Arkiv | 3. arrondissement RSS feed for this section

Welcome to Miami

17 mar

5550669329b2c

Kombinationen af lyserødt industrielt interiør, der giver en sjov Miami 80’er feeling og en menu med fokus på burgere og fritter er jeg fuldstændig vild med.

Med adresse i Haut Marais (Marais’ nordlige del), som er så hot at iværksættere og kreative typer står i kø for at åbne restauranter og butikker i dette kvarter, så kan man være ret sikker på, at kun helt særlige caféer, butikker og restauranter kan overleve med så hård en konkurence. Med andre ord, Haut Marais er cremen af cremen.

PNY (Paris New York) er en burgerjoint for fashionistaer og hipstere. Casual og ret så low key, men på den virkelig lækre og no nonsens måde.

Her er bare en rigtig hyggelig stemning, masser af sjove mennesker at se på, og et skønt sted hvis man er i Paris med børn og gerne vil imponere med at kunne finde et sted, der serverer milkshake med oreo.

PNY: 1 Rue Perrée, 75003

Metro: Filles du Calvaire

DSC_41771

Der hvor vildvinen dækker

22 dec

5852749689_5d268c0830

Og nu vi er ved butikker, som er for kreative folk, så lad mig i samme ombæring nævne Entrée des Fournisseurs. Selvom denne butik ligger på Rue des Francs Bourgeois, som er en af Marais’ mest befolkede gader, så skjuler den sig godt. Gemt inde i en gård, dækket af vinblade ligger en lille perle af en butik.

Jeg har før her på bloggen skrevet om Mokuba, som er stedet hvis man skal købe silkebånd. Men de er ret dyre, så Entrée des Fournisseurs er et godt alternativ, hvis man skal bruge mange meter til fx. gaveindpakning. Her er det polyester, men tilgengæld koster det kun 1-2 € meteren.

Ud over smukt bånd i alle regnbuens farver, så har den lille butik her også et stort udvalg af mønstre til børnetøj, de fineste Libertystoffer, og et utrolig udvalg af knapper i alle afskygninger.

Det er nogle søde damer der arbejder her, men man skal ikke forvente at de taler særlig meget engelsk, så det er frem med lommeordbogen eller tegnsprog hvis man ikke er hærdet i det franske sprog.
Entrée des Fournisseurs, 8 Rue des Francs Bourgeois, 75003
Metro: Saint-Paul
12388270_10154442623571038_899175568_n

I uglernes selskab

1 nov

image_big_79656_1417453653

Les Chouettes, eller på dansk: uglerne. Det er navnet på et af Marais’ nye in steder. En restaurant som samtidig gør en rigtig god figur i cocktailafdelingen.

Jeg har faktisk for et på år siden skrevet om dette sted. Dengang hed det dog Café Rouge. Nu er der nye ejere, nyt koncept, men stadig i super seje omgivelser. Stedet har en cool art deco feeling, og minder lidt om noget Eiffel kunne have stået bag (ja, ham med tårnet).

Stedet har plads til 160 gæster, men da restaurantens indre er dels i tre etager, så føler man ikke at stedet er tæt pakket, da folk fordeler sig op ad. Det giver en god summende stemning.

Les Chouettes syner udefra ikke af meget, og da beliggenheden i den øvre del af Marais gør det mere lokalt, finder man her et sted som ikke er overrent af turister, men chikke parisere, som nyde denne perle.

Maden er moderne fransk med friske, lokale og årstidsbestemte råvarer. Desuden var servicen upåklagelig, og på alle måder er dette et sted jeg vil tilbage til.

Les Chouettes, 32 Rue de Picardie, 75003

Metro: Filles du Calvaire

12009657_1626088081004440_7567320544523934930_n

Tag på jagt

20 sep

6146835207_0270ba84d0_b

Jeg kommer altid tilbage til Maraiskvarteret, og bor der næsten hver gang jeg er i Paris. Hvilket også er tilfældet for tiden. Så jeg vil sige at mit kendskab til området er ret godt, og at jeg efterhånden har fået gaderne godt ind under huden. Derfor elsker jeg, at jeg stadig kan finde nye steder og nye ting at se, som fx. den anden dag da jeg var på Musée de la Chasse et de la Nature. Paris’ jagt og naturmuseum. Noget som på mange måder slet ikke er min boldgade, men jeg er vild med at udforske nye græsgange, og da jeg tilfældigt så en reklame for stedet i metroen tænkte jeg, at det måtte jeg opleve. At det så ligger lige om hjørnet fra hvor jeg bor gjorde jo bare opgaven dejlig let og overskuelig.

