Arkiv | Spis Paris RSS feed for this section

En perle i Marais

15 jan

Billede

Noget af det jeg nyder mest ved at være på ferie er at spise ude.  Og lige så skønt det er at komme tilbage til de steder hvor man fik den der skønne pastaret, eller en fantastisk coq au vin, lige så spændende er det at afprøve nye restauranter.  Det er faktisk noget jeg har praktiseret de sidste gange jeg har været i Paris, at jeg vil spise på restauranter jeg ikke har prøvet før. I en by som Paris er det på sin vis let, da det jo vrimler med caféer og restauranter. Men derfor kan der jo alligevel godt være langt mellem de der steder hvor man bare tænker waow.

Le Dôme du Marais er et af de steder hvor man siger waow. Og det er et af de steder som gør mit princip til skamme, da jeg bestemt vil tilbage her til, igen og igen. Lokalet er helt tilbage fra Louis XIII’s tid. Et utrolig smukt rum, som senere i anden halvdel af 1800-tallet fik tilføjet sin smukke kuppel, deraf navnet.  Kuplen bliver betragtet som et af de fineste eksempler i Paris på neoklassisk arkitektur. Her sidder man smukt enten under kuplen, eller i den tilstødende lille vinterhave, og nyder noget af det bedste mad jeg har fået i Paris. Le Dôme du Marais arbejder ud fra en vis idé om fra jord til bord, og prøver så vidt muligt at bruge lokale råvarer og fairtrade.

Det meste af kødet her er økologisk og kommer fra familieejede landbrug, og fiskene er fanget ved den franske kyst ved Atlanterhavet. Ved at handle lokale råvarer, eller i det mindste holde sig inden for Frankrigs grænser, går Le Dôme du Marais meget op i at nedsætte CO2 niveauet. Så her kan man oven i købet proppe sig med lækker mad og have god samvittighed bag efter. C’est magnifique!

Ud over det gør de sig umage for at have et anderledes og varierende vinkort, og prøver hele tiden af gøre nye opdagelser inden for vin, så oplevelsen bliver total. Det er et totalt fancy sted, som samtidig formår at hygge om gæsterne, og give en afslappet stemning med rigtig søde og imødekommende tjenere.

Det er ikke det billigste måltid i Paris man får her, men vil man gerne opleve noget særligt, og går op i mad, så burde man unde sig selv et besøg på denne perle af en restaurant. Stedet har også åbent for eftermiddagste samt brunch hver søndag. Det kan være en god idé at reservere bord.

Le Dôme du Marais, 53 Bis Rue des Francs Bourgeois, 75004

Metro: ‪Rambuteau Billede

Noget af Frankrigs bedste brød

14 jan

l-2

På en måde er en god croissant og et godt sprødt baguette enhver fransk bagers hofret. Croissanter er nærmest pr definition gode i Frankrig. De kan bare et eller andet, som danske bagere tilsyneladende ikke kan aflure, og det er spøjst nok 7 11 som laver de mest franske croissanter i Danmark.

Der er rigtig mange bagere og konditorier i Paris. Og selv om en god croissant og en god baguette er næsten standart, så er der selvfølgelig forskel på brød. Vil man prøve noget af det bedste skulle man smutte forbi bageriet Au Petit Versailles Du Marais. Det er ikke bare noget jeg siger, det er noget de Franske bagere siger. Faktisk fik Au Petit Versailles Du Marais tildelt en sølvmedalje af Meilleur Ouvrier de France i 2013 for bedste baguette.

Meilleur Ouvrier de France er en pris som blev grundlagt i 1924 af den franske stat for håndværkere over 23 år. Den uddeles ikke kun til ekstraordinært dygtige bagere, men også til fx frisører, stukkatører, snedkere, gartnere, slagtere og guldsmede og mange flere.

