Arkiv | Nyd stemningen RSS feed for this section

Minus på madspild, plus på smag

18 mar

653x368

Konceptet serious casual bliver mere og mere udbredt i Paris. Afslappet stil, men hvor alt selvfølgelig er planlagt ned i mindste detalje. Vi er jo i Paris!

Ellsworth er et af de bedste eksempler på denne stil. Lækkert, stramt, minimalistisk, med et touch af new nordic, men alt sammen på en hyggelig og indbydende og tiltalende måde.

Chefen i køkkenet hedder Hannah Kowalenko, og beskriver sig selv som en idealistisk kontrolfreak, som går meget op i at undgå madspild og passe på miljøet. Derfor er der ofte mange grøntsagsretter på menuen her (nogle gange helt vegetariske). Og ellers følger hun devisen om nose-to-tail, hvor alt kød på dyret bliver brugt. Desuden bruger Ellsworth også så vidt muligt kun lokale franske råvarer. Alt der kan laves af dem selv gør de selv; brød, ricotta, pasta, pølser osv. Det er alt i alt et skønt lille sted, hvor man kan spise sin frokost eller aftensmad med rigtig god samvittighed.

Mange mener desuden at Ellsworth serverer Paris’ bedste brunch. Den kan man dog kun indtage om søndagen, og der vil jeg foreslå at man få reserveret et bord (her). Desuden skal man vide, at Ellsworth er ret småt, så selvom man sagtens kan være heldig at få et bord uden reservation, så vil det nok være en god idé alligevel.

Ellsworth: 34 rue de Richelieu, 75001

Metro: Pyramides

ellsworth-paris-dish

Frokost for frankofile

8 mar

Skærmbillede 2016-03-08 kl. 10.06.31

De fleste må have prøvet at have cravings efter et eller andet helt særligt. I Paris kan det ofte være cravings efter nogle af de ærkefranske retter, som man skulle tro man kunne få på et hvert gadehjørne, men som i realiteten kan være svære at finde. Ihvertfald i god kvalitet.

En café som efter min mening lever godt op til ønsket om klassisk fransk cafémad er Café du Centre i Rue Montorgueil. Her er altid proppet med folk i frokost rushhour, men det er også et sted hvor folk er hurtig inde og hurtig ude, så det plejer ikke at være et problem at få plads.

Så leder man efter et sted der har både chevre chaud, fois gras, en god bøf med bearnaise, omeletter, en klassisk burger og creme brulée på menuen, så er Café du Centre et godt sted at gå til.

Desuden er denne café et vidunderligt sted til at udføre disciplinen menneske gloning. Lige overfor caféen ligger en stor grønthandel og her i gaden er der et særligt leben, hvor parisere på indkøb bliver godt blandet med turister, som gerne vil se parisere på indkøb. Så det kan også være et udemærket sted, at slå sig ned med et glas vin og nogle fritter, og så se på folk.

Her er åbent hver dag fra 7.30-00.30. Så man kan få både morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe, aperitif, aftensmad og drinks her.

Café du Centre, 57 Rue Montorgueil, 75002

Metro: Sentier

5398354892_9914a7bbc1

Fashionista for en dag

4 mar

slide_475120_6481922_free

I disse dage er der modeuge i Paris. Et tilbagevendende cirkus af en anden verden, men netop i Paris, hvor det virkelig er en lukket fest, er det stadig et sjovt skue.

Gør man sig forhåbninger om at kunne snige sig ind til nogle shows, så kan man godt tro om igen. Er du ikke på listen kommer du ikke ind.