I et gammelt traditionelt parisisk palæ ligger altså dette lille, men dog overdådige jagtmuseum. Og jeg skal da lige love for at jeg blev overrasket over, at jagt kunne være så underholdende. Det er mennesker med humor som har iscenesat dette sted, for overalt var der små finurligheder. Ud over de utallige udstoppede dyr som kronhjorte, isbjørne, aber, leoparder, fugle, for bare at nævne nogle få var der også jagttrofæer i massevis, der var lofter beklædte med ugler og fjer, rensdyrgevirer, utrolige hundehuse, romantiske malerier af hundehvalpe, bjørnefælder, et vildsvin der kunne tale, og en ræv der lå og sov på en stol.

Ud over de mange sjove indslag var der også en stor og smuk samlig af gamle våben. Udstillede i glasmontre hang massevis af utrolige geværer med smukt udskårne perlemorsmotiver, og skuffer fulde af endnu flere. I de gamle lokaler med guldstuk, lysekroner og parketgulve var keramikfigurer, skrin og malerier, alt sammen med en forbindelse til jagt. Meget af det smukt og vældig kitchet.

Da jeg var her, var der en fantastisk flot udstilling med Walton Ford. Først i stuen med egne værker, og ellers oppe på etagerne perfekt integreret i den permanente samling.

Jeg er ret sikker på, at man kan få mange drenge til at få flere timer til at gå her. I det hele taget virkede det som om man har tænkt meget over formidlingen til børn. Og selvom teksterne står på fransk, så kan man sagtens få en god oplevese alligevel. Museet er ikke særlig stort, men samligen er overdådig og på alle måder et besøg værd. Selv for nogle som mig, der aldrig har overvejet jagttegn eller har sat fod i Guns and Gents. Jeg jagter kun gode tilbud, og nye oplevelser, og her fik jeg bestemt en ny og god oplevelse. Jeg skal tilbage.

Musée de la Chasse et de la Nature, 62 Rue des Archives, 75003

Metro: Rambuteau

trophy-room-med

Hvem vil ikke gerne være kat?

16 sep

caf___des_chats_8873

Er man vild med katte, så må dette være den ultimative caféoplevelse. På Café des Chats er konceptet nemlig, at man nyder sin mad, te og kage omgivet af katte. Er man derimod ikke til katte, ja så skal man holde sig langt væk. For der er mange, og de går frit omkring i caféen. Det kommer nok ikke bag på mange, at dette er et japansk koncept.

Kattene her er alle efterladte, og derefter adopteret af en slags fransk kattens værn, og en del af overskudet fra caféen går da også til dyrevelfærdsorganisationer.

Jeg indrømmer, at det er en lidt speciel oplevelse, men jeg er vild med steder som skiller sig ud fra mængden, og jeg har ihvertfald ikke prøvet noget lignende.

Jeg tænker at det kan være en sjov ting for børn, man skal dog være opmærksom på, at børn under 12 år skal være under forældres opsyn, og at man ikke må fodre kattene, vække dem når de sover, eller fotografere med blitz. Men ellers må man klappe og nusse dem så meget man lyster, og kattene er helt vant til det og meget meget rolige.

Der ligger endnu en café i nærheden af Bastille. Jeg har dog kun været på den i Marais.

Café des Chats, 18 Rue Michel le Comte, 75003

Metro: Rambuteau

Skærmbillede 2015-09-16 kl. 17.46.23

Kalder alle slikmunde!

4 sep

1555539_261537660675928_639178590_n

Er man en slikmund som mig, så er Chez Helene den syvende himmel. Det er ikke for ingen ting at det her Marais’ fashionistaer smutter forbi når de trænger til søde sager. Og butikken bliver da også kaldt et boudoir af en slikforretning.