Vinder man prisen har man lov at beholde titlen resten af livet. Det er ikke kun inden for de forskellige brancher at prisen er en stor cadeau, men den menige franskmand ser det også som et kvalitetsstempel af de helt fine, og som steder man gerne vil besøge. De skilter med prisen ved at have en blå, hvid og rød stribe over døren. Så kan folk se, at de har vundet den fornemme pris. Hvilket man jo kan holde øje med rundt omkring i byen og i hele Frankrig.

Ud over at denne lille bager serverer nogle af Frankrigs bedste brød, laver de også udsøgt fine kager, gode sandwichs, og friskbrygget kaffe. Alt sammen kan nydes i en lille café i et lokale ved siden af bageriet.

Skulle man være typen som hverken kan lide brød, kager, kaffe eller anden føde, så skulle man alligevel slå et smut forbi. Det er nemlig en helt utrolig fin butik, med et smukt malet glasloft, lysekrone og høje glasbemalede paneler på facaden. Det er helt igennem et charmerende sted, som ligger lige på grænsen til Marais, i en sjov lille gade med fine butikker og hyggelige restauranter, og nogle af Paris’ ældste huse tilbage fra 1500-tallet.

Au Petit Versailles Du Marais, 1 rue Tiron 75004

Metro: Saint-Paul

l-3

Når det er jul på Champs-Élysées

13 jan

Billede

Fra midt november er hele Champs-Élysées pyntet op med lys i træerne, og halvdelen af den lange avenue er plastret til med juleboder, som sælger alskens julehalløj, lige fra legetøj til duftlys, snekugler og træfigurer. Der til kommer at næsten hver anden bod er en spisebod med gløgg, crêpes, varme kastanjer eller hotdogs og andet knapt så julet mad.

Ud over det er der forlystelser, skøjtebaner, og julemusik i højtalere så man får julestemningen helt ind under huden. Det er et julemarked hvor det meste af det er ret så dårlig smag, men det er utrolig stemningsfuldt og en hyggeligt tur at gå.

Trods det meget kitschede udtryk, så kan man jo næsten ikke undgå at komme forbi Champs-Élysées når man er i Paris, og hvis man så oven i købet er der i december, så skal man ikke snyde sig selv for en neon glimtende juletur.

Der er julemarkeder som dette mange steder rundt om i byen, bl.a. ved La Défense og ved Saint-Germain des Prés.

Metro: Concorde

Billede

Et moderne kagepalads

25 nov

image

When in Paris – spis meget kage. Det er mit evige motto, og som en veninde og jeg blev enige om, så skal man jo ha’ sin kalk. Og den kan man jo passende få i form a vaniljecreme og flødeskum.

Ladurée og Angelina er kendte steder, som jeg altid synes er dejlige at besøge, men det er også sjovt at finde nye kageoplevelser. Mit seneste fund er Le Patisserie des Reves. Drømme Konditoriet. Meget passende navn synes jeg. Det er en del mere moderne og strømlinet end mange af Paris’ kagepaladser, men med masser af charme, humor og glimt i øjet og sans for lyserøde ting og sager. Alle kagerne er vist frem under fine glaskupler, og man kan få nyfortolkninger af klassikere som Saint Honoré, Tarte Tatin og Citron meringue.

I Patissere des Reve i Rue Longchamp er der en salon du the, som fredag, lørdag og søndag har åbent. Ud over det er der hver onsdag mulighed for børn til at være med i køkkenet og bage de fineste kagekreationer.

Bestiller du en kage to go her taster den søde ekspedient det ind på en lille computer, og få øjeblikke senere kommer kagerne op gennem gulvet af en lille elevator. Det er et super fint og finuligt sted med sans for detaljer.

Der ligger tre afdelinger i Paris, og en i Kyoto i Japan.

