Arkiv | Spis Paris RSS feed for this section

Deli og restaurant med god samvittighed

19 mar

la-maison-plisson-marche-paris-photo-jp-baltel-hotel-mareuil-republique

Nu vi taler om madspild, må jeg introducere en anden af Paris’ perler: La Maison Plisson. Kvinden bag, Delphine Plisson, arbejdede førhen i modebranchen i New York. Hun blev dog efterhånden træt af tempoet i en branchen hvor alting skifter så hurtigt, og besluttede at flytte tilbage til Paris for at åbne sin egen restaurant med tilhørende delikatessebutik.

For hende handler det om kvalitet frem for kvantitet, og jeg må også sige, at selvom man vel næppe kan kalde butikken her et supermarked, så er det en af de lækreste madbutikker jeg nogensinde har været i. Lille, og dog med et fantastisk udvalg. Delphine Plisson har brugt tre år på at rejse rundt i Frankrig for at finde de bedste oste, skinker, marmelader, honninger, olier og meget mere.

Jeg er en af de typer som kan blive fristet til at købe hvad som helst, hvis bare det er pakket pænt nok ind. Så det vil sige, at hos Maison Plisson har jeg lyst til at købe det hele!

Restauranten, der ligger dør om dør med deli’en, er cool og lækkert indrettet, og menuen skabt af nogle af Paris’ bedste kokke med mottoet: “Lækre ting, som franskmænd elsker at spise“. Stedet modtager ikke reservationer, så kom tidligt til både frokost og aftensmad. Er man på udkig efter morgenmad burde det ikke være noget problem i hverdagene.

Med tanke på at undgå madspild er menuen ikke voldsom omfattende. Det er enkle rette lavet af råvarer som man kan købe i deli’en ved siden af, og hvad der ikke bliver solgt i butikken, bliver brugt i køkkenet. Man kan være uheldig at nogle retter er udsolgte (kom derfor tidligt), da stedet ikke vil brænde inde med for meget mad, som så bliver smidt ud.

Maden her er ikke byens billigste, men alt er så vidt muligt lokale råvarer, økologisk og hjemmelavet, og det koster naturligvis. Men det er fantastisk godt, og deres croissanter har ry for at være nogle af byens bedste. Desuden er det er super sted at se franskmændene i deres rette element, og også et godt sted at gå hen med børn. Betjeningen er meget venlig og hjælpsom.

La Maison Plisson: 93 Boulevard Beaumarchais, 75003

Metro: Chemin Vert

img_2636

Minus på madspild, plus på smag

18 mar

653x368

Konceptet serious casual bliver mere og mere udbredt i Paris. Afslappet stil, men hvor alt selvfølgelig er planlagt ned i mindste detalje. Vi er jo i Paris!

Ellsworth er et af de bedste eksempler på denne stil. Lækkert, stramt, minimalistisk, med et touch af new nordic, men alt sammen på en hyggelig og indbydende og tiltalende måde.

Chefen i køkkenet hedder Hannah Kowalenko, og beskriver sig selv som en idealistisk kontrolfreak, som går meget op i at undgå madspild og passe på miljøet. Derfor er der ofte mange grøntsagsretter på menuen her (nogle gange helt vegetariske). Og ellers følger hun devisen om nose-to-tail, hvor alt kød på dyret bliver brugt. Desuden bruger Ellsworth også så vidt muligt kun lokale franske råvarer. Alt der kan laves af dem selv gør de selv; brød, ricotta, pasta, pølser osv. Det er alt i alt et skønt lille sted, hvor man kan spise sin frokost eller aftensmad med rigtig god samvittighed.

Mange mener desuden at Ellsworth serverer Paris’ bedste brunch. Den kan man dog kun indtage om søndagen, og der vil jeg foreslå at man få reserveret et bord (her). Desuden skal man vide, at Ellsworth er ret småt, så selvom man sagtens kan være heldig at få et bord uden reservation, så vil det nok være en god idé alligevel.

