Arkiv | Nyd stemningen RSS feed for this section

Fine haver

15 aug

Jardin des Tuileries er om end meget turistet, så alligevel utrolig charmerende. Der gemmer sig små caféer hvor man kan nyde en kaffe i skyggen af et kastanjetræ, hyggelige legepladser til børnene, dejlig bænke hvor man kan nyde solen, og så selvfølgelig hundredevis af grønne metalstole, hvor man kan tage en slapper og glo på folk.

I den vestlige ende, helt oppe ved Concorde pladsen ligger der en stor, men ret overset boghandel. La Librairie du Jardin des Tuileries er en rigtig fin boghandel, med bøger om haver og botanik. Det vill for nogle måske ikke lyde så spændende, men det er faktisk en skæg butik. Der er fine coffee table books om fransk havekunst, praktiske bøger om havearkitektur, gode bøger om botanik og krydderurter, havens historie, og så alt mellem himmel og jord af fine postkort, legetøj, plakater, kunstbøger etc etc.

Er man i Paris som turist kan man næsten ikke undgå at komme forbi her. Og jeg vil bestemt mene at den er et besøg værd. Også selvom man ikke har en have.

La Librairie du jardin des Tuileries, vestlige indgang, Place de la Concorde, 75001

Metro: Concorde

Øko på den chikke måde

14 aug

Går man meget op i øko, fairtrade og genbrug, og vil man gerne overføre disse principper til sin morgenmad, så kan jeg bestemt anbefale den franske kæde Le Pain Quotidien.

Her er brødet økologisk, kaffen fairtrade, og borde og stole lavet af genbrugsmaterialer. Selv i lamperne er der sparepærer, og gulvene bliver vasket med miljøvenligt vaskemiddel. Alt i alt kan man starten dagen med rigtig god samvittighed.

Måske virker det lidt for øke-hippie-red-verden-agtigt. Men heldigvis er croissanterne gode, og juicen friskpresset, så stedet er bestemt også for sådan nogle som mig, der ikke er hverken synderligt økologisk eller sparepæretænkende. Det hele er lige tilpas lækkert nok til at det ikke kammer over i fodformethed. Vi er trods alt i Paris!

Der er masser af andet end morgenmad at få her hele dagen. Vil man have brunch en søndag formiddag i Marais, så kom tidligt, for køen er lang ude på gaden.

Tjenerne er søde, uformelle, og imødekommende.

I rue de Archives sidder man under kastanjetræerne og nyder sin økokaffe, og føler sig helt igennem i et med moder jord og Paris. Det er skønt.

Le Pain Quotidien, 18-20, rue de Archives 75004

Metro: Hôtel de Ville

Sko og makroner

13 aug

Jeg har tidligere skrevet om skomekkaet i Gallerie Lafayette. Men uden mad og drikke dur helten som sagt ikke, og  selv en garvet sko shopper som mig, kan da blive en anelse rundtosset og en smule overvældet over alle disse sko her inde. Men har man brug for at lade batterierne op, og gøre det på en chic og fransk måde, så vil jeg da bestemt anbefale, at man tager en smut ned i den højre ende af kælderetagen, og får sig en Pierre Hermé makron at styrke sig på. Pierre Hermé er en del mere alternativ end Ladurée, og man skal ikke blive overrasket hvis dagens sortiment står på smag med fx. oliven, mandarin eller kanel og kirsebær. Men selvom det måske lyder som nogle spøjse sammensætninger, så kan jeg varmt anbefale en lille opkvikker på fire makroner, til lige at lade op på.

Galerie Lafayette, 40, Blvd. Haussmann 75009

Metro: Chaussée d’Antin

Fransk på den virkelig hyggelige måde

12 maj

Chez Janou er bare skide hyggeligt. Så kort og ligefrem kan det siges. Stemningen er i top, i en god blanding af lokaler og turister. Dette er nemlig et sted som er en gammel kending i turistguiderne, og med god grund. For her får man virkelig det bedste af Paris. Lækker mad, søde tjenere og fransk musik i højtalerne. Hvad mere kan man ønske sig?

Menuen beskriver de selv som provançalsk, hvilket er klassisk fransk, med retter som steak frites, chevre chaud og creme brulée. Og så alt på den helt rigtig måde som man kun får det i Frankrig.

Hvis man ikke har noget imod at vente i baren, spise lidt oliven og drikke et glas, så skal man bare dukke op, men ellers er det nok en god idé at bestille bord.

Chez Janou, 2 Rue Roger Verlomme, 75003

Metro: Chemin vert

Latinerkvarteret på italiensk

19 mar

Latinerkvarteret må nok være et af de mest kendte kvartere i Paris. Man kan dog hurtig få forvildet sig rundt i de små gader og stræder, og hurtig se sig selv omringet af græske restauranter og små kebab caféer.

Denne lille perle af en restaurant er ikke fransk men italiensk, og jeg har sjældent fået så god pasta som her. Så trænger man til noget andet end fransk haute cuisine, så er dette et rigtig godt bud. Man skal holde øjnene åbne for at finde restauranten. Jeg er flere gange gået lige forbi den, da den når den er lukket, har skodderne helt lukket for, og man godt kan blive i tvivl om den har drejet nøglen om. Men fortvivl ikke, og kom istedet igen en anden aften, hvis den tilfældigvis skulle være lukket.

Dette sted er utrolig charmerende med væggene tilplastret far gulv til loft med plakater fra film og teaterforestillinger, som er overtegnet med hilsner fra besøgende fra hele verden. Sidst jeg var der tog de ikke kreditkort. Så husk kontanter.

