Arkiv | Museer, Kunst og kultur RSS feed for this section

Paris’ nye flagskib

17 jan

Billede 3

Åbningen af nye museer hører til sjældenhederne. Ikke desto mindre er det sket for meget nyligt i Paris. Fondation Louis Vuitton åbnede nemlig i oktober 2014. Et helt nyt og stort museum er blevet tilføjet Paris’ museumsportefølje.

Det er den verdensberømte amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry der står bag det enorme sted ved Bois de Boulogne i den vestlige del af byen. Og det er efter min mening intet mindre et mesterværk, og et klart must see i Paris.

De første idéer til stedet begyndte i 2001, men det var først efter en tur i den franske bureaukratimølle at byggeriet kunne begynde i 2008. At det siden skulle tage seks år før det stod færdigt er ikke mærkeligt. Det 7.000 m2 store hus er en konstruktion uden lige, med 13.500 m2 glassegl, der svøber sig omkring bygningen, og gør det til det store isbjerg som Frank Gehry havde i tankerne da han tegnede stedet. For mig lignede det en blanding af isbjerge, et kæmpe skib, en ark, hvaler og et luftskib. Det var meget bjergtagende.

11 gallerier er udgangspunktet for museet, der også indeholder koncertsal, et vandfald, flere terrasser, restaurant og butik.

Navnet Louis Vuitton kunne antyde at det ville være et museum dedikeret til mode. Men der vil man nok i første omgang blive skuffet. Kun et stort LV på facaden ved indgangen og nogle af de ikoniske kufferter i butikken indikere hvilket firma der står bag. Ellers er det hele totalt renset for logoer. Det mest modeagtige der pt. har været var fremvisningen af Louis Vuittons spring/summer kollektion for 2015, og en Louis Vuitton taske i butikken formet som huset, der kan erhverves for den nette sum af 3000€…!

Fondation Louis Vuitton blev grundlagt i 2006 på initiativ af  Bernard Arnault, der er CEO for LVMH koncernen. Målet var at støtte og promovere moderne kunst og idéer for et bredt fransk og internationalt publikum. Og nu har tanken så fået et hus at blomstre i. Indtil videre kan man se værker og installationer af bl.a. Olafur Eliasson, Jeff Koons, Jean-Michel Basquiat og mange andre. Ud over en fast samlig, bl.a. med masser af Frank Gehrys modeller, vil der være skiftende udstillinger, koncerter, foredrag og andre events.

Om der er noget på programmet på det tidspunkt man er i Paris synes jeg ikke er så vigtigt. Dette er et hus der i sig selv er en tur værd. Billetter kan købes på nettet, og vil nok være at anbefale når der er store udstillinger.

Fra metroen er der ca. 10-12 minutters gang. Der er skilte hele vejen.

Fondation Louis Vuitton: 8 Avenue du Mahatma Gandhi, 75116

Metro: Les Sablons

image

Rid med på Bølgen

5 nov

affichehokusai

Er man i Paris inden den 18. januar 2015, så skulle man gøre sig selv den tjeneste at besøge Grand Palais. Netop nu viser de udstillingen Hokusai, med værker af den berømte japanske kunstner.

Hokusai er nok Japans mest kendte kunstner gennem tiderne, og hans bølge kender de fleste. Han var aktiv i over 70 år, hvilket bliver godt skildret gennem de 528 værker som Grand Palais har samlet til denne udstilling, hvilket gør det til den største udstilling nogensinde af Hokusais værker uden for Japan.  Flere af værkerne har aldrig før været vist, så det er  bestemt et besøg værd, hvis man vil fordybe sig i disse drømmeagtige malerier og tegninger.

Man skal dog være opmærksom på at udstillingen har lukket mellem den 21.-30. november pga. værkernes skrøbelighed.

Desuden vil jeg bestemt foreslå at man bestiller billet på Grand Palais’ website hjemmefra. Ellers kan man hurtig komme til at vente i kø i to-tre timer. Forvent mange mennesker i udstillingen!

Grand Palais, 3 Avenue du Général Eisenhower, 75008

Metro: Champs-Élysées – Clemenceau

ARTS-JAPON-HOKUSAI

Fred og ro i et turistmylder

1 jun

Billede

Jeg er hverken kristen eller katolik, men alligevel synes jeg der er noget spændende og dejlig roligt ved at gå ind i en kirke. Når jeg siger roligt, så udelukker det naturligvis Notre Dame, som er et turistepicenter af de helt store.

En kirke som ligger midt i et andet turistepicenter, men som alligevel tilsyneladende holder sig fredelig er Église Saint-Eustache. Med Les Halles og Rue Montorgueil som naboer, så er det et ret larmende og menneskefyldt sted denne kæmpe kirke ligger. Men træder man så ind i det kølige store kirkerum, så er det som om at al larm forstummer, og man hører kun en sagte hvisken hist og her.

Bygget mellem 1532 og 1632 er kirken i dag et af de fineste eksempler på gotisk arkitektur, og bliver af flere beskrevet som et mesterværk inde for sin genre. Og den har da også en vis kendisfaktor over sig, da Mozart valgte netop denne kirke til begravelsen af sin mor, og både Richelieu og Moliere er døbt her. Og Moliere blev siden hen også gift i denne kirke. Ud over det er kirken også rigt udsmykket af den verdensberømte flamske maler Rubens.

Orgelet her er med sine over 8000 piber eftersigende det største i Frankrig.

Det er en stor og smuk kirke, som over længere tid har været under renovering både inde og ude, og fremstår i dag utrolig flot, om end nogle af de indre kapeller stadig trænger til en kærlig hånd.

Église Saint-Eustache: Paroisse Saint-Eustache, 2 Impasse Saint-Eustache, 75001 

Metro: Les Halles

 

Billede

 

Kunst i Grand Palais

12 maj

Billede

Grand Palais er med sit utrolig glastag af en konstruktion, et fantastisk sted. Det blev bygget i anledningen af verdensudstillingen i 1900, hvor også Petit Palais og Pont Alexandre III blev opført. Den store art nouveau jernkonstruktion er legendarisk og er blevet et af Paris’ fineste varetegn. Under 1. Verdenskrig blev den store hal brugt til militærhospital, hvor lokale kunstnere som ikke var blevet indkaldt til krig, dekorerede hospitalsstuerne. Under 2. Verdenskrig blev der afholdt to naziudstillinger i den store sal, med masser af propagandekunst.

Bygget til at afholde udstillinger holder Grand Palais i dag stadig kunstfanen højt, og har afholdt udstillinger med nogle af tidens største kunstnere. Mange af deres udstillinger er dog i de tilstødende sale, så det er ikke altid man kan komme ind under glastaget i Grand Palais.

Dog har Grand Palais siden 2007 afholdt en årlig udstilling kaldet Monumenta, hvor de beder en nutidig international kunstner om, at lave en installation til netop den store sal.

Monumenta er, efter min mening, et fantastisk koncept. Hele den smukke sal bliver udnyttet til at lave et kæmpe værk, som kun kan laves netop her, da det kræver en vis størrelse at fx bygge en hel by eller lave et kæmpe organ af en slags som bristiske Anish Kapoor gjorde det i 2011.

Udstillingen er der cirka en måneds tid, og så er den væk for altid, da den er lavet til stedet her. For tiden (maj 2014) er det den russiske duo Ilya og Emilia Kabakov som har fået æren af at fylde Grand Palais.

Grand Palais,  Avenue du Général Eisenhower, 75008

Metro: Champs-Élysées – Celmenceau

Billede

Fantastiske udstillinger

20 mar

Billede

Det er altid dejligt at rejse bare for ferien og afslapningens skyld. Men jeg rejser nu oftest med et formål. Og når jeg tager til Paris, er det ofte fordi der er endnu en fantastisk udstilling at se. Paris er jo pakket med fantastiske museer, som er en rejse værd i sig selv. Både hvis man ikke har været der, eller for at opleve dem igen. Men da Paris er så stor en kultur og- kunstby, så er der næsten altid en eller anden spektakulær udstilling at se. Om det så er på kæmpe Louvre, eller på lille Jeu de Paume.

Hvis man har læst noget af min blog her, vil man nok have opdaget, at jeg er ret så interesseret i mode og design, og hvad der rør sig i den verden. Derfor tjekker jeg altid op på hvilke modeudstillinger der er i Paris. Men selvom om man er modeinteresseret eller ej, så burde man slå et smut forbi Musée des Arts Décoratifs. Det ligger i en selvstændig fløj af Louvre med indgang fra Rue de Rivoli. Man kan nok godt sige, at det svare til Design Museum Danmark, eller Kunstindustrimuseet som det hed i gamle dage. Museet blev renoveret fra 1996-2006, så det fremstår utrolig smukt.

Her er der løbende nogle utrolig spændende udstillinger om alverdens forskellige modeskabere. De er altid smukt sammensat og med god information, hvis man ikke lige ved hvem fx. designeren Elsa Schiaparelli er. De har nogle rigtig gode arkiver at trække på, så man kan se originale rober lige fra hundrede af år gamle kimonoer, til 1800-tals aftenkjoler, til Diors berømte New Look fra 1947. Jeg har her set nogle af de bedste modeudstilling om bl.a. Balenciaga, Marc Jacobs og Louis Vuitton og Jean Paul Gaultier. Samt udstillinger der går i dybden om fx. undertøj, eller mode op gennem 80’erne og 90’erne.

Ud over de skiftende udstillinger har de en imponerende samling af smykker fra bl.a. Cartier og Tiffanys. Samt utrolig smukke og kunstfærdige møbler, gobeliner, kunstgenstande, malerier og meget meget andet.

Det er dog ikke kun mode der vises her. For nogle måneder siden var der en udstilling med elefanten Babar, og en udstilling om trompe l’oeil. Fortiden (marts 2014) viser de en fantastisk udstilling om den belgiske designer Dries van Noten, en udstilling om tapet, noget om legetøj der er inspireret af cirkus, udpluk fra deres kinesiske samling, fransk typografi og en udstilling der går i dybden om teknikken bag lak fra 1700-tallet. Så der er altid noget at se.

Desuden er her en virkelig stor og lækker butik med masser af bøger om mode, design, møbler og kunsthåndværk. Her kan man også købe fine smykker, postkort, legetøj, og endda ting fra danske Hay. Butikken kan man også komme ind i fra Rue de Rivoli uden man behøver besøge museet. Ud over butikken er der også en lækker restaurant tilknyttet, hvor man på en solrig dag kan sidde ude og nyde udsigten til Louvre.

Er man under 25 år og europæisk statsborger får man gratis adgang. Så husk noget id.

Musée Des Arts Décoratifs, 107 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

Billede

En tur i vokskabinettet

25 nov

Billede

Paris er fyldt med kunst og kultur, og Louvre og d’Orsay trækker i de fleste. Det er også dejlige steder, hvor man hurtig kan få hele og halve dage til at gå. Nu har jeg dog selv været i Paris så mange gange, at der skal være specialudstillinger for, at jeg gider tage dertil. Selvom gensynets glæde med de gamle klassikere nu også kan være dejligt engang i mellem.

Under et længere ophold i Paris opdagede jeg dette mærkelige sted; Musée Grévin. Det er et voksmuseum, der blev grundlagt i 1882 og er derved et af Europas ældste voksmuseer. Ude fra gaden ser det ikke ud af meget. En flot facade, men ellers forventer man ikke det store. Men dybt inde i denne bygning åbenbarer der sig et vokskabinet af en anden verden. En stor spejlsal i barok stil fører en ind i endnu en spejlsal, hvor et helt lille spektakulært show udfolder sig for øjnene af en. Spejlvæggene drejer, loftet snurrer, og sommerfugle, vilde dyr og smukke farver bevæger sig til lys og musik. Denne sal blev bygget til verdensudstillingen i Paris i 1900. Det er bestemt ikke hvad man forventer.

Herfra går man videre ind til et smukt gammel teater, hvor voksfigurerne begynder at stille op til fotografering. Og videre ind gennem snoede gange udspiller Frankrigs historie sig, godt blandet med diverse kendiser. Så man kan få taget billeder med Marie Antoinette, Elvis, Napoleon, Jean Paul Gaultier, Cecilia Bartoli, Michael Jackson, Lady Gaga, Jean Reno, Bruce Willis og mange mange flere, faktisk over 450. Også tegneserie figurer som Den Lille Prins, dyrerne fra Ice Age og Lara Croft er at finde her.

Det er et sjovt sted, og velegnet til børn. Nogle steder kan det måske virke lidt småuhyggeligt, men det er ikke værre end at små børn også kan være med.

Ud over alle figuerne er der også en detaljeret beskrivelse af hvordan figurerne laves, fra støbning til færdigt produkt med hår, øjne, rynker og tænder.

Musée Grévin: 10 Boulevard Montmartre 75009

Metro: Grands Boulevards

Billede

Fotokunst i udkanten af Marais

6 aug

Billede

Paris er fuld af verdenskunst, og Mona Lise, Frokost i det grønne, og Napolens kroning har de fleste nok set hvis de har været i Paris mere end én gang. Jeg kan godt lide at se de gamle klassikere, da det bare er noget helt specielt at se dem i virkeligheden. Men nogle gange skal der også bare ske noget nyt, og personligt er jeg ret vild med fotokunst. Det er jo noget helt andet end Louvre og Musée d’Orsay, så man skal søge lidt ud i de små gader for at finde det.

Jeg stødte på dette lille galleri i Marais for nogle år siden. Et utrolig fint sted, som ved første øjekast måske synes småt og kedeligt, men som åbenbarer sig inde bag facaden. Polka Galerie er dedikeret udelukkende til fotokunst dateret efter 2. Verdenskrig. Deres udstillinger er med fotokunstnere fra hele verden med enten dokumentaristiske eller kunstneriske motiver for øje. Galleriet ligger i Rue Saint-Gilles med et lille lokale med plads til omkring ti værker, og et bogudsalg i hjørnet med alle mulige slags foto coffeetable books. Går man så videre ud gennem døren ind mod gården, og fortsætter 50 meter gennem den meget finde lyse gård, så fortsætter Polka Galerie’s lokaler længere inde. Det er heller ikke stort her inde, men med to etager formår de altid at lave nogle meget udsøgt delikate udstillinger med utrolig smukke billeder. Herinde er der et stort kontor, hvor smarte pariserinder sider bag store Mac computere og arbejder, og betjener dig hvis du vil købe et smukt katalog, eller en fin lille plakat.

Der er naturligvis skiftende udstillinger, så det er en god idé at holde sig opdateret på deres hjemmeside: www.polkagalerie.com

Men jeg vil sige, at det også bare kan være sjovt at tage der hen, og så opleve noget man slet ikke kender. Der er altid noget fint at se. Sidst jeg var der, var der i lokalet ud mod gaden en utrolig fin udstilling med backstage fotos fra den parisiske modeuge. Og inde i det andet lokale i gården, en udstilling om forladte byer og bygninger i Japan. Begge udstillinger utrolig smukke, og meget forskellige.

Polka Galerie, 12, rue Saint-Gilles 75003

Metro: Chemin Vert