Ellsworth: 34 rue de Richelieu, 75001

Metro: Pyramides

ellsworth-paris-dish

Welcome to Miami

17 mar

5550669329b2c

Kombinationen af lyserødt industrielt interiør, der giver en sjov Miami 80’er feeling og en menu med fokus på burgere og fritter er jeg fuldstændig vild med.

Med adresse i Haut Marais (Marais’ nordlige del), som er så hot at iværksættere og kreative typer står i kø for at åbne restauranter og butikker i dette kvarter, så kan man være ret sikker på, at kun helt særlige caféer, butikker og restauranter kan overleve med så hård en konkurence. Med andre ord, Haut Marais er cremen af cremen.

PNY (Paris New York) er en burgerjoint for fashionistaer og hipstere. Casual og ret så low key, men på den virkelig lækre og no nonsens måde.

Her er bare en rigtig hyggelig stemning, masser af sjove mennesker at se på, og et skønt sted hvis man er i Paris med børn og gerne vil imponere med at kunne finde et sted, der serverer milkshake med oreo.

PNY: 1 Rue Perrée, 75003

Metro: Filles du Calvaire

DSC_41771

Frokost for frankofile

8 mar

Skærmbillede 2016-03-08 kl. 10.06.31

De fleste må have prøvet at have cravings efter et eller andet helt særligt. I Paris kan det ofte være cravings efter nogle af de ærkefranske retter, som man skulle tro man kunne få på et hvert gadehjørne, men som i realiteten kan være svære at finde. Ihvertfald i god kvalitet.

En café som efter min mening lever godt op til ønsket om klassisk fransk cafémad er Café du Centre i Rue Montorgueil. Her er altid proppet med folk i frokost rushhour, men det er også et sted hvor folk er hurtig inde og hurtig ude, så det plejer ikke at være et problem at få plads.

Så leder man efter et sted der har både chevre chaud, fois gras, en god bøf med bearnaise, omeletter, en klassisk burger og creme brulée på menuen, så er Café du Centre et godt sted at gå til.

Desuden er denne café et vidunderligt sted til at udføre disciplinen menneske gloning. Lige overfor caféen ligger en stor grønthandel og her i gaden er der et særligt leben, hvor parisere på indkøb bliver godt blandet med turister, som gerne vil se parisere på indkøb. Så det kan også være et udemærket sted, at slå sig ned med et glas vin og nogle fritter, og så se på folk.

Her er åbent hver dag fra 7.30-00.30. Så man kan få både morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe, aperitif, aftensmad og drinks her.

Café du Centre, 57 Rue Montorgueil, 75002

Metro: Sentier

5398354892_9914a7bbc1

Til te hos Rose

1 mar

le-bon-marche-rive-gauche-rose-bakery-tea-room-2

Jeg har skrevet om Bon Marché her, da det er et af mine favoritsteder at gå hen når jeg vil lade mig inspirere (læs: windowshoppe, da jeg ikke har råd til halvdelen). Og al den inspiration kan jo hurtig gøre en sulten. Så er det jo heldigt at Bon Marché følger devisen om, at et hvert stormagasin med respekt for sig selv, har en god spiseafdeling. Og her tænker jeg ikke ala Galeries Lafayettes’ kantine. Bon Marché disker bl.a. op med et af byens bedste tea rooms.

Hos Rose Bakery Tea Room føler man sig næsten hjemme i København. Den nordiske inspiration er ihvertfald til at føle på. Og så kan man måske sige, hvorfor tage til Paris for at føle sig hjemme? Men altså, når man kan sidde og nyde sin te og et par scones mens man kigger over på Bon Marchés udsøgte skoafdeling, så forstår man pludselig meningen af ‘at rejse er at leve’.

For at sige det kort, så er her bare mega hyggeligt, lækkert og overskudsagtigt. Og den oplevelse rejser jeg gerne til Paris for at få. Det er faktisk en af de væsentligste grunde til at jeg gør.

Smut forbi her om du er i shoppehumør eller ej, kaffe og kage kan man vel altid overskue. Desuden serverer de også en fin morgenmad og en dejlig frokost, så hvis man tæller kalorier kan man sagtens være med.

