Arkiv | Kun i Paris RSS feed for this section

Tråd i alle regnbuens farver

25 nov

10247337_727108004007565_440598105300392919_n

Da jeg selv er uddannet beklædningsdesigner, og altid har haft en stor interesse for design, syning og broderi, så er Paris endnu engang stedet at tage til når der skal købes udstyr. For Paris går aldrig ned på udstyr.

En af mine nyeste opdagelser er Sajou, hvor man kan gå amok i tråd og alt hvad der dertil hører af sakse, nåle, broderirammer, bånd og mønstre alt lavet i Frankrig.

Sajou åbnede sine døre helt tilbage i 1828, og var frem til 1954 en af de førende butikker i Paris på sit felt. Den lukkede dog, for så siden hen at åbne op igen i 2004 med nye passionerede ejere.

Stedet her er på mange måder et mikrokosmos af tråd i alle regnbuens farver. Man fornemmer virkelig at folkene bag skranken her holder rigtig meget af at nørde igennem med tråd, sakse og broderitilbehør. Mange af tingene fåes i fine æsker, og er derfor oplagte gaver til dem som godt kan se det sjove og hyggelige i nål og tråd.

Sajou, 47 Rue du Caire, 75002

Metro: Sentier

Billede 7

Aladdins hule

19 nov

Billede 6

Der her bliver nok et indlæg der er lidt mere nørdet end normalt, og henvender sig nok mere til folk med interesse i syning, broderi og design. Men det skal ikke afholde mig fra at fortælle om denne aladdins hule af en perlebutik.

Fried Frères er et familieforetagende af de helt gamle. Grundlagt i 1886 i Wien af Otto og Gustave Fried, har dette firma en del år på bagen. De to brødre var fascinerede af den parisiske mode, og grundlagde derfor en firma som kunne levere glasperler til de parisiske modehuse og deres haute couture. De fik stablet en hel fabrik på benene i Tjekkiet, og blev den førende leverandør inde for deres felt og solgte til firmaer i Paris, London og New York. Senere gik deres sønner også ind i firmaet. Og det var netop sønnerne som tilføjede et farveri til virksomheden, så de kunne indfarve perler, pailletter og knapper på en helt særlig måde. En know how som firmaet  den dag i dag er kendt for og lever godt af.  

Helt frem til 2005 var Fried Frères stadig familieejet, men solgte dog firmaet til tjekkiske Jablonex Group, der er verdens største producent af glasperler.

Så snart man træder ind i denne butik mærker man at den er noget særligt. Her er hylder fra gulv til loft i hele butikken fulde af skuffer proppet med perler, sten, pailletter, knapper, bånd, snor, tråd og alt der imellem der ellers glimter. Dette er ikke en uoverskuelig stor butik, men indholdet kan godt virke lidt overvældende. Her er nemlig ubeskriveligt meget. Jo længere man kommer ind i gemakkerne jo mere hober der sig op. Især helt inde bagerst hvor de (efter min mening) gemmer guldet. Her er et utrolig udvalg af pailletter og perler. Der er hele vægge med skuffer fulde af pailletter. Alle på snor, så de er klar til brug. Ud over det er der kassevis af perler. 

Man kan ikke handle her for under 150€. Men pengene bliver nu også hurtig spenderet, da det ikke er billige varer. Perlerne sælges fortrinsvis pr. vægt i hele og halve kilo. De fleste perler er på tråd, men nogle sælges også løse.

Pailletterne er inddelt i franske og italienske. De fransk er lidt dyrere end de italienske, men går også for at være i bedre kvalitet, og mere skinnende. Vælger man at købe matte pailletter er dette selvfølgelige underordnet.

Fried Frères, 13 Rue du Caire, 75002

Metro: Réaumur-Seéastopol

Billede 7

Rid med på Bølgen

5 nov

affichehokusai

Er man i Paris inden den 18. januar 2015, så skulle man gøre sig selv den tjeneste at besøge Grand Palais. Netop nu viser de udstillingen Hokusai, med værker af den berømte japanske kunstner.

Hokusai er nok Japans mest kendte kunstner gennem tiderne, og hans bølge kender de fleste. Han var aktiv i over 70 år, hvilket bliver godt skildret gennem de 528 værker som Grand Palais har samlet til denne udstilling, hvilket gør det til den største udstilling nogensinde af Hokusais værker uden for Japan.  Flere af værkerne har aldrig før været vist, så det er  bestemt et besøg værd, hvis man vil fordybe sig i disse drømmeagtige malerier og tegninger.

Man skal dog være opmærksom på at udstillingen har lukket mellem den 21.-30. november pga. værkernes skrøbelighed.