Og dog… For enden af Jardin de Tuileries ved Concorde pladsen er der opstillet store telte hvor en del shows afholdes. Her er det lykkedes mig at komme ind til Issey Miyake’s show ved at stille mig i den kø der hedder ‘standing‘. Ved sådanne showlocations er der til lejligheden lavet forskellige indgange til presse, vigtige gæster og til det løse (standings). Her stillede jeg mig op sammen med ander håbefulde bloggere og modeinteresserede. Og næsten som showet skulle starte blev jeg lukket ind ved at sige at jeg var fra en dansk modeblog, og at jeg havde glemt min invitation. Det er måske at stramme den, men det virkede, og jeg kom til at stå for enden af catwalken sammen med alle fotograferne og overvære et fantastisk show.

Det er meget sjældent sådan noget kan lade sig gøre, men man kan jo tage chancen.

Desuden er det sjovt at tage hen til de forskellige steder der afholder shows. Under Paris fahion week vrimler det med kendte og mindre kendte fashionistaer. Og man kan være heldig at støde ind i Kanye West, Anna Wintour, Rihanna, Dita von Teese eller Scarlett Johansson. Plus alle modellerne, stylisterne, redaktørerne og assistenterne man ikke kender navne på fra magasinerne som ser fantastiske ud mens de poserer for streetstyle fotograferne.

Vil man forberede sig kan det være svært. De fleste modehuse skriver kun i deres invitationer hvor deres show afholdes. Men nogle modehuse af holder altid samme sted. Fx. Chanel, Chloé og Giambattista Valli er altid at finde i Grand Palais. Dior enten i en af Louvres gårde eller ved Musée Rodin, Louis Vuitton ved Fondation Louis Vuitton, Stella McCartney er i Operaen, og med lidt research kan man sikkert finde frem til flere.

Det er sjovt fordi folk virkelig gir’ den gas med gakkede outfits, høje hæle og nye designertasker. Ser man selv tilpas chik ud kan det være man selv kan fange fotografernes interesse.

Paris Fashion Week. Starten af marts og oktober over hele byen. Præcise datoer og tidspunkter findes her

pfw-ss15-street-style-landscape1

Til te hos Rose

1 mar

le-bon-marche-rive-gauche-rose-bakery-tea-room-2

Jeg har skrevet om Bon Marché her, da det er et af mine favoritsteder at gå hen når jeg vil lade mig inspirere (læs: windowshoppe, da jeg ikke har råd til halvdelen). Og al den inspiration kan jo hurtig gøre en sulten. Så er det jo heldigt at Bon Marché følger devisen om, at et hvert stormagasin med respekt for sig selv, har en god spiseafdeling. Og her tænker jeg ikke ala Galeries Lafayettes’ kantine. Bon Marché disker bl.a. op med et af byens bedste tea rooms.

Hos Rose Bakery Tea Room føler man sig næsten hjemme i København. Den nordiske inspiration er ihvertfald til at føle på. Og så kan man måske sige, hvorfor tage til Paris for at føle sig hjemme? Men altså, når man kan sidde og nyde sin te og et par scones mens man kigger over på Bon Marchés udsøgte skoafdeling, så forstår man pludselig meningen af ‘at rejse er at leve’.

For at sige det kort, så er her bare mega hyggeligt, lækkert og overskudsagtigt. Og den oplevelse rejser jeg gerne til Paris for at få. Det er faktisk en af de væsentligste grunde til at jeg gør.

Smut forbi her om du er i shoppehumør eller ej, kaffe og kage kan man vel altid overskue. Desuden serverer de også en fin morgenmad og en dejlig frokost, så hvis man tæller kalorier kan man sagtens være med.

Jeg har været her fra morgenstunden, hvor her var meget få mennesker. Her kunne jeg sidde så længe jeg orkede, men en lørdag eftermiddag skal man nok have lidt tålmodighed med borderne.

Rose Bakery Tea Room, (2.sal) Bon Marché Rive Gauche, 24 Rue de Sèvres, 75007

Metro: Sèvres – Babylone

Skærmbillede 2016-03-01 kl. 11.57.48

Dekadente kager

24 feb

sebastien-gaudard-patisserie-des-tuileries-vitrine-d

Paris’ dekadente forhold til kage er noget af det jeg holder mest af ved byen. Du kan få kage hvor som helst, når som helst og i alle tænkelige afskygninger.