Jeg har været her fra morgenstunden, hvor her var meget få mennesker. Her kunne jeg sidde så længe jeg orkede, men en lørdag eftermiddag skal man nok have lidt tålmodighed med borderne.

Rose Bakery Tea Room, (2.sal) Bon Marché Rive Gauche, 24 Rue de Sèvres, 75007

Metro: Sèvres – Babylone

Skærmbillede 2016-03-01 kl. 11.57.48

Belgisk i Paris

9 jan

Comptoir_belge

Jeg indrømmer gerne, at der er visse steder og butikker, som jeg ikke kunne drømme om at gå ind i i København, som jeg dog i Paris elsker. Min indre snob har ikke det samme filter i Paris. Nok fordi de steder har særligt én god ting kørende for sig: de ligger i Paris!

Et sted jeg nok ikke ville stoppe ved er nogle af de stande på Strøget i København som sælger pandekager, vafler osv. Men i Paris er jeg vild med det. Særligt ét sted: Le Comptoir Belge. Snasket fastfood på den elegante måde.

Det er en lille bitte biks i Rue des Martyrs. En gade som virkelig er blevet et hit for mange parisere, med fede butikker og lækre barer, caféer og restauranter. Her bør man tage hen også selvom trangen til belgiske vafler ligger på et meget lille sted.

Le Comptoir Belge laver nogle ret fantastiske vafler. Le Figaro beskriver det som et af Paris’ fem bedste vaffelsteder. Hvordan sådan en liste lige bliver udført ved jeg ikke. Men nogle seriøse vaffelentusiaster må have sonderet terrænet.

Som sagt er stedet meget småt. Så ønsker man at sidde ned bliver man vist ud til et lille bord på gaden. Men jeg vil foreslå, at man køber sin vaffel to go og så går lidt rundt i gaden og nyder livet.

Le Comptoir Belge, 58 Rue des Martyrs, 75009

Metro:Pigalle

7094722-10863531

Skandinavisk fransk

8 jan

lg20140915_132

Der er nogle steder man går forbi igen igen, og siger til sig selv, at man skal huske, og så går der alligevel år og dag før man får det gjort. Jaja var ét af de steder. Jeg har boet tæt på, og gået forbi masser af gange, og alligevel kom den aldrig helt ind på lystavlen over noget jeg skulle huske.

Men jeg var glad for jeg endelig fik taget mig sammen. For ikke alene var det rigtig godt, det var også et af de hyggeligste steder jeg har været længe. Gemt væk inde i en gård, ligger denne lille restaurant, som man måske ikke synes ser voldsom fransk ud (nærmere meget skandinavisk), men her  emmer af god stemning, og lokale boho typer, som kommer forbi for at sig noget comfort food og så smutte videre ud i Marais’ natteliv.

Ejeren af stedet, Julien Fouin, er tidligere madanmelder, og har også haft sit eget magasin om gastronomi, og man fornemmer da også, at det er passionerede folk der står bag stedet her.

Her bliver brugt lokale franske råvarer, og menuen er årstidsbestemt. Det er lækkert og simpelt, og let at gå til. Moderne, uden at være fancy, og oldschool uden at være bondsk. Desuden går de utrolig meget op i god vin, og har et bugnende vinkort. Mange af dem endda økologiske. I det hele taget er alt på menuen så vidt muligt økologisk.

Man kan få en særlig børnemenu til en god pris, så tag endelig ungerne med.

Jeg vil foreslå at man bestiller bord. Det kan let gøres på deres hjemmeside.

Jaja, 3 Rue Sainte-Croix de la Bretonnerie, 75004

Metro: Saint Paul

Skærmbillede 2016-01-08 kl. 23.33.27

Hej luksus, jeg er fan af dig

14 dec

fourseasonsparis-4

Jeg er vild med små, klassiske fortorvscaféer. Der hvor man kan komme som man er, få en kop kaffe, lægger nogle få euro på bordet, og så smutte videre igen. Den side af Paris er så vidunderlig.

