Det er muligvis et nørdet forslag, men hvis man ikke lukker helt ned ved tanken om sten, så synes jeg man skal besøge Galerie de Minéralogie et de Géologie i Jardin des Plantes. Her kan man se en af verdens fineste samlinger af sten, krystaller, ædelsten og mineraler. En samling som blev påbegyndt helt tilbage i 1625, da man brugte mineraler inden for lægevidenskaben til medicin. Siden 1745 har samlingen været åben for offentligheden, og museet råder over en samling på over 600.000 genstande.
Der er dog slet ikke så mange udstillet. Nærmest tværtimod. Det er et ret lille, men meget delikat museum. De sten de viser her er intet mindre end utrolige. I de mærkeligste former, og de mest psykedeliske farver. Fra de dybeste undergrunde, til meteorer fra det ydre rum. Guldklumper, diamanter, noget der ligner Supermans kryptonit, og meget meget mere.
Jeg var forbi en almindelig eftermiddag, og var næsten alene. Her gik dog en far rundt med sine to børn, og det var tydeligt at børnene var dybt fascinerede af de smukke sten. Så jeg vil bestemt mene, at det kunne være et godt sted at tage hen med børn.
Galerie de Minéralogie et de Géologie, 36 Rue Geoffroy-Saint-Hilaire, 75005
Metro: Gare d’Austerlitz
Skriv et svar