Arkiv | Kaffepause RSS feed for this section

Belgisk i Paris

9 jan

Comptoir_belge

Jeg indrømmer gerne, at der er visse steder og butikker, som jeg ikke kunne drømme om at gå ind i i København, som jeg dog i Paris elsker. Min indre snob har ikke det samme filter i Paris. Nok fordi de steder har særligt én god ting kørende for sig: de ligger i Paris!

Et sted jeg nok ikke ville stoppe ved er nogle af de stande på Strøget i København som sælger pandekager, vafler osv. Men i Paris er jeg vild med det. Særligt ét sted: Le Comptoir Belge. Snasket fastfood på den elegante måde.

Det er en lille bitte biks i Rue des Martyrs. En gade som virkelig er blevet et hit for mange parisere, med fede butikker og lækre barer, caféer og restauranter. Her bør man tage hen også selvom trangen til belgiske vafler ligger på et meget lille sted.

Le Comptoir Belge laver nogle ret fantastiske vafler. Le Figaro beskriver det som et af Paris’ fem bedste vaffelsteder. Hvordan sådan en liste lige bliver udført ved jeg ikke. Men nogle seriøse vaffelentusiaster må have sonderet terrænet.

Som sagt er stedet meget småt. Så ønsker man at sidde ned bliver man vist ud til et lille bord på gaden. Men jeg vil foreslå, at man køber sin vaffel to go og så går lidt rundt i gaden og nyder livet.

Le Comptoir Belge, 58 Rue des Martyrs, 75009

Metro:Pigalle

7094722-10863531

Hej luksus, jeg er fan af dig

14 dec

fourseasonsparis-4

Jeg er vild med små, klassiske fortorvscaféer. Der hvor man kan komme som man er, få en kop kaffe, lægger nogle få euro på bordet, og så smutte videre igen. Den side af Paris er så vidunderlig.

Men den anden side, som Paris mestrer til perfektion elsker jeg også: luksussiden.

For nyligt var jeg en kort weekend i Paris for at få mig et skud julestemning. Og her besluttede jeg mig for at udforske Paris’ afternoon tea udvalg. Det bliver jo næsten ikke mere engelsk, og dog. For kombinationen af te, kage og små sandwicher er for mig også utrolig fransk.

Jeg forkælede mig selv med et besøg på et af Paris’ fineste hoteller; Four Seasons, George V. Og for den velinformerede Pariserentusiast betyder George V: Den Gyldne Trekant, Givenchy’s hovedkvarter, og Louis Vuittons megabutik. Så det er med andre ord et af byens mest fashionable steder. Og jeg er vild med det!

La Galerie er navnet på deres “café”, som serverer afternoon tea hver dag fra kl 15-18. Hele herligheden koster 50 € (cirka 370 kr), og jeg synes bestemt det er pengene værd. Dette måltid kan desuden sagtens stå i stedet for en frokost. Bare stemningen ville jeg gerne betale 50 € for. Det var et par ret fantastiske timer jeg havde der, hvor jeg kunne sidde og spise udsøgte fingersandwicher, franske makroner, scones, kager og drikke varm te, mens en pianist sad og spillede stemningsfyldt ved et kæmpe Steinway flygel, tjenere tullede rundt og servicerede, og piccoloer med små runde hatte bar dragtposer fra Chanel for damer i gulvlange pelse med Dior solbriller og myndehunde. Alt imens der over det hele blev pyntet godt og grundigt op til jul over alt i hotellet, af en mand og hans hjælpere som kom kørende med rulleborde fyldt med glaskugler til udsmykningen.

Det lyder kaotisk, men alt blev udført som en fint teaterstykke for øjnene af mig i ro og orden.

Hvis man vil forkæle sig selv med en anderledes oplevelse, og en oplevelse af den mere luksuriøse slags, så skal man prøve dette. Jeg fik receptionisten på mit hotel til at ringe og bestille bord, men det virkede ikke som om der var fyldt, så man kan jo prøve lykken og bare hoppe forbi.  Og selvom her var mange meget fine mennesker, så skal man ikke være så forskrækket for at komme sådan et sted her. Ved siden af mig sad et kærestepar i jeans og sneakers, og på min anden side sad nogle japanere, som brugte det meste af tiden på at tage billeder af alt hvad der bevægede sig. Så man skal bare komme som er, og tage det oppefra og ned.