Desuden vil jeg bestemt foreslå at man bestiller billet på Grand Palais’ website hjemmefra. Ellers kan man hurtig komme til at vente i kø i to-tre timer. Forvent mange mennesker i udstillingen!

Grand Palais, 3 Avenue du Général Eisenhower, 75008

Metro: Champs-Élysées – Clemenceau

ARTS-JAPON-HOKUSAI

Design, mode, natteliv og meget mere

18 sep

wanderlust

Der er selv sagt mange muligheder for at gå i byen i Paris. Vil man ud og danse moderne, så er Wanderlust et rigtig sjovt sted. La Cité de la Mode et du Design er Paris’ nye mode og designmuseum.  Det spektakulære multikompleks blev indviet i 2012, og indeholder ud over design og mode også en restaurant, store tagterrasser og en natklub. Placeringen er måske ikke byens mest centrale, men er ret uovertruffen og bestemt turen værd. Huset ligger nemlig, som et stort grønt rumskib, og nærmest flyder ud over Seinen ved Gare d’Austerlitz.

Det var en af mine kyndige pariserveninder der fortalte mig om Wanderlust. Hun har oplevet stedet om sommeren, hvor der hoppede små kaniner rundt ude på terrassen, og hvor sand på terrasserne gav en strandstemning som kun Pariserne kan gøre det. Jeg selv har kun været der om vinteren, hvor de udendørsarealer ikke bliver udnyttet på samme sommerlige facon.

Det rigtig gode ved det her sted er bl.a. at klientellet her er meget blandet. Mange Parisiske gå-i-byen steder kan virke ret posh, og nogle steder skal man oven i købet været smuk nok for overhovedet at blive lukket ind. Men Wanderlust er mere afslappet, og her danser høje og lave, tykke og tynde side om side. Man skal dog netop gøre sig klar til at danse side om side, for det her er ikke et særlig stort sted. Paris’ diskoteker er generelt mindre end i København. Her bliver hurtig ret fuldt hus. Kommer man før kl 23 er det gratis. Ellers koster det 10€.

Føler man dagen der på, at man trænger til at cleare hovedet lidt, så tilbyder Wanderlust også både yoga og crossfit timer. I det hele taget har stedet her rigtig mange sjove arrangementer. Læs mere på deres website.

wanderlustparis.com

Wanderlust, 32 Quai d’Austerlitz, 75013

Metro: Gare d’Austerlitz

beair_wanderlust-summer-2013-mercredi-6514

Classy cocktail crawl

30 jun

Billede

Jeg boede for nyligt i Rue Montorgueil lige ved Hallerne. Et skønt kvarter med masser af caféer og restauranter og hyggelige små madmarkeder i weekenden. Mens jeg boede der havde jeg en veninde på besøg, og vi besluttede os for at vi ville lave den klassiske pub crawl om til en mere classy cocktail crawl. Og det egner dette kvarter sig vældig godt til.

I en sidegade til Rue Montorgueil ligger Rue St Sauveur, og det er en gade som man let går forbi, fordi den umiddelbart ligner en hvilken som helt anden lille halvtom gade i Paris. Men man kunne ikke tage mere fejl. Man kan starte aftenen med at få en gourmet burger hos Big Fernand hvor køen på gaden er lang, og opskriften på burgerbollerne er en velbevaret hemmelighed. Man kan også gå ind hos Johana’s Fish and Chips og få en gang frisk fisk med sprøde pommes frites. Et familiefortagende hvor bror og søster står bag et enkelt og minimalistisk koncept.

Når man så har spist sig mæt i luksus fastfood, kan man med fordel gå ned for enden af gaden til Club Rayé. En lidt fimset pianobar, med tjenere i veste, og en lidt dandy agtigt stemning. Sådan et sted fungerer på en vidunderlig måde kun i Paris. Få en cocktail her, og smut så tilbage ned i gaden til Jefrey’s. Dette er et mørkt sted i to plan, med bløde mørkelilla møbler, boudoirstemning, og meget gavmilde cocktails i store glas.

Overfor ligger Experimental Cocktail Club. Og det her er måske et sted man ikke vil gå fra igen, når man først har fundet sig en plads i det ellers ret lille lokale. Den er på listen over top 100 de bedste barer i Paris, og man forstår det godt. Jeg fik her en af de bedste drinks jeg nogensinde har smagt, lavet af en yderst kompetent bartender. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle navnet, men det var en drink han lavede ud fra en snak om, at vi gerne ville smage noget med rom, citrus og rabarber. Så man skal endelig bare bede dem om at lave noget, som ikke står på kortet. Det var utrolig lækkert, og bestemt et sted jeg skal tilbage til. Man skal dog forvente at man står ret tæt i baren, da dette er et meget populært sted.

Hold øjene åbne, for disse små cocktailbarer skilter meget diskret.