Ladurée er altid selvskrevet på mine ture, men jeg nyder bestemt også at udforske nye kagegræsgange. Og et af mine seneste fund er Sebastien Gaudard. Bare navnet lyder så fransk, at det kun kan være god kage der bliver serveret her. Og det er det virkelig.

Næsten dør om dør med Angelina som jeg har skrevet om Her ligger dette konditori, som jo derfor vil gøre Rue de Rivoli oplagt til en eftermiddag med kagesmagning.

Sebastien Gaudard er kendt for sit wienerbrød, som sælges fra hans butik i Rue des Martyrs. Men her under hvælvingerne i Rue des Pyramides er det den finere konditorkunst som er i fokus, og de smukke kager nærmest strutter og skriger af al den velvære man vil få af at indtage dem.

Man kan sidde på første salen og nyde kagekreationerne, eller på en solskinsdag uden for, hvor man i en blanding af bilos, Louvres nærvær og Jean d’Arcs guldrustning får Paris ind under huden på rekordtid.

La Pâtisserie des Tuileries de Sébastien Gaudard, 1 Rue des Pyramides, 75001

Metro: Tuileries

patisserie-des-tuileries-interieur-boutique

 

Se byen fra vandet

15 jan

bassin-de-la-villette-rotonde-ledoux-bateau-marin-d-eau-douce-1080x430

Det er uden for sæson, men derfor vil jeg alligevel nævne dette sted, til dem som måske planlægger en forårstur til Paris. Dette er nemlig en fantastisk anderledes oplevelse.

Har man været i Paris har man muligvis hørt om Canal Saint-Martin. Et yndet udflugtsmål for mange unge, som især hænger ud her om eftermiddagen og nyder solens sidste stråler og kold rosé ved kanalens bred. Det er rigtig hyggeligt, men også efterhånden en meget crowded oplevelse.

Vil man prøve noget andet, uden alle turisterne, så skal man tage lidt længere nord på til Bassin de la Villette. Her ligger Marin d’Eau Douce hvor man kan leje sin egen lille båd, og så ellers sejle rundt på kanalen og nyde livet.

Jeg prøvede det med to veninder hvor vi lejede en båd i to timer for 70€. Vi havde picnic med og spiste i den lille båd mens efterårssolen gik ned.

Bådene er minimotorbåde, og eftersom jeg aldrig i mit liv havde styrret en båd, så var jeg lidt nervøs for hvor let eller svært det ville være. Men det var overraskende let. Og båden sejlede bestemt ikke i noget overvældende tempo. Meget fint og roligt hele vejen.

Man kan leje både med plads til op til 11 personer. Man lejer dem på timebasis, og får en grundig instruktion og et kort over kanalen inden man bliver sendt afsted fra kajen.

Det er også en genial oplevelse for børn, som naturligvis bliver udstyret med redningsveste inden afgang.

Man kan bare møde op og leje en båd. Men på en lun forårsdag eller en varm sommeraften, kan det nok anbefales at ringe i forvejen og reservere en båd, eller via ders hjemmeside.

Marin d’Eau Douce åbner den 1. marts og helt til den 15. november. Åbent 10-21.

Marin d’Eau Douce, 37 Quai de la Seine, 75019

Metro: Stalingrad

marin-d-eau-douce

Hej luksus, jeg er fan af dig

14 dec

fourseasonsparis-4

Jeg er vild med små, klassiske fortorvscaféer. Der hvor man kan komme som man er, få en kop kaffe, lægger nogle få euro på bordet, og så smutte videre igen. Den side af Paris er så vidunderlig.

Men den anden side, som Paris mestrer til perfektion elsker jeg også: luksussiden.

