogle meget udsøgt delikate udstillinger med utrolig smukke billeder. Herinde er der et stort kontor, hvor smarte pariserinder sider bag store Mac computere og arbejder, og betjener dig hvis du vil købe et smukt katalog, eller en fin lille plakat.

Der er naturligvis skiftende udstillinger, så det er en god idé at holde sig opdateret på deres hjemmeside: www.polkagalerie.com

Men jeg vil sige, at det også bare kan være sjovt at tage der hen, og så opleve noget man slet ikke kender. Der er altid noget fint at se. Sidst jeg var der, var der i lokalet ud mod gaden en utrolig fin udstilling med backstage fotos fra den parisiske modeuge. Og inde i det andet lokale i gården, en udstilling om forladte byer og bygninger i Japan. Begge udstillinger utrolig smukke, og meget forskellige.

Polka Galerie, 12, rue Saint-Gilles 75003

Metro: Chemin Vert

Et åndehul af de bedre

30 apr

Billede

Jeg kan desværre ikke prale af at have fundet en ukendt oase i Paris. Og slet ikke når denne oase ligger i centrum af centrum i Paris. Men alligevel er det som om at turisterne ikke har fundet vej ind til overskønne Jardin du Palais Royal. Især de sidste par år har det været et pusterum af de mere rolige, da der har været masser af arbejde igang på arkaden ind til den lille park, så man narres til at tro, at det er lukket område. Men nej, går man gennem stiladset og ind på den anden side, så kan man nyde blomsternde roser, rislende vand fra springvandet, og hyggeligt parisiske mænd som spiller petanque og små børn der flyver med drager.

Det er bestemt ikke et ukendt sted, og slet ikke for den garvede shopper. Marc Jacobs, Stella McCartney og Rick Owens er bare nogle af de prominente navne, som har valgt at have deres eksklusive butikker her. Men også mærkelige og underfundige butikker ligger her, og har tilsyneladende ligget her altid. Fx et antikbutik med vinduet fyldt af udskårne piber og fornemme medaljer. Eller lejetøjsbutikken med spilledåser i alle afskygninger. Eller fine Didier Ludot som sælger vintage Hermes, Chanel, og Balmain fra dengang danske Erik Mortensen sad i chefstolen.

Jardin du Palais Royal er også ofte location for Vogue photo shoots, eller filmoptagelser, så hvis du er heldig kan det være du støder ind i langbenede modeller eller kendte Hollywood stjerner.

I det nordvestlige hjørne ligger restaurant Le grand Véfour. Det var den første gourmet restaurant af sin slags i Paris og åbnede helt tilbage i 1784. Med sit originale interiør, og Michelin stjerne på stribe er det nok ikke lige stedet hvor man spontant smutter forbi, og med navne på gæstelisten som Victor Hugo og Simone de Beauvoir betaler man bestemt også ekstra for historiens vingesus.

Jardin du Palais Royal, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

Billede

Fine haver

15 aug

Jardin des Tuileries er om end meget turistet, så alligevel utrolig charmerende. Der gemmer sig små caféer hvor man kan nyde en kaffe i skyggen af et kastanjetræ, hyggelige legepladser til børnene, dejlig bænke hvor man kan nyde solen, og så selvfølgelig hundredevis af grønne metalstole, hvor man kan tage en slapper og glo på folk.

I den vestlige ende, helt oppe ved Concorde pladsen ligger der en stor, men ret overset boghandel. La Librairie du Jardin des Tuileries er en rigtig fin boghandel, med bøger om haver og botanik. Det vill for nogle måske ikke lyde så spændende, men det er faktisk en skæg butik. Der er fine coffee table books om fransk havekunst, praktiske bøger om havearkitektur, gode bøger om botanik og krydderurter, havens historie, og så alt mellem himmel og jord af fine postkort, legetøj, plakater, kunstbøger etc etc.

Er man i Paris som turist kan man næsten ikke undgå at komme forbi her. Og jeg vil bestemt mene at den er et besøg værd. Også selvom man ikke har en have.

La Librairie du jardin des Tuileries, vestlige indgang, Place de la Concorde, 75001

Metro: Concorde

Kunst og Karl. Karl who?

13 aug

En af mine absolut yndlingspladser i Paris er Place de Furstemberg på venstre bred i Saint-Germain-Des-Prés. En meget yndig lille plads hvor maleren Delacroix har boet, og området er spækket meget lækre og meget dyre møbelstof butikker. Det er også på denne plads at en af Paris’ fineste blomsterbutikker ligger.

I en gaden op mod pladsen, Rue de Furstemberg ligger en sjov lille butik: Arty Dandy. Konceptet er klart og anderledes fra mange små designerbutikker. Her kan man købe alt fra små mærkelig robot nipsting, til moderne kunst, Lanvin butterflies, muleposer med teksten ‘Karl who?’ og Balenciaga taskeprint, magasiner og paraplyer med pailletter.

Det er en rigtig fin og skæg butik, som jeg bestemt synes man skal slå et smut forbi hvis man alligevel er på de kanter.

Arty Dandy, Rue de Furstemberg 1, 75006
Métro: St-Germain-des-Prés