Men den anden side, som Paris mestrer til perfektion elsker jeg også: luksussiden.

For nyligt var jeg en kort weekend i Paris for at få mig et skud julestemning. Og her besluttede jeg mig for at udforske Paris’ afternoon tea udvalg. Det bliver jo næsten ikke mere engelsk, og dog. For kombinationen af te, kage og små sandwicher er for mig også utrolig fransk.

Jeg forkælede mig selv med et besøg på et af Paris’ fineste hoteller; Four Seasons, George V. Og for den velinformerede Pariserentusiast betyder George V: Den Gyldne Trekant, Givenchy’s hovedkvarter, og Louis Vuittons megabutik. Så det er med andre ord et af byens mest fashionable steder. Og jeg er vild med det!

La Galerie er navnet på deres “café”, som serverer afternoon tea hver dag fra kl 15-18. Hele herligheden koster 50 € (cirka 370 kr), og jeg synes bestemt det er pengene værd. Dette måltid kan desuden sagtens stå i stedet for en frokost. Bare stemningen ville jeg gerne betale 50 € for. Det var et par ret fantastiske timer jeg havde der, hvor jeg kunne sidde og spise udsøgte fingersandwicher, franske makroner, scones, kager og drikke varm te, mens en pianist sad og spillede stemningsfyldt ved et kæmpe Steinway flygel, tjenere tullede rundt og servicerede, og piccoloer med små runde hatte bar dragtposer fra Chanel for damer i gulvlange pelse med Dior solbriller og myndehunde. Alt imens der over det hele blev pyntet godt og grundigt op til jul over alt i hotellet, af en mand og hans hjælpere som kom kørende med rulleborde fyldt med glaskugler til udsmykningen.

Det lyder kaotisk, men alt blev udført som en fint teaterstykke for øjnene af mig i ro og orden.

Hvis man vil forkæle sig selv med en anderledes oplevelse, og en oplevelse af den mere luksuriøse slags, så skal man prøve dette. Jeg fik receptionisten på mit hotel til at ringe og bestille bord, men det virkede ikke som om der var fyldt, så man kan jo prøve lykken og bare hoppe forbi.  Og selvom her var mange meget fine mennesker, så skal man ikke være så forskrækket for at komme sådan et sted her. Ved siden af mig sad et kærestepar i jeans og sneakers, og på min anden side sad nogle japanere, som brugte det meste af tiden på at tage billeder af alt hvad der bevægede sig. Så man skal bare komme som er, og tage det oppefra og ned.

Four Seasons George V, La Galerie, 31 Avenue George V, 75008

Metro: George V

12395278_10154422994621038_850091611_n

Charme, selvtillid og campingvogn

14 dec

LImprobable-1

Hipsterne har fået godt fat i Paris, og har også sneget sig godt og grundigt ind i Marais hvor de bliver til en meget fransk blanding af cool kids, kunstnere, chikke solbrillebærende typer med en mening om alt og fulde af selvtillid. Og et godt sted at møde disse typer er på en af Marais’ hyggeligste nye caféer: L’Improbable.

I en nedlagt gammel garage (selvfølgelig), står en campingvogn, der serverer kaffe, belgiske sandwicher og mad fra Normandiet, hjemmelavet citrontærte og meget mere.

Her emmer af hygge og god stemning. Og da jeg var der, sad der da også et par godt fordybet i et spil backgammon, og nogle studerende der tastede løs på deres computere mens de fladede ud i sækkestole og drak øko citronlemonade.

Det er de færreste turister, der finder dette sted. Selvom det ligger et stenkast fra Rue Vieille du Temple, hvor man normalt skal mase sig frem for masserne, så ligget L’Improbable hel ugeneret og uturistet. Jeg var faktisk selv i tvivl om det var en offentlig café da jeg kom første gang, så lokalt virkede det.

Det er en lille gade, så man kan nok ikke undgå at finde stedet, men hold alligevel godt øje, da det ligger inde i