For nyligt var jeg en kort weekend i Paris for at få mig et skud julestemning. Og her besluttede jeg mig for at udforske Paris’ afternoon tea udvalg. Det bliver jo næsten ikke mere engelsk, og dog. For kombinationen af te, kage og små sandwicher er for mig også utrolig fransk.

Jeg forkælede mig selv med et besøg på et af Paris’ fineste hoteller; Four Seasons, George V. Og for den velinformerede Pariserentusiast betyder George V: Den Gyldne Trekant, Givenchy’s hovedkvarter, og Louis Vuittons megabutik. Så det er med andre ord et af byens mest fashionable steder. Og jeg er vild med det!

La Galerie er navnet på deres “café”, som serverer afternoon tea hver dag fra kl 15-18. Hele herligheden koster 50 € (cirka 370 kr), og jeg synes bestemt det er pengene værd. Dette måltid kan desuden sagtens stå i stedet for en frokost. Bare stemningen ville jeg gerne betale 50 € for. Det var et par ret fantastiske timer jeg havde der, hvor jeg kunne sidde og spise udsøgte fingersandwicher, franske makroner, scones, kager og drikke varm te, mens en pianist sad og spillede stemningsfyldt ved et kæmpe Steinway flygel, tjenere tullede rundt og servicerede, og piccoloer med små runde hatte bar dragtposer fra Chanel for damer i gulvlange pelse med Dior solbriller og myndehunde. Alt imens der over det hele blev pyntet godt og grundigt op til jul over alt i hotellet, af en mand og hans hjælpere som kom kørende med rulleborde fyldt med glaskugler til udsmykningen.

Det lyder kaotisk, men alt blev udført som en fint teaterstykke for øjnene af mig i ro og orden.

Hvis man vil forkæle sig selv med en anderledes oplevelse, og en oplevelse af den mere luksuriøse slags, så skal man prøve dette. Jeg fik receptionisten på mit hotel til at ringe og bestille bord, men det virkede ikke som om der var fyldt, så man kan jo prøve lykken og bare hoppe forbi.  Og selvom her var mange meget fine mennesker, så skal man ikke være så forskrækket for at komme sådan et sted her. Ved siden af mig sad et kærestepar i jeans og sneakers, og på min anden side sad nogle japanere, som brugte det meste af tiden på at tage billeder af alt hvad der bevægede sig. Så man skal bare komme som er, og tage det oppefra og ned.

Four Seasons George V, La Galerie, 31 Avenue George V, 75008

Metro: George V

12395278_10154422994621038_850091611_n

Charme, selvtillid og campingvogn

14 dec

LImprobable-1

Hipsterne har fået godt fat i Paris, og har også sneget sig godt og grundigt ind i Marais hvor de bliver til en meget fransk blanding af cool kids, kunstnere, chikke solbrillebærende typer med en mening om alt og fulde af selvtillid. Og et godt sted at møde disse typer er på en af Marais’ hyggeligste nye caféer: L’Improbable.

I en nedlagt gammel garage (selvfølgelig), står en campingvogn, der serverer kaffe, belgiske sandwicher og mad fra Normandiet, hjemmelavet citrontærte og meget mere.

Her emmer af hygge og god stemning. Og da jeg var der, sad der da også et par godt fordybet i et spil backgammon, og nogle studerende der tastede løs på deres computere mens de fladede ud i sækkestole og drak øko citronlemonade.

Det er de færreste turister, der finder dette sted. Selvom det ligger et stenkast fra Rue Vieille du Temple, hvor man normalt skal mase sig frem for masserne, så ligget L’Improbable hel ugeneret og uturistet. Jeg var faktisk selv i tvivl om det var en offentlig café da jeg kom første gang, så lokalt virkede det.

Det er en lille gade, så man kan nok ikke undgå at finde stedet, men hold alligevel godt øje, da det ligger inde i et hus, og ikke som sådan har nogen facade, der vidner om, at der ligger en café.

