Arkiv | Kager RSS feed for this section

Lad dem spise kage!

30 mar

tumblr_inline_nrayivFN8U1ry771o_500

Føler man sig åndeligt knyttet til Marie Antoinette så vil man elske Nina’s. Her kan man nemlig nyde en særlig te og kage som blev specielt fremstillet til den sagnomspundne dronning.

Stedet her har rødder helt tilbage til 1672 hvor Pierre Diaz var den første i Frankrig til at destillere lavendelolie til parfume. Firmaet brugte siden hen sin know how om parfume til at skabe særlige teer, blandt andet te til det franske hof. I 1778 kreerede Nina Diaz en kage for Marie Antoinette med navnet Ninasette. Opskriften som er gået i arv kan nu, blot et stenkast fra Place Vendôme, nydes i ultra feminine omgivelser. Til kagen kan man passende drikke den originale Marie Antoinette te som den dag i dag bliver lavet fra håndplukkede æbler og roser fra Louis 14’s køkkenhaver i Versailles.

Stedet i sig selv er nok til den lidt kitschede og dekadente side, og det skal være sagt med det samme, at det er en lidt speciel kage. Og måske mere speciel end fantastisk velsmagende. Men er man i Paris med unge piger, så er jeg sikker på denne oplevelse vil gå rent ind.  Der er bare noget sjovt og specielt over at smage på en kage, som daterer så mange år tilbage og som stadig holder. Og så er jeg lidt vild med tanken om at gå i Marie Antoinettes kulinariske fodspor. Og hun sagde jo selv at vi skulle spise kage…

Nina’s: 29 Rue Danielle Casanova, 75001

Metro: Opéra

f9d89dcc92695ec8239ab64f1ba387a1

 

 

Te, kage og Dali

21 mar

Le-Meurice-Paris-LE-DALI-RESTAURANT-©Guillaume-de-Laubier

Jeg har før skrevet om min forkærlighed for den så engelske tradition afternoon tea. Et koncept som mange hoteller rundt om i byen har taget til sig, og fuldfører til perfektion. Så hvis man kan lide kombinationen af te, kage, fingersandwiches, service til fingerspidserne og store bløde stole, så er jeg sikker på man vil befinde sig vældig godt tilpas hos Le Meurice.

Le Meurice er et af Paris’ fineste og ældste hoteller. Smykket med fem stjerner får man en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er et sted hvor gamle dyder er i fokus, hvor stolene bliver trukket ud, kvinder får serveret før mænd, og hvor al denne meget polerede opførsel foregår med en sådan naturlighed at man bare læner sig tilbage og nyder det.

Restauranten, som serverer stedets afternoon tea hedder Le Dali, og er en hyldest til den spanske maler, som selv elskede at komme her. Dali kom til Paris i en hel måned en gang om året, og boede hver gang i den samme suite her på hotellet. En tradition han opretholdt gennem 30 år.

Loftet er malet i Dali’sk stil af ingen ringere end Philippe Starcks datter Ara Starck. Og selvom stedet her virker meget fransk med guld, velour, lysekroner og spejle, så har man alligevel en god fornemmelse for hvem der er inspirationen til stedet. Kitsch på den franske overklasse måde.

Selve afternoon tea menuen er ret omfattende, så jeg vil foreslå at man højst har spist en meget let frokost inden. Alt er så lækkert, så det er synd at komme uden den store appetit. Da vi var færdige med at kæmpe os igennem lækkerierne, kom kokken ud og tilbød os friskbagte madeleinekager som var i overskud. Så alt i alt var det bare en vidunderlig oplevelse.

Jeg gik bare forbi og bestilte et bord. Man kan også ringe, eller som jeg tidligere har haft held med, få receptionisten på ens hotel til at ringe og lave en reservation. Da jeg var der var der dog langt fra fuldt hus. Så man kan også bare gå forbi og se om man skulle være heldig.

Le Meurice: 228 Rue de Rivoli, 75001

Metro: Tuileries

Tea-time-Le-Meurice-Paris

Til te hos Rose

1 mar

le-bon-marche-rive-gauche-rose-bakery-tea-room-2

Jeg har skrevet om Bon Marché her, da det er et af mine favoritsteder at gå hen når jeg vil lade mig inspirere (læs: windowshoppe, da jeg ikke har råd til halvdelen). Og al den inspiration kan jo hurtig gøre en sulten. Så er det jo heldigt at Bon Marché følger devisen om, at et hvert stormagasin med respekt for sig selv, har en god spiseafdeling. Og her tænker jeg ikke ala Galeries Lafayettes’ kantine. Bon Marché disker bl.a. op med et af byens bedste tea rooms.