Le Patisserie des Reve: 111 Rue Longchamp 75016

Metro: Victor Hugo

Nødder fra hele verden

12 nov

foto 1

Paris kan noget med specialbutikker. Frankrig er jo kendt for sin gastronomi, så derfor er der så utrolig mange delikatesseforretninger i Paris, at de næsten ligger på hvert et gadehjørne. Forleden stødte jeg på endnu en, men af en slags jeg ikke før har oplevet. En butik kun med nødder. La Pistacherie er en konceptbutik med to små forretninger i Paris. De specialisere sig i pistachenødder, men har over 150 forskellige sorter nødder og bær. Nødderne ligger i specieldesignede tempererede bokse, så de holder friskheden bedst muligt, og der er mulighed for selv at blande det mix af nødder man ønsker. Her er nødder fra bl.a. Canada, Australien og Tibet.

Så skal man have lidt nødder til at glas vin før en god middag, så er dette bestemt stedet at gå til. Ud over det har du smukke gaveæsker, så her kan man nemt finde en god værtindegave, eller en lidt anderledes souvenir at tage med hjem. Under alle omstændigheder er det et sjovt sted at slå vejen forbi.

La Pistacherie, 67 Rue Rambuteau 75004 & 5 Place d’Alma 75008

Metro: Rambuteau & Pont d’Alma

Billede

Paris på den franske måde

13 okt

Billede

Ile St Louis ligger midt i Paris, og alligevel er det som om det er mere lokalt end de fleste steder i Paris. Der er en hyggelig landsbystemning på hovedgaden, der skærer ned gennem øen, med slagter, ostehandler, bager og delikatesse. Det virker som om alle kender alle og at det er en selvfølge at være på fornavn med sin bager.

St Regis er overraskende cool og hip i forhold til resten af den ellers meget afslappede Ile St Louis. Med udsigt over mod bagsiden af Notre Dame er det en af byens bedste beliggenheder.

Ligesom La Favorite som jeg tidligere har skrevet om, er dette et af de der Parisiske steder, som er så parisisk at man tror det er løgn. Så hvis man er på et kort visit i byen, og har brug for et ordenligt skud parisisk charme, så slå et smut forbi St Regis. Snup enten en burger med sprøde fritter i kræmmerhus, tatar,  muslinger, tarte tatin eller en anden klassisk fransk ret. Og så tag en af deres lækre drinks til middagen. Cocktails fungere super godt på et sted som dette.

Le St Régis, 6 Rue Jean du Bellay, 75004

Metro: Pont Marie

Billede

Paris møder New York

27 aug

Billede

Denne her restaurant er næsten så parisisk, at man skulle tro den lå i New York eller London. Ja det lyder måske som en selvmodsigelse, men dette minder om et hipt sted i SoHo som gerne vil lege fransk bistro. Men her er vi altså på La Favorite på Rue de Rivoli i hjertet af Paris. Et skønt sted med tjenere i sort og hvidt, metrokakler på væggene og et lækkert fransk/italiensk/amerikansk menukort, med et tilhørende stort drinkskort.

Det er et af de steder hvor det en lun sommeraften er skønt at sidde, drikke en drink eller en kaffe, og så bare glo på mennesker.

La Favorite, 6 Rue de Rivoli, 75004

Metro: Saint-Paul

Billede

Nup en gourmet burger

21 aug

Billede

Jeg er vild med fransk gastronomi. Men jeg er altså også bare helt vild med en god burger. Så hvad er bedre end en gourmet burger i hjertet af Paris?!

Blend Hamburger er et af de der steder, hvor fancy designer pariserinder med deres fancy smukke François’er og Louis’er tripper forbi når de lige skal have en hurtig frokost i pausen. Det er et lille bitte sted, hvor man tydeligt kan se, at take away princippet bliver udlevet, da der næsten ikke er plads til nogle gæster i selve restauranten. Her kan måske sidder 15 mennesker, og så sidder man tæt. Så man skal ikke være genert over for at skulle dele bord med andre.

Alt er hjemmelavet og friskt. De bager selv brødet, som minder lidt om en rigtig god tebolle af en slags. Men det fungere rigtig godt, da det ikke lægger sig helt så tungt som en god gammeldags caféburger ellers hurtig kan have tendens til. Tilbehøret er ultrasprøde fritter, med lækker hjemmelavet dressing og ketchup til.

Man skal nok stå lidt i kø, men da det ikke er et sted man sådan sidder hele og halve eftermiddage, så er der hurtig udskiftning; spis og il videre ud i byen.

Det er billigt, og rigtig godt til en god frokost hvor man trænger til lidt bacon og nogle fritter.

Blend Hamburger Gourmet, 44 Rue d’Argout, 75002

Metro: Sentier

Billede

Chokoladeparadis

6 aug

Billede

Jeg er ikke selv jordens største chokoladeelsker, men derfor kan jeg sagtens elske butikker som denne. Og jeg kunne forestille mig, at hvis man aldrig kan få nok chokolade, så må dette være et sandt chokoparadis.

Maison Georges Larnicol er en chocolatier lidt ud over det sædvanlige. Butikkerne er indrettede som store blandselv mekkaer, og man kan blande sig frem til poser med alverdens avancerede chokoladeindhold. Lys, mørk, hvid, med nødder, frugter, i sjove former og farver, alt betalt efter vægt, så det kan jo hurtigt gå galt hvis man vil prøve lidt af det hele.

Ud over blandselv chokoladen specialisere de sig også i chokoladeskulpturer. Så har en man en særlig anledning, så er det bare at komme ind med et billede, så laver de det til dig. Måske et stort ur i chokolade med et ægte urværk inden i kunne friste? Eller måske et glas med flydende chokolade, med tilhørende ske, til lige at spise på farten…?! Om ikke andet, så er det et sjovt indslag på pariserturen, og et sted som kun franskmændene kan realisere.

Ud over chokoladen, som jo er det man kommer for her, så har de også et stort udvalg af franske makroner, og andre lækre kager. Så der er bestemt noget for enhver smag.

Butikkerne er spredt ud over hele byen, og findes faktisk i hele Frankrig. Så man skal nok lige gå ind på deres hjemmeside og finde den, som ligger tættest på en: www.chocolaterielarnicol.fr

Maison Georges Larnicol, 132 bd Saint-Germain 75006 Paris

Metro: Odéon

Billede

Med udsigt til Louis Vuitton og Les Deux Margots

5 aug

Billede

Café de Flore og Les Deux Magots står for mange ‘førstegangs-pariser-turister’ som et must have på turen. De er skam også begge hyggelige, og måske er du heldig at støde ind i Sonia Rykiel eller Karl Lagerfeld eller andre fashion folks. Men på en helt almindelig dag i Paris, er det du kan være mest sikker på at møde her, en ret så dyr regning. Også selvom man bare lige vil have en cola og sidde ud til den enormt trafikerede Bl. Saint-Germain. Colaen smager altså ikke bedre her end så mange andre steder.

Saint Germain er et enormt charmerende kvarter, med lækre butikker, hyggelige små gader og dejlige caféer. Hvis man vil opleve et lille epicenter af pariserkoncentrat, så er dette et rigtig godt sted at starte. Jeg synes det lille torv hvor Les Deux Magots ligger på hjørnet og hvor Église de Saint Germain des Prés spejler sin facade i Louis Vuittions ruder er rigtig hyggeligt. Herfra går Rue Bonaparte helt ned til Seinen, og her på hjørnet af den lille plads og Rue Bonaparte ligger en ganske hyggelig fortorvscafé; Café Le Bonaparte. Her kan man nyde den smukke udsigt til kirken, og i lidt mere ro og fred indtage sin Salade de chevre chaud, inden man tripper ned af Rue Bonaparte og får sin eftermiddagskaffe hos Ladurée.

Café Le Bonaparte, 42 Rue Bonaparte, 75006

Metro: Saint-Germain-des-prés