Bland-selv-slik konceptet taler virkelig til min guilty pleasure side. Men her kan jeg gøre det i trendy omgivelser og ikke i skæret fra lysstofrør som så ofte følger med denne slags butikker. Her vælger man mellem tre størrelser af glas, som man så fylder med  alskens lyksaligheder.

Chokolade, bolcher, skum, fransk nougat, makroner og meget andet. Der burde være noget for enhver smag.

Chez Helene har desuden også et udvalg af sukker- og glutenfrit slik. Så der er virkelig ingen undskyldning. Og hvis man nu skulle opdage at man slet ikke har lyst til slik, så kan man bare købe et duftlys med chokoladeduft. Så går det hele nok.

Chez Helene, 28 Rue Saint Gilles, 75003

Metro: Chemin Vert

P1100117-1024x622

Sund frokost på den gode måde

12 aug

REZ%20DE%20JARDIN%203

Min forkærlighed for kager og bearnaise kan nogle gange gøre, at salater og grønne sager bliver lidt af en 2. prioritet. Men da jeg samtidig er vild med lækker decor, og ved at jeg ofte spiser ligeså meget med øjnene, så er jeg glad for at vide, at hvis jeg befinder mig i mit sunde hjørne, så kan jeg altid tage til Merci, og smutte ned i deres kantine i underetager, for derefter at strutte af sundhed og god samvittighed (og med god samvittighed mener jeg, at jeg bagefter uden kvaler kan spiser mere kage!)

Hos Merci kan man efter man har prøver cashmere fra Isabel Marant i stueetagen og set på designersofaer og notesblokke på første sal, tage trappen ned i kælderen og kigge på skruer, tekander og havegrej, og så ellers spise frokost i det ene hjørne af butikken. Her er der hver dag en utrolig lækker, sund og frisk salatbar. Man kan vælge en stor eller lille tallerken og så vælge tre forskellige salater ud af et udvalg på seks-otte forskellige. Dertil kan man, hvis man vil være ekstra sund, bestille en af deres power/super juicer.

Jeg har været der to gange, og begge gange har været en stor succes. Det hele er vegetarsalater, og selvom jeg er stor fan af kød, så mangler jeg det ikke her. Salaterne er tilpas varierede og jeg vil mene at der er noget for enhver smag.

En af de ting jeg også virkelig nyder ved at komme her er, at det faktisk er ægte parisere man sidder side om side med. Der er en meget lokal stemning, og det er lidt som om turister ikke slår sig ned her. Af en eller anden mærkelig grund tog det mig selv ret lang tid, at tage mig mod til at spise her, fordi det netop virkede så lokalt og “kantineagtigt”, som om det kun var for de indvigede. Det er jeg heldigvis kommet mig over.

Flere af tjenerne taler perfekt engelsk, og man kan uden problemer få dem til at forklare udvalget af salater. Og hvis man synes at salat kun er for kaniner, så kan man også få andre retter fra deres menu; bl.a. risotto, suppe, tærter mm. Og så har de også hjemmebagt kage, så mere helseagtigt er det altså heller ikke. Heldigvis…

Alt i alt får man her en super hyggelig, trendy, sund og lokal frokost, siddende på Arne Jacobsen stole, med den fineste udsigt til butikkens lille gårdhave.

La Cantine Merci, 111 Boulevard Beaumarchais, 75003
Metro: Saint-Sébastien-Froissart
IMG_4731

Forfinet kage, chokolade og karamel

10 mar

Jacques-Genin

I en bygning fra 1600-tallet i det nordlige Marais ligger et lille paradis for chokolade, kage og karamelelskere. Efter han i mange år var leverandør til nogle af Paris’ bedste restauranter besluttede chocolatieren Jacques Genin sig i 2008 for at åbne sin egen butik med tilhørende salon du thé.