Four Seasons George V, La Galerie, 31 Avenue George V, 75008

Metro: George V

12395278_10154422994621038_850091611_n

Charme, selvtillid og campingvogn

14 dec

LImprobable-1

Hipsterne har fået godt fat i Paris, og har også sneget sig godt og grundigt ind i Marais hvor de bliver til en meget fransk blanding af cool kids, kunstnere, chikke solbrillebærende typer med en mening om alt og fulde af selvtillid. Og et godt sted at møde disse typer er på en af Marais’ hyggeligste nye caféer: L’Improbable.

I en nedlagt gammel garage (selvfølgelig), står en campingvogn, der serverer kaffe, belgiske sandwicher og mad fra Normandiet, hjemmelavet citrontærte og meget mere.

Her emmer af hygge og god stemning. Og da jeg var der, sad der da også et par godt fordybet i et spil backgammon, og nogle studerende der tastede løs på deres computere mens de fladede ud i sækkestole og drak øko citronlemonade.

Det er de færreste turister, der finder dette sted. Selvom det ligger et stenkast fra Rue Vieille du Temple, hvor man normalt skal mase sig frem for masserne, så ligget L’Improbable hel ugeneret og uturistet. Jeg var faktisk selv i tvivl om det var en offentlig café da jeg kom første gang, så lokalt virkede det.

Det er en lille gade, så man kan nok ikke undgå at finde stedet, men hold alligevel godt øje, da det ligger inde i et hus, og ikke som sådan har nogen facade, der vidner om, at der ligger en café.

Tag her hen! Her er utrolig hyggeligt. Det kan også være et sjovt sted at tage hen med børn. Efter en sandwich og en lemonade her, kan man dreje til venstre og lege på den legeplads, der ligger for enden af gaden.

L’Improbable, 5 Rue des Guillemites, 75004

Metro: Hotel de Ville

d0000da57a250ee67ddb43e6bdd18347

Hvem vil ikke gerne være kat?

16 sep

caf___des_chats_8873

Er man vild med katte, så må dette være den ultimative caféoplevelse. På Café des Chats er konceptet nemlig, at man nyder sin mad, te og kage omgivet af katte. Er man derimod ikke til katte, ja så skal man holde sig langt væk. For der er mange, og de går frit omkring i caféen. Det kommer nok ikke bag på mange, at dette er et japansk koncept.

Kattene her er alle efterladte, og derefter adopteret af en slags fransk kattens værn, og en del af overskudet fra caféen går da også til dyrevelfærdsorganisationer.

Jeg indrømmer, at det er en lidt speciel oplevelse, men jeg er vild med steder som skiller sig ud fra mængden, og jeg har ihvertfald ikke prøvet noget lignende.

Jeg tænker at det kan være en sjov ting for børn, man skal dog være opmærksom på, at børn under 12 år skal være under forældres opsyn, og at man ikke må fodre kattene, vække dem når de sover, eller fotografere med blitz. Men ellers må man klappe og nusse dem så meget man lyster, og kattene er helt vant til det og meget meget rolige.

Der ligger endnu en café i nærheden af Bastille. Jeg har dog kun været på den i Marais.

Café des Chats, 18 Rue Michel le Comte, 75003

Metro: Rambuteau

Skærmbillede 2015-09-16 kl. 17.46.23

Den tjekkede Ladurée

13 mar

Billede 4

Selvom jeg ikke selv er jordens største chokoladefan, så får alt med navnet Ladurée min fulde opmærksomhed. Les Marquis de Ladurée åbnede i februar 2013 bare et stenkast fra Place Vendôme. Og med sine kun to år på bagen er den jo en ren vårhare taget Ladurées alder i betragtning (fra 1862).

Hos Les Marquis de Ladurée er chokolade i fokus, og man kan få det alle afskygninger. Lige fra deres klassiske makroner, til fyldte chokolade i smukke æsker, seriøse chokoladekager og selvfølgelig flydende varm chokolade to go. En kop man jo kan tage med sig, og lige smutte ud på gaden og op på Place Vendôme og glo på diamanter af en anden verden, eller sætte sig over i Tuilerieshaverne og nyde solen. 

