Jeg indrømmer gerne, at der er visse steder og butikker, som jeg ikke kunne drømme om at gå ind i i København, som jeg dog i Paris elsker. Min indre snob har ikke det samme filter i Paris. Nok fordi de steder har særligt én god ting kørende for sig: de ligger i Paris!
Et sted jeg nok ikke ville stoppe ved er nogle af de stande på Strøget i København som sælger pandekager, vafler osv. Men i Paris er jeg vild med det. Særligt ét sted: Le Comptoir Belge. Snasket fastfood på den elegante måde.
Det er en lille bitte biks i Rue des Martyrs. En gade som virkelig er blevet et hit for mange parisere, med fede butikker og lækre barer, caféer og restauranter. Her bør man tage hen også selvom trangen til belgiske vafler ligger på et meget lille sted.
Le Comptoir Belge laver nogle ret fantastiske vafler. Le Figaro beskriver det som et af Paris’ fem bedste vaffelsteder. Hvordan sådan en liste lige bliver udført ved jeg ikke. Men nogle seriøse vaffelentusiaster må have sonderet terrænet.
Som sagt er stedet meget småt. Så ønsker man at sidde ned bliver man vist ud til et lille bord på gaden. Men jeg vil foreslå, at man køber sin vaffel to go og så går lidt rundt i gaden og nyder livet.
Le Comptoir Belge, 58 Rue des Martyrs, 75009
Metro:Pigalle
Skriv et svar