Rue St Sauveur, 75002

Metro: Etienne Marcel P1170814

De fineste hatte hos Maison Michel

19 jun

Billede

Egentlig skulle butikken i Rue Cambon bare have været en kortvarig pop-up butik. Men da det har vist sig at være en kæmpe succes, at have en egentlig butik til at sælge de smukke håndlavede hatte i, har Maison Michel valgt at forlænge butikkens levetid indtil december 2014, og derefter åbne en permanent butik i området. Dette er dog pt. den eneste Maison Michel butik i verden.

Modisten Auguste Michel grundlage i 1936 sit hattefirma, som senere skulle vise sig at blive et af Paris’ fineste. Gennem årerne leverede Maison Michel hatte til de fine Parisiske damer, men slog for alvor slog igennem da modehusene Yves Saint Laurent og Pierre Cardin i midten af 1970’erne hyrede firmaet til at udforme hatte for sig. Senere op gennem 1980’erne begynder de at lave hatte til haute couture kollektionerne for bl.a. Chanel, Nina Ricci og Lanvin. Og netop Chanel får en stor rolle at spille for Maison Michel, som i 1996 opkøbte huset, med henblik på at sikre håndværket, så der altid kan laves hatte til Chanel kollektionerne. Så man kan godt sige at man får sig et stykke af Chanel, når man køber en Maison Michel hat.

I dag står Maison Michel for noget af de fineste inden for modehatte, og butikker som Colette og Le Bon Marché i Paris, Corso Come i Milano og Browns i London fører de fine hatte. Hvis man er på shoppe sightseeing i Paris, så vil man uden tvivl slå vejen forbi den originale Chanel butik i Rue Cambon nr. 31, og når man alligevel er på de kanter, så bør man kigge inden for hos Maison Michel i nr. 19, om ikke andet så bare for at se at en hat kan være meget mere end bare en klassisk Panama.

Ekspedienterne er utrolig venlige og hjælpsomme, og man må prøve løs til man skammer sig.

Maison Michel, 19 Rue Cambon,75001

Metro: Concorde

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I svømmeren med Hermès

13 maj

Billede

Nu vi er ved stærke flagship stores, så er denne her et must af besøge i Paris. Da det hæderkronede gamle franske luksushus Hermès, skulle åbne deres første butik på venstre bred, Rive Gauche, valgte de en gammel svømmehal fra 1930’erne som rammerne for deres næsten legendariske tasker, rideudstyr, tøj, sko, tørklæder og meget meget mere. Og her inde fornemmer man virkelig at Hermès er ikke bare tøj og sko; det er en livsstil. 

På bunden af det gamle badebasin står nu tre, ni meter høje pavilloner lavet af asketræ, som hver især inderholder forskellige varer, lige fra silketørklæder, til skakspil, glas, møbler, og håndklæder. Det bliver på mange måder næsten ikke finere end Hermès. Men man skal alligevel unde sig selv den oplevelse at gå her ind, og ikke lade sig intimidere af dørmænd, fine damer og fransk shoppearrogance. De har for længst fundet ud af, at man ikke skal skue hunden på hårene, og alle kunder her får en høflig og på alle måder professionel betjening.

Hermès, 17 rue de Sevres, 75006

Metro: Sèvres-Babylone Billede

Humoristisk design i verdensklasse

13 maj

Billede

Der er visse butikker man bare skal se, om ikke for tøjet skyld, så for indretningen. Viktor & Rolfs butik på Rue Saint Honoré er en af dem. I anledningen af den hollandske designerduos 20 års jubilæum åbnede de deres første flagship store i Paris. Kender man lidt til Viktor & Rolf vil man vide, at de har et sæt skøre krøllede hjerner, hvor konceptet nogle gange går forud for designet. Dog skal det siges, at selv med et fast koncept laver de efter min mening nogle af de stærkeste kollektioner under de Parisiske modeuger, og der gåes aldrig på kompromis med kvalitet, hvilket man også ser med det samme når man træder ind i deres finurlige butik.

Selvom deres butik ligger på en af de fineste shoppegader i verden, og har The Mandarin Orientel Hotel som genbo, så forstår de at gøre en butik med masser af finesse og ikke mindst masser af humor. Fx er hele butikken, som er designet i neoklassisk stil, pakket ind i grå filt. Selv blomsterne er af filt. I stueplan finder man deres efterhånden store udvalg af parfumer og flere variationer over deres klassiker Flower Bomb. Også tasker og andre accessories er her, samt et lille udpluk af tøj, som ellers er at finde i kælderen. Her er både deres herre og- damekollektion samt sko og solbriller.

Tøjet er ligesom adressen i den dyre ende, men man bør slå et smut forbi og hilse på Viktor & Rolf, da man her virkelig kan se hvad det er Paris kan når det kommer til designerbutikker i verdensklasse. Det er elegant, sjovt og som intet andet.

Viktor & Rolf, 370 Rue Saint-Honoré, 75001

Metro: Concorde Billede

Kunst i Grand Palais

12 maj

Billede

Grand Palais er med sit utrolig glastag af en konstruktion, et fantastisk sted. Det blev bygget i anledningen af verdensudstillingen i 1900, hvor også Petit Palais og Pont Alexandre III blev opført. Den store art nouveau jernkonstruktion er legendarisk og er blevet et af Paris’ fineste varetegn. Under 1. Verdenskrig blev den store hal brugt til militærhospital, hvor lokale kunstnere som ikke var blevet indkaldt til krig, dekorerede hospitalsstuerne. Under 2. Verdenskrig blev der afholdt to naziudstillinger i den store sal, med masser af propagandekunst.

Bygget til at afholde udstillinger holder Grand Palais i dag stadig kunstfanen højt, og har afholdt udstillinger med nogle af tidens største kunstnere. Mange af deres udstillinger er dog i de tilstødende sale, så det er ikke altid man kan komme ind under glastaget i Grand Palais.

Dog har Grand Palais siden 2007 afholdt en årlig udstilling kaldet Monumenta, hvor de beder en nutidig international kunstner om, at lave en installation til netop den store sal.

Monumenta er, efter min mening, et fantastisk koncept. Hele den smukke sal bliver udnyttet til at lave et kæmpe værk, som kun kan laves netop her, da det kræver en vis størrelse at fx bygge en hel by eller lave et kæmpe organ af en slags som bristiske Anish Kapoor gjorde det i 2011.

Udstillingen er der cirka en måneds tid, og så er den væk for altid, da den er lavet til stedet her. For tiden (maj 2014) er det den russiske duo Ilya og Emilia Kabakov som har fået æren af at fylde Grand Palais.

Grand Palais,  Avenue du Général Eisenhower, 75008

Metro: Champs-Élysées – Celmenceau

Billede

50000 bøger

25 apr

Billede

Der er nok mange som deler interessen for, at tage en tur i boghandlere når man er ude i alverdens storbyer. Og mange af dem i Paris er bestemt nogle besøg værd.

En af mine yndlings ligger på Rue de Rivoli. Jeg opdagede den lettere tilfældigt, fordi den ligger dør om dør med Angelina, hvor jeg var inde for at nyde en kage eller to, og når man så vralter mæt og glad ud på Rue de Rivoli, så kan man ikke undgå at se den.

Labrairie Galignani er lige sådan et sted man drømmer om. Mange mener, at det er den mest elegante boghandel i Paris. Fuldstændig proppet med bøger i smukke gamle reoler, hvor man skal kravler op ad stiger for at nå de øverstliggende værker.

Igennem mere end seks generationer har Galignani haft butikken, som har ligget i Paris siden 1801, og siden 1856 på Rue de Rivoli. Det var den første boghandel med engelsksprogede bøger i Europa uden for England, og fører i dag et hav af bøger oversat til engelsk. Der er dog også franske bøger at finde her, hvis man mere er til det. Her er efter sigende mere end 50000 forskellige bøger, og mange af dem vil højst sandsynligt aldrig blive solgt. Men det er heller ikke så vigtigt for dette sted. Her går man lige så meget op i æstetikken omkring smukke bøger, indbydende forsider, og billeder der tager pusten fra en. Her ligger kæmpe smukke mursten af bøger om alt fra Cartier og Chanel, velourindbundne kogebøger for marajaer, coffeetablebooks om afrikanske stammer og sydhavsøgrupper, enorme atlaser, utrolige kunstbøger, politiske biografier, og værker af alle de store forfattere lige fra Hemingway, Charlotte Brontë, Tolstoj, Simone de Beauvoir, Virginia Woolf og alle de andre. Især mode- smykke- og kunstinteresserede bør slå et smut forbi. Man kan finde alt. 

Personalet er hjælpsomme og kendt for at kunne imødekomme selv de mærkeligste forespørgsler af litterær karakter.

Ud over en utrolig butik fuld af alverdens ord, er stedet også kendt for deres smukke vinduesdekorationer, som skifter cirka hver anden uge.

Tag herhen og os. Man må kigge lige så meget man vil i bøgerne, og så længe man ikke taler i mobiltelefon her inde, så kan man blive lige så længe man vil. Jeg nyder ihvertfald og være her og glo i de der kolossale bøger, som vejer 10 kg, har mere end 1000 sider, og koster en måneds husleje.

Det er desuden et super sted at købe en gave med hjem, da de pakker meget smukt ind. Man kan også sagtens finde bøger til helt almindelige priser.

Librairie Galignani, 224 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Tuileries

Billede