Stedet er designet som en moderne udgave af Ladurée. I stedet for parketgulv går man på cement. I stedet for guld tingeltangel i loftet er der overdådig hvid stuk, og i stedet for feminine pastelfarver er palletten erstattet af mere maskuline toner i hvid, sort, grå, sølv og selvfølgelig chokoladebrun. Personalet er iført sort hvor de i de almindelige Laduréebutikker er iført nuttede lyserøde forklæder.

Les Marquis de Ladurée er med andre ord super tjekket og utrolig lækket. Og er man mere til chokolade end hindbær og pistacie, så er det bare om at komme afsted.

Les Marquis de Ladurée, 14 Rue de Castiglione, 75001

Metro: Tuileries

Billede 3

Forfinet kage, chokolade og karamel

10 mar

Jacques-Genin

I en bygning fra 1600-tallet i det nordlige Marais ligger et lille paradis for chokolade, kage og karamelelskere. Efter han i mange år var leverandør til nogle af Paris’ bedste restauranter besluttede chocolatieren Jacques Genin sig i 2008 for at åbne sin egen butik med tilhørende salon du thé.

Stedet her er på mange måder meget aristokratisk, designet, moderne og helt gennemtænkt. Butikken i den ene ende af lokalet pakker nænsomt chokolade og frugtflæsk i fine små æsker, mens man i den anden ende af lokalet kan slænge sig i bløde lænestole og bestille utrolig rig varm chokolade og udsøgte kager alt serveret fra et skinnende sølvfad.

Jacques Genin er kendt for sin meget stramme og minimalistiske tilgang til desserter, og bliver af mange hyldet for sin sans for smag og for at have genopfundet karamellen, som hver dag kan fåes i op til otte forskellige varianter. Fx. ingefær, cider, kanel eller tonkabønner, som i USA er ulovlig, da det indeholder kumarin, som i store mængder kan være farligt. Det skal man dog ikke bekymre sig om hvis man bare spiser en karamel eller to.

Alt er frisk og bliver produceret om natten i køkkenet oven over butikken.

Jacques Genin: 133 Rue de Turenne, 75003

Metro: Filles du Calvaire

4V1C1394-2

Café au lait avec grand-mère

20 jan

La-chambre-aux-oiseaux-Mamie-Boude3

Kvarteret omkring Canal Saint Martin har de seneste par år virkelig fået sig en opgradering på café og shoppefronten. Det popper op med fede butikker og utrolige hyggelige og anderledes caféer, alt sammen med passionerede ejere, som tiltrækker et ungt og hipt puplikum til kanalens breder.

Holy Belly har jeg skrevet om her på min blog, men et andet sted, som jeg simpelthen synes man skal besøger har det poetiske navn La Chambre aux Oiseaux; fugleværelset.

Hos La Chambre aux Oiseaux er der William Morris tapet på væggene, lænestole at slænge sig i, og mormoragtigt porcelæn at drikke sin café au lait af.

Léna og Hervé står bag stedet her, som emmer af hygge og personlighed. Han fandt slidte møbler, hun shinnede dem op, og så blev deres fælles passion for design, indretning og god mad ellers til stedet her. Indretningen er en hyldelst til Lénas bedstemor som ejede en sybutik, og maden er inspireret af Hervés bedstefar som var bager.

Her spiller en gramofon stille i baggrunden, der dufter af nybagt brød, man kan læse i bøgerne fra reolerne og der er farveblyanter til ungerne.

Ønsker man at komme til brunch i weekenden skal man bestille bord. Helst en uge i forvejen, da dette er et utrolig populært sted. Men kommer man en fredag morgen fx, så kan man sagtens komme til.

Mandag og tirsdag er lukket.