Hos Rose Bakery Tea Room føler man sig næsten hjemme i København. Den nordiske inspiration er ihvertfald til at føle på. Og så kan man måske sige, hvorfor tage til Paris for at føle sig hjemme? Men altså, når man kan sidde og nyde sin te og et par scones mens man kigger over på Bon Marchés udsøgte skoafdeling, så forstår man pludselig meningen af ‘at rejse er at leve’.

For at sige det kort, så er her bare mega hyggeligt, lækkert og overskudsagtigt. Og den oplevelse rejser jeg gerne til Paris for at få. Det er faktisk en af de væsentligste grunde til at jeg gør.

Smut forbi her om du er i shoppehumør eller ej, kaffe og kage kan man vel altid overskue. Desuden serverer de også en fin morgenmad og en dejlig frokost, så hvis man tæller kalorier kan man sagtens være med.

Jeg har været her fra morgenstunden, hvor her var meget få mennesker. Her kunne jeg sidde så længe jeg orkede, men en lørdag eftermiddag skal man nok have lidt tålmodighed med borderne.

Rose Bakery Tea Room, (2.sal) Bon Marché Rive Gauche, 24 Rue de Sèvres, 75007

Metro: Sèvres – Babylone

Skærmbillede 2016-03-01 kl. 11.57.48

Dekadente kager

24 feb

sebastien-gaudard-patisserie-des-tuileries-vitrine-d

Paris’ dekadente forhold til kage er noget af det jeg holder mest af ved byen. Du kan få kage hvor som helst, når som helst og i alle tænkelige afskygninger.

Ladurée er altid selvskrevet på mine ture, men jeg nyder bestemt også at udforske nye kagegræsgange. Og et af mine seneste fund er Sebastien Gaudard. Bare navnet lyder så fransk, at det kun kan være god kage der bliver serveret her. Og det er det virkelig.

Næsten dør om dør med Angelina som jeg har skrevet om Her ligger dette konditori, som jo derfor vil gøre Rue de Rivoli oplagt til en eftermiddag med kagesmagning.

Sebastien Gaudard er kendt for sit wienerbrød, som sælges fra hans butik i Rue des Martyrs. Men her under hvælvingerne i Rue des Pyramides er det den finere konditorkunst som er i fokus, og de smukke kager nærmest strutter og skriger af al den velvære man vil få af at indtage dem.

Man kan sidde på første salen og nyde kagekreationerne, eller på en solskinsdag uden for, hvor man i en blanding af bilos, Louvres nærvær og Jean d’Arcs guldrustning får Paris ind under huden på rekordtid.

La Pâtisserie des Tuileries de Sébastien Gaudard, 1 Rue des Pyramides, 75001

Metro: Tuileries

patisserie-des-tuileries-interieur-boutique

 

Belgisk i Paris

9 jan

Comptoir_belge

Jeg indrømmer gerne, at der er visse steder og butikker, som jeg ikke kunne drømme om at gå ind i i København, som jeg dog i Paris elsker. Min indre snob har ikke det samme filter i Paris. Nok fordi de steder har særligt én god ting kørende for sig: de ligger i Paris!

Et sted jeg nok ikke ville stoppe ved er nogle af de stande på Strøget i København som sælger pandekager, vafler osv. Men i Paris er jeg vild med det. Særligt ét sted: Le Comptoir Belge. Snasket fastfood på den elegante måde.

Det er en lille bitte biks i Rue des Martyrs. En gade som virkelig er blevet et hit for mange parisere, med fede butikker og lækre barer, caféer og restauranter. Her bør man tage hen også selvom trangen til belgiske vafler ligger på et meget lille sted.

Le Comptoir Belge laver nogle ret fantastiske vafler. Le Figaro beskriver det som et af Paris’ fem bedste vaffelsteder. Hvordan sådan en liste lige bliver udført ved jeg ikke. Men nogle seriøse vaffelentusiaster må have sonderet terrænet.

Som sagt er stedet meget småt. Så ønsker man at sidde ned bliver man vist ud til et lille bord på gaden. Men jeg vil foreslå, at man køber sin vaffel to go og så går lidt rundt i gaden og nyder livet.

Le Comptoir Belge, 58 Rue des Martyrs, 75009

Metro:Pigalle

7094722-10863531

Hej luksus, jeg er fan af dig

14 dec

fourseasonsparis-4

Jeg er vild med små, klassiske fortorvscaféer. Der hvor man kan komme som man er, få en kop kaffe, lægger nogle få euro på bordet, og så smutte videre igen. Den side af Paris er så vidunderlig.

Men den anden side, som Paris mestrer til perfektion elsker jeg også: luksussiden.

For nyligt var jeg en kort weekend i Paris for at få mig et skud julestemning. Og her besluttede jeg mig for at udforske Paris’ afternoon tea udvalg. Det bliver jo næsten ikke mere engelsk, og dog. For kombinationen af te, kage og små sandwicher er for mig også utrolig fransk.

Jeg forkælede mig selv med et besøg på et af Paris’ fineste hoteller; Four Seasons, George V. Og for den velinformerede Pariserentusiast betyder George V: Den Gyldne Trekant, Givenchy’s hovedkvarter, og Louis Vuittons megabutik. Så det er med andre ord et af byens mest fashionable steder. Og jeg er vild med det!

La Galerie er navnet på deres “café”, som serverer afternoon tea hver dag fra kl 15-18. Hele herligheden koster 50 € (cirka 370 kr), og jeg synes bestemt det er pengene værd. Dette måltid kan desuden sagtens stå i stedet for en frokost. Bare stemningen ville jeg gerne betale 50 € for. Det var et par ret fantastiske timer jeg havde der, hvor jeg kunne sidde og spise udsøgte fingersandwicher, franske makroner, scones, kager og drikke varm te, mens en pianist sad og spillede stemningsfyldt ved et kæmpe Steinway flygel, tjenere tullede rundt og servicerede, og piccoloer med små runde hatte bar dragtposer fra Chanel for damer i gulvlange pelse med Dior solbriller og myndehunde. Alt imens der over det hele blev pyntet godt og grundigt op til jul over alt i hotellet, af en mand og hans hjælpere som kom kørende med rulleborde fyldt med glaskugler til udsmykningen.

Det lyder kaotisk, men alt blev udført som en fint teaterstykke for øjnene af mig i ro og orden.

Hvis man vil forkæle sig selv med en anderledes oplevelse, og en oplevelse af den mere luksuriøse slags, så skal man prøve dette. Jeg fik receptionisten på mit hotel til at ringe og bestille bord, men det virkede ikke som om der var fyldt, så man kan jo prøve lykken og bare hoppe forbi.  Og selvom her var mange meget fine mennesker, så skal man ikke være så forskrækket for at komme sådan et sted her. Ved siden af mig sad et kærestepar i jeans og sneakers, og på min anden side sad nogle japanere, som brugte det meste af tiden på at tage billeder af alt hvad der bevægede sig. Så man skal bare komme som er, og tage det oppefra og ned.

Four Seasons George V, La Galerie, 31 Avenue George V, 75008

Metro: George V

12395278_10154422994621038_850091611_n

Charme, selvtillid og campingvogn

14 dec

LImprobable-1

Hipsterne har fået godt fat i Paris, og har også sneget sig godt og grundigt ind i Marais hvor de bliver til en meget fransk blanding af cool kids, kunstnere, chikke solbrillebærende typer med en mening om alt og fulde af selvtillid. Og et godt sted at møde disse typer er på en af Marais’ hyggeligste nye caféer: L’Improbable.

I en nedlagt gammel garage (selvfølgelig), står en campingvogn, der serverer kaffe, belgiske sandwicher og mad fra Normandiet, hjemmelavet citrontærte og meget mere.

Her emmer af hygge og god stemning. Og da jeg var der, sad der da også et par godt fordybet i et spil backgammon, og nogle studerende der tastede løs på deres computere mens de fladede ud i sækkestole og drak øko citronlemonade.

Det er de færreste turister, der finder dette sted. Selvom det ligger et stenkast fra Rue Vieille du Temple, hvor man normalt skal mase sig frem for masserne, så ligget L’Improbable hel ugeneret og uturistet. Jeg var faktisk selv i tvivl om det var en offentlig café da jeg kom første gang, så lokalt virkede det.

Det er en lille gade, så man kan nok ikke undgå at finde stedet, men hold alligevel godt øje, da det ligger inde i et hus, og ikke som sådan har nogen facade, der vidner om, at der ligger en café.

Tag her hen! Her er utrolig hyggeligt. Det kan også være et sjovt sted at tage hen med børn. Efter en sandwich og en lemonade her, kan man dreje til venstre og lege på den legeplads, der ligger for enden af gaden.

L’Improbable, 5 Rue des Guillemites, 75004

Metro: Hotel de Ville

d0000da57a250ee67ddb43e6bdd18347