Tag her hen! Her er utrolig hyggeligt. Det kan også være et sjovt sted at tage hen med børn. Efter en sandwich og en lemonade her, kan man dreje til venstre og lege på den legeplads, der ligger for enden af gaden.

L’Improbable, 5 Rue des Guillemites, 75004

Metro: Hotel de Ville

d0000da57a250ee67ddb43e6bdd18347

På toppen af Marais

19 nov

IMG_2469

Le Perchoir Marais er et af de steder jeg lige overvejer en ekstra gang, om jeg vil dele ud af, da det er et uovertruffen godt sted. Men altså, hvorfor have en blog om gode råd til Paris, hvis man ikke deler de rigtig gode.

Tagterrasser med udsigt til Eiffeltårnet, med cocktails, og lougnestemning er et koncept jeg er helt vild med. Og nu har jeg opdaget den perfekte af slagsen. At opdage noget der ligger i midten af midten af byen er helt underligt, men nogle gange ser man slet ikke det, som er lige for næsen af en, og ofte glemmer man at kigge op.

For hvis man står ved stormagasinet BHV Marais og kigger op på deres tag, så vil man opdage, at der gemmer sig et eller andet der oppe. Noget som ved første øjekast ligner en lukket fest, eller en fantastisk personalegode af en frokoststue.

Men nej, dette er tagterrassen Le Perchoir Marais, åben for alle, også når BHV er lukket. På hverdage er der faktisk først åbent når butikken er lukket.

Indgangen finder man ved bagsiden i Rue de la Verrerie. Her går man ind i butikken, og tager så en elevator op, for så at befinde sig i noget der ligner nogle mærkelige lukkede kontorgange. Men den er god nok. Pludselig står man på den mest fabelagtige terrasse, med udsigt lige over på Hotel de Ville, og med Eiffeltårnet glimtende i horisonten.

Her lyder bløde toner fra dj’en, og baren serverer utrolig delikate drinks, champagne og rosé, som man kan nyde under åben himmel.

Her er åbent i sommerhalvåret mandag-lørdag fra 20.15-02 (onsdage dog først fra kl 21.15), og søndag fra kl. 12. I vinterhalvåret er der kun åbent torsdag, fredag og lørdag.

Le Perchoir Marais, 37 Rue de la Verrerie, 75004

Metro: Hotel de Ville

Skærmbillede 2015-11-19 kl. 09.35.23

Drik dus med djævlen

1 nov

2015-04-23-21h26-_dsc7176-maximechermat

Vil man gerne være en del af det hippe miljø i Paris, så skal man kende Faust. Dette sted er på kort tid blevet et af de fortrukne steder for byens fashionistaer, og når man sidder der ved Seines bred, med udsigt til Grand Palais, og sipper kølig rosé, og lytter til bløde lounge toner, så forstår man godt hvorfor.

Faust har åbent hele dage, og forvandles om natten til et af byens hotteste gå-i-byen steder med høj musik, et lysende loft, og pludselig giver navnet Faust meget god mening, med et dansegulv der ikke er for sarte sjæle.

Er man ikke klar til et svinge hofterne natten lang, så synes jeg stadig dette er et sted, som de fleste vil kunne sætte pris på. Hvor i Paris har man ellers så overdådig en udsigt, hvor man enten kan glo på Grand Palais, Pont Alexandre III (som efter min og mange andres mening er Paris’ smukkeste bro), eller vende ryggen til begge dele og hilse på Eiffeltårnet. What’s not to like?!

Og siger den der kølige rosé ikke rigtig en noget, så kan man også indtage cola, kaffe og diverse andre fredelige drikke. Tag her hen! Det er desuden også et glimrende sted, at sidde og kigge på mennesker.

Faust, Ved Pont Alexandre III, Invalides, 75007

Metro: Invalides

2015-03-14-05h55-_dsc3500-maximechermat