La Chambre aux Oiseaux: 48, rue Bichat, 75010

Metro: Jacques Bonsergent

LaChambreAuxOiseaux_12

Fransk fastfood

15 jan

Billede 2

I kvarteret Sentier lige ved Rue Montorgueil i det 2. arrondissement er der en utrolig hyggelig stemning, og gaden er bestemt et besøg værd. Ikke mindst hvis man er der omkring frokosttid, så er det skønt at slå sig ned ved et af de mange caféers mange små borde, og glo på folk. Synes man dog at man har gloet nok på folk, og finder Rue Montorgueil en anelse befærdet og turistet, så gå op til Rue du Nil. Det er en af de der skjulte gade, som ligger lige i et menneskehav, men som de færreste kommer ned ad. Den ligger for enden af Rue Montorgeuil lige på den anden side af Rue Réaumur.

Her ligger Frenchie to go. Det er en utrolig hyggelig lille fastfood restaurant fra 2009. Her får man fastfood på den virkelig lækre og overskudsagtige måde. Alt er hjemmelavet lige fra den hjemmerøgede bacon til ketchuppen i flaskerne. Det er et lille sted med få border, men da det er fastfood, er det et perfekt sted til lige at svinge forbi og så smutte videre ud i byen.

Jeg skal ihvertfald tilbage!

Frenchie to go, 9 Rue du Nil, 75002

Metro: Sentier

Billede 1

Den brækkede arm

13 jan

broken-arm-paris-9

Tre franskmænd og en svensker udgør tilsammen The Broken Arm i Paris. Der efter blot få besøg er blevet et af mine absolutte favoritsteder i Marais. Hvilket jo så vil sige i hele Paris.

De tre franske venner startede stedet op i februar 2013, som udgør en butik med tøj til både mænd og kvinder, samt diverse lækre sko, tasker, bøger, magasiner osv. I køkkenet står svenske Linda og kokkererer de lækreste retter fra morgen til sen eftermiddag. Da det er en svensker skal man ikke blive overrasket over det nordiske islæt maden har her. Enkel, velsmagende og ikke mindst en fryd for øjet. Der er en meget skandinavisk vibe over det her sted, som ville være et yndet hipstersted i Kødbyen på Vesterbro hvis det lå i København.

Ud over lækker mad, har de også et monster af en kaffemaskine, som sørger for at gæsterne kan få sig en overordentlig god kop kaffe at gå på.

Café og butik hører sammen, og er kun adskilt af en glasdør, hvilket gør at man hurtigt kan få stillet sulten, om det så skulle være efter tøj eller salater. Og mange her er sultne, så man kan godt risikere at skulle vente lidt for at få plads blandt de ret få borde.

The Broken Arm fører mærker som 3.1 Phillip Lim, Carven, Christophe Lemaire, Nike, Marni, Raf Simons, Y-3 blandet mange andre.

The Broken Arm, 12 Rue Perrée, 75003

Metro: Temple

041013-coffee-paris-brokenarm-1_edited-1

Morgenmad er dagens vigtigste måltid

24 nov

Billede 5

Hvis man kun ønsker at spise en croissant og drikke en espresso til morgenmad, så skal man ikke tage hen til Claus. Hos Claus er morgenmad nemlig ikke bare morgenmad. Her er det en oplevelse. Det er ikke for ingenting at stedet her bliver kaldt for haute couture morgenmad. Beliggende overfor Christian Louboutin i Rue Jean-Jacques Rousseau kan det jo være en perfekt start på dagen inden man går over og prøver sko.

Morgenmaden her er som sagt mere end bare de klassiske parisergloser. Det er et måltid af de store, hvor man virkelig får lagt en god bund. Køkkenet er en kombination af tysk, amerikansk og fransk. Umiddelbart lyder det måske ikke så tiltalende, men når man får så lækre sager som her, så fungerer det virkelig.

Alt er økologisk, lige fra den dagligt hjemmelavede müsli, til juicen, marmeladen, honningen og brødet. Man kan ud over morgenmaden også få lækre frokostretter, kaffe og kage, men det er nu morgenmaden man skal komme her for.

Ud over den dejlig mad, kan man også købe mange af tingene fra menuen med hjem. Fx. honning, marmelade eller kaffe.

Claus, 14 Rue Jean-Jacques Rousseau, 75001

Metro: Palais Royal – Musée de Louvre

Billede 6