Stedet her er på mange måder meget aristokratisk, designet, moderne og helt gennemtænkt. Butikken i den ene ende af lokalet pakker nænsomt chokolade og frugtflæsk i fine små æsker, mens man i den anden ende af lokalet kan slænge sig i bløde lænestole og bestille utrolig rig varm chokolade og udsøgte kager alt serveret fra et skinnende sølvfad.

Jacques Genin er kendt for sin meget stramme og minimalistiske tilgang til desserter, og bliver af mange hyldet for sin sans for smag og for at have genopfundet karamellen, som hver dag kan fåes i op til otte forskellige varianter. Fx. ingefær, cider, kanel eller tonkabønner, som i USA er ulovlig, da det indeholder kumarin, som i store mængder kan være farligt. Det skal man dog ikke bekymre sig om hvis man bare spiser en karamel eller to.

Alt er frisk og bliver produceret om natten i køkkenet oven over butikken.

Jacques Genin: 133 Rue de Turenne, 75003

Metro: Filles du Calvaire

4V1C1394-2

Pariserchic på budget

19 feb

Nogle gange kommer den grimme shoppesnob op i os alle, og jeg så personligt gerne at alt mit tøj lå i snorlige snakke udelukkende fra Lanvin og Valentino. Men sagen er, at selvom jeg er ret godt kørende på skofronten, så er der nok mere H&M end D&G i mit klædeskab. Men når jeg er i Paris, så er det nogle gange lettere at smide fordommene, eftersom der er så mange butikker man ikke kender og ikke ved om er “den dårlige ende af Strøget”.

Monoprix er en supermarkedskæde fuldstændig ligesom Føtex eller Bilka med mad, vin, chokolade og alt der i mellem, og så også en stor tøjafdeling. Og her vil mange franske fashionistaer nok dåne hvis de så dette indlæg, men det er faktisk lykkedes mig at opspore ualmindelig pænt tøj hos Monoprix; Monoprix Femme.

Det smarte ved sådan et sted her er, at man let kan få pariserelegance for rimelig små penge. Og det vil jeg da ikke være for fin til ikke at tage imod. Undertøj, nattøj, børnetøj og voksentøj. Børnetøjet er også især fint, og man kan være heldig at få lidt Petit Bateau stemning for det halve.

En anden god ting ved sådan et shoppe rendez vous her er, at man sandsynligvis ikke støder ind i andre iklædt det samme i Danmark, og så begynder fashionistaerne nok at forstå hvad fordelen er.

Der ligger Monoprix’er over hele byen. Den jeg har været heldig i ligger ved République pladsen.

Monoprix: 164 Rue du Temple, 75003

Metro: Temple

Den brækkede arm

13 jan

broken-arm-paris-9

Tre franskmænd og en svensker udgør tilsammen The Broken Arm i Paris. Der efter blot få besøg er blevet et af mine absolutte favoritsteder i Marais. Hvilket jo så vil sige i hele Paris.

De tre franske venner startede stedet op i februar 2013, som udgør en butik med tøj til både mænd og kvinder, samt diverse lækre sko, tasker, bøger, magasiner osv. I køkkenet står svenske Linda og kokkererer de lækreste retter fra morgen til sen eftermiddag. Da det er en svensker skal man ikke blive overrasket over det nordiske islæt maden har her. Enkel, velsmagende og ikke mindst en fryd for øjet. Der er en meget skandinavisk vibe over det her sted, som ville være et yndet hipstersted i Kødbyen på Vesterbro hvis det lå i København.

Ud over lækker mad, har de også et monster af en kaffemaskine, som sørger for at gæsterne kan få sig en overordentlig god kop kaffe at gå på.

Café og butik hører sammen, og er kun adskilt af en glasdør, hvilket gør at man hurtigt kan få stillet sulten, om det så skulle være efter tøj eller salater. Og mange her er sultne, så man kan godt risikere at skulle vente lidt for at få plads blandt de ret få borde.

The Broken Arm fører mærker som 3.1 Phillip Lim, Carven, Christophe Lemaire, Nike, Marni, Raf Simons, Y-3 blandet mange andre.

The Broken Arm, 12 Rue Perrée, 75003

Metro: Temple

041013-coffee-paris-brokenarm-1_edited-1