Restaurant Gallo-Romano, 44 Rue Galande, 75005

Metro: Saint-Michel – Notre-Dame

Gratis udsigt på kunstgræs med sodavand

19 mar

Der er mange steder man kan tage hen hvis man vil se Paris lidt for oven. Man kan betale sig fra det ved en tur i Eiffel tårnet, eller gå motionens vej, og mødes med alle turisterne på Montmartre ved Sacré Coeur. Men man kan også tage rulletrappen op, og lige kigge på lidt lækkert tøj på vejen op til taget af det kendte stormagasin Galerie Lafayette. Her er kunstgræs, sodavandsautomat og masser af gratis udsigt 360 grader over byernes bys skyline.

Galerie Lafayette, 40, Blvd. Haussmann 75009

Metro: Chaussée d’Antin

Autentisk stemning på den anden ø

10 mar

Billede

Øen Ile de la cité ender ude i spidsen Pont Neuf som de fleste kender rigtig godt, og ser som et fast turiststop på en parisertur. Men men. Tager man derimod ned på den anden og lidt mindre ø, Ile Saint-Louis og går helt ned i den modsatte ende af øen, kan man sidde og hygge sig med en madkurv og nyde solen gå ned over Paris uden at skulle bekymre sig om hundredevis af andre turister. Her sidder pariserne selv og får en glas medbragt vin, eller en nyder en cigaret i de sidste aftensolstråler.

Stemningen her er meget mere uforstyrret og virker helt lokal og autentisk på en måde, som er sjælden at finde i Paris som hvert år bliver besøgt af millioner af turister. Det er en lille oase.

Pont de Sully, Bd Henri IV, 75004

Metro: Sully-Morland

Se, og bliv set på Perlen

10 mar

Billede

Hvis Café la Perle ikke var berømt nok i forvejen, så blev den det da ihvertfald da John Galliano stod for sin berømte skandale på dette famøse designer in-mødested.

Hvis man går ad Rue Vieille du Temple og ikke kan forstå hvor Café la Perle er, så er det nok bare fordi, at der står en kødrand af modebevidste parisere og dækker for indgangen. For denne lidt underligt kiksede 70’er indrettede bar, er på forunderlig vis blevet nærmest kultsted for designer og dem som gerne vil være nede med de fede.

Man skal ikke forvente de mest overdådige drinks, men hvis man kan lide en gin tonic eller en øl, og så ellers hænge ud med Jean Paul Gaultier, Nicolas Ghesquiere og diverse ålslanke modeller, så det bestemt stedet. Her kommer man for at se, og ikke mindst blive set. Paris når det er bedst, og værst i en og samme skøre skønne blanding. Her er altid en fest.

Cafe la Perle, 78 Rue Vieille du Temple  75003

Metro: Chemin Vert

Billede

Fransk på den rustikke måde

5 mar

Restaurant Polidor er lille gammel og hyggelig restaurant i Latinerkvarteret fra 1845. I Latinerkvarteret gælder det om, at komme væk fra de tætpakkede gader med græske fetarestauranter og kebabbikse, og det kan være lidt af en jungle at finde et godt spisested i dette berømte kvarter.

Mange af dem som kommer her er uden tvivl stamkunder, som er kommet i mange år, hvilket giver stedet en personlig og kommen-hinanden-ved-stemning, og man skal ikke blive genert hvis man bliver sat klods op af de lokale. Det er et rustikt fransk landkøkken man går ind til her, så hvis man er rigtig sulten skal man nok gå mæt derfra. Med retter som Boeuf Bourguignon, snegle og tarte tatin på menuen er man ikke i tvivl om  hvor i verden man er landet rent gastronomisk.

En lille bonusinfo: denne facade bliver brugt som kulisse i Woody Allens “Midnight in Paris”.

41 Rue Monsieur le Prince, 75006

Metro: Odéon

Så parisisk som det kan blive

3 mar

Billede

Ladurée er ingen forretningshemmelighed. Konditoriet fra 1862 er efterhånden en ligeså stor turistattraktion som Notre Dame og Mona Lisa. Den originale Ladurée ligger i Rue Royale hvor man kan sidde blandt stamkunder og spise en makron i en shoppepause. Den største ligger på Champs-Élysée, men den hyggeligste, har jeg kunne konstatere ligger på Rive Gauche i Rue Bonaparte. I stueetagen kan man sidde og drikke citron pressé og nyde sin hindbærmakron i orientalske omgivelse, med bemalede vægge, så man skulle tro man var med i H.C. Andersens Nattergalen.

På første sal er det mere intimt, med blåt silketapet og små sofagrupper, hvor man knapt nok kan se ud af vinduerne for de store blomster i altankasserne. Med helt royal stemning er det Paris i en nøddeskal.

Sidst jeg var her sad Dita von Teese og færdiggjorde sin kage, inden hun styrtede ud i sin limousine med tonede ruder. Så selv de tyndste og mest indsnørrede kendiser, kan heller ikke modstå disse skønne kager.

Makroner frister, men tag hellere en af deres overdådige kager, og gå så bag efter ned i butikken, og køb seks makroner med til at spise på vejen. Derudover er der en butik lige ved siden af fuld af Ladurée merchandise. Alt fra parfumer og duftlys, til paptallerkner og tilhørende servietter, til nøgleringe og små notesbøger.

Ladurée, 21 rue Bonaparte, 75006 Paris

Metro: Saint-Germain-des-Prés