Arkiv | Museer, Kunst og kultur RSS feed for this section

Østens mysterier

9 okt

musee_cernuschi_-_great_hall

Min mor har i efterhånden årevis prøvet at overtale mig til at læse Haren med de ravgule øjne af Edmund de Waal. En bog der her 100 sider inde handler rigtig meget om Charles Ephrussi’s liv i Paris, hans interesser og menneskerne omkring ham. Og ikke mindst Paris’ high society i sidste halvdel af 1800-tallet. Her spiller interessen for Japan og japansk kunst en væsentlig rolle, da det bliver det nye sorte, og alle der vil være noget ved musikken, opkøber alt fra Japan og alt som kan forbindes med Japan.

Heriblandt er Charles Ephrussi’s gode ven Henri Cernuschi. Han var finansmand og stor fan af alt fra Asien. Han samlede kunst, kunsthåndværk og objekter fra det fjerne østen, som gennem årene blev så stor og flot en samling, at han i 1898 åbnede sit eget museum (i sit eget private palæ) hvor han kunne udstille sine skatte. En samling som han ved sin død testamenterede til Paris.

Museet råder i dag over mere end 12.500 genstande, hvoraf 5000 af dem er fra den originale samling, heriblandt en kæmpe Buddha figur i bronze som Henri Chernuschi selv fik fragtet til Paris fra Japan.

Er man til asiatisk kunst, så må dette lille museum være et must see. Men selv hvis man ikke umiddelbart føler sig draget af østens mysterier, så bør man overveje et besøg her. Det er et utrolig lækkert museum, som for nyligt har gennemgået en total renovering, så det står knivskarpt og smukt, lige i udkanten af Parc Monceau, som man bag efter skal gå ind og nyde, da det er en af Paris’ dejligste parker.

Jeg er stadig i gang med Haren med de ravgule øjne, så der vil givetvis komme flere referencer til denne bog her på bloggen den næste tid, hvor man kan følge i Ephrussi’erne og Rothschild’ernes fodspor.

Musée Chernushi: 7 Avenue Velasquez, 75008

Metro: Villiers

musee-cernuschi-7-630x405-otcp

På japansk visit

29 sep

albert-khanh-082

Nogle gange støder man på de der oaser, som får en til at føle, at man befinder sig i en anden verden, eller i hvert fald i en anden del af verden. Den følelse havde jeg efter mit besøg i Jardin d’Albert Kahn.

I området Boulogne-Billancourt i udkanten af Paris ligger den ret magiske have, som Albert Kahn grundlagde helt tilbage i 1895. Han var en stor bankmand og filantrop, som finansierede opdagelseekspeditioner rundt om i verden. Han rejste også selv en del, og i museet, der ligger foran haven, kan man se en flot samling af gamle film og billeder fra nogle af de rejser han var på til mere en 60 lande. Er man vild med fotografiets oprindelse, vil man nok finde det særlig interessant, da der her i huset findes nogle af de første farvefotos på glasplader.

Selve haven er også en hyldest til Albert Kahns forkærlighed for den store vide verden. Her finder man havekunst, som udspringer fra Frankrig, England og Asien, med en særlig forkærlighed for Japan.

Hele haven er lidt som en rejse gennem tid og sted. Der er et stort smukt engelsk drivhus, havegange med æbler og roser, søer med åkander, bakker med nåleskov, japanske broer og vandløb og et tehus der i højsæsonen har japanske teceremonier. Det er i det hele taget ret eventyrligt.

Om foråret blomstrer de japanske kirsebærtræer, og om efteråret er her et utroligt rødt og gult skær fra havens buske og træer. Så man vil få meget forskellige oplevelser afhængig af hvornår på året man kommer.

Jeg elskede selv som barn (og gør det stadig), at tage med min mor i Botanisk Have i København. Jeg får lidt den samme følelse her i Jardin d’Albert Kahn, så jeg er sikker på, at mange børn vil synes, at en tur her vil være sjov.

Med lidt god vilje, kan man godt sammenligne dette sted med Monets have i Giverny. Bare uden horderne af turister. Den dag jeg besøgte haven her, mødte jeg omkring fem mennesker. Så det var en virkelig dejlig oplevelse, at gå her i fred og ro.

Jardin d’Albert Kahn: 10-14 Rue du Port, 92100

Metro: Boulogne – Pont de Saint-Cloud

jardin-albert-kahn

På safari i Paris

26 apr

caravane_grande_galerie

Det naturhistoriske museum i Paris, Grande Galerie de l’Evolution, var det første af sin slags i verden da det åbnede tilbage i 1793. Og selvom jeg ikke interesserer mig voldsomt for dyrerigets forunderlige verden, så blev jeg blæst bagover af det her museum.

Da jeg trådte ind i den utrolige bygning begyndte turen gennem havet. Forbi blåhvaler, hajer, blæksprutter, delfiner og op til overfladen med sæler, isbjørne, hvalrosser og søpapegøjer. Herfra op til Afrikas savanne med en kortege af giraffer, næsehorn, elefanter, flodheste, zabraer, leoparder og antiloper. Og i et virvar op ad trappen: alle aberne! Længere oppe i huset finder man kronhjorte, pandaer, bjørne, krokodiller, skildpadder, biller og sommerfugle, og også en giraf som har forvildet sig op på 3. sal. Alt sammen smukt udstillet og med udsigt ned gennem huset til savannen.

Et pludselig indendørs tordenvejr satte en dramatisk stemning, som blev efterfuldt af stjernehimmel som senere kørte over i en lyserød solopgang.

Frankmændene forstår drama, og de forstår at udstille objekter på en spændende og anderledes måde. Og selvom formidlingen er på fransk, så får man en utrolig oplevelse under alle omstændigheder, fordi udstillingerne står så klare og velarrangerede.

Det her må være et af byens bedste tips til børnefamilier. Det er overdådigt, stort og spektakulært.

Grande Galerie de l’Evolution: 6 Rue Geoffroy-Saint-Hilaire, 75005

Metro: Gare d’Austerlitz

grande_galerie_secondaire3_924

Picnic i bøgernes skygge

29 mar

espl05A4

Som foråret nærmer sig, og sommertiden igen har gjort sit indtog, så kan man passende begynde at planlægge pariserprogrammet. Og en af de ting som jeg synes man skal planlægge, om vejret vil, er en god picnic. Paris er fyldt med gode spots til at indtage den franske klassiker: baguette, ost, paté og vin.

Et dejligt og lidt anderledes sted kunne være på en af de enorme trapper ved Bibliotheque Nationale de France ved Quai François Mauriac. Her kan man sidde og nyde solen og udsigten til Seinen og ikke mindst et af Paris’ ret oversete bygningsværker.

Bibliotheque Nationale de France blev indviet i 1996, og står som et banner for præsident Mitterrands regeringstid. Det blev opført som et af hans otte store projekter, som bl.a. også tæller Bastille Operaen, Spreckelsens triumfbue og Det Arabiske Verdens Institut.

Bygningerne, der skulle huse Frankrigs litteraturskat, blev så store og bombatiske, og overskred budgetterne så voldsomt, at de i folkemunde blev kaldt TGB (Très Grande Bibliothèque) som henviser til hurtigtogene TGV. De fire bygninger, der tårner sig op som fire gigantiske åbne bøger indeholder over 14 millioner bøger, dokumenter, manuskripter, fotografier, kort, videoer, lydfiler og meget mere, her i blandt mere end 5000 græske dokumenter fra Antikken.

Stedet her kan godt virke ret overvældende, men her er en særlig ro og følelse af fordybelse, som er overraskende, beliggenheden taget i betragtning.

Picnic eller ej, så synes jeg man skal tage forbi dette sted, sætte sig på trinene, nyde solen og Paris’ puls. Man bør også unde sig selv at gå ind i selve biblioteket og se de lektielæsende studerende, få et glimt af læsesalene, kigge ind i den store indre skov i gården eller se en af de skiftende udstillinger som også bliver afholdt her i huset. Jeg vil foreslå at man tager metroen til Bercy. Det er ikke den tætteste station, men herfra går man bygningerne i møde og får et fantastisk overblik over bibliotekets størrelse og pondus.

Bibliotheque Nationale de France: Quai François Mauriac, 75013 Paris

Metro: Bercy

8138280329_6f7d3cd03d_b

Smukt, men lidt kedeligt…

26 jan

a673960156_album-paris21

Der er meget at se i Jardin des Plantes. Jeg har skrevet om museet med sten og diamanter, men hele parken er faktisk nærmest omkredset af museer.

Man kan nok ikke kalde deres palmehus for et museum, men det er alligevel et sted hvor man skal betale for indgangen, og i forhold til at det ligger i Jardin des Plantes, så kunne man tænke sig, at det er utrolig fint og spændende. Det lever ikke helt op til forventningerne.

Jo det er fint, men det er ikke særlig spændende. Måske er jeg farvet af, at jeg altid har elsket palmehuset i Botanisk Have i København, og derfor tænker, at alt der ligger i Paris nærmest pr. automatik er bedre. Men her falder det koncept lidt til jorden.

Det koster 6€ at komme ind. Jeg ved godt at Frankrigs kulturinstitutioner har det svært, men jeg synes ikke at oplevelsen hamler helt op med prisen.

Palmehusene har ligget på det samme sted siden 1635, men er dog blevet revet ned og bygget op igen flere gange. Hver gang er vandforsyningerne blevet forbedret, og drivhusene har fået flere vinduer. Den seneste store forandring var i 1920 da glashusene blev udstyret med elektricitet. Verdenskrigene skabte mangel på brændstof, og man måtte i de år standse opvarmningen af drivhusene, som resulterede i tab af mange sjældne tropiske planter. Alle drivhusene blev restaureret fra 2005-2010 for over 8 millioner euro, og fremstår derfor i dag utrolig flotte med nye glas.

Man får adgang til tre palmehuse. Et af dem har en mærkelig grotte af et bjerg, som børn sikkert vil synes er sjovt. Det er meget smukke og gamle drivhuse, men jeg synes hellere man skal bruge sin tid og energi på et af havens andre udbud. Jeg vil dog sige, at er man i Jardin des Plantes så synes jeg, at man skal gå forbi alligevel og se det udefra.

Grandes Serres du Jardin des Plantes, Allée Becquerel, 75005

Metro: Place Monge

36314758

Diamanter, meteorer og guld

19 jan

4552936_7_daf7_tresor-de-la-terre-a-la-galerie-de_1e229c2f2a671ac7499d6a4e46fd25ef

Det er muligvis et nørdet forslag, men hvis man ikke lukker helt ned ved tanken om sten, så synes jeg man skal besøge Galerie de Minéralogie et de Géologie i Jardin des Plantes. Her kan man se en af verdens fineste samlinger af sten, krystaller, ædelsten og mineraler. En samling som blev påbegyndt helt tilbage i 1625, da man brugte mineraler inden for lægevidenskaben til medicin. Siden 1745 har samlingen været åben for offentligheden, og museet råder over en samling på over 600.000 genstande.

Der er dog slet ikke så mange udstillet. Nærmest tværtimod. Det er et ret lille, men meget delikat museum. De sten de viser her er intet mindre end utrolige. I de mærkeligste former, og de mest psykedeliske farver. Fra de dybeste undergrunde, til meteorer fra det ydre rum. Guldklumper, diamanter, noget der ligner Supermans kryptonit, og meget meget mere.

Jeg var forbi en almindelig eftermiddag, og var næsten alene. Her gik dog en far rundt med sine to børn, og det var tydeligt at børnene var dybt fascinerede af de smukke sten. Så jeg vil bestemt mene, at det kunne være et godt sted at tage hen med børn.

Galerie de Minéralogie et de Géologie, 36 Rue Geoffroy-Saint-Hilaire, 75005

Metro: Gare d’Austerlitz

12540432_10154517893801038_246701158_n

Når mode bliver kunst

25 nov

7d272c50c94d9005473f461323eac98f

Da Paris for mange besøgende er lig med mode, har byen natuligvis også sin del af museer, der fokusere udelukkende på mode og design i alle afskygninger.

Mit yndlings modemuseum er Palais Galliera, som ligger i det 16. arr lige over for Palais du Tokyo og Musée d’Art Moderne. Det har fornyligt gennemgået en årelang renovering, og står nu i al sin glas, som en passende skal for alverdens smukkeste klæder, og har vist soloudstillinger med bl.a. Jeanne Lanvin og Azzedine Alaia. Begge to nogle af de mest fantastiske modeudstillinger jeg nogensinde har set!

Palais Galliera formår nemlig at formidle mode. Ikke nødvendigvis i mange og lange beskrivende tekster og film, men ved simpelthen at udvælge cremen af cremen, og kun vise det alle smukkeste, særlige og unikke. Museet har selv et kæmpe arkiv, men er også utrolig dygtige til at låne sig frem til det de mangler. Derud over er de usædvanlig gode til at vise tøjet på en ny og spændende måde, og sammensætte udstillingerne på en måde så selv folk uden nogen særlig interesse for mode bliver væltet bag over.

Jeg synes de er gode til at variere deres ca. to-tre årlige udstillinger mellem store kendte blockbuster navne, og så mere ukendte og anderledes take på mode. Men selvom man måske ikke lige kender navnet på den udstillede, så synes jeg stadig man skal tage forbi. Jeg er sikker på at man vil blive positivt overrasket og få sig en stor oplevelse.

Palais Galliera, 10 Avenue Pierre 1er de Serbie, Rue de Galliera, 75016

Metro: Alma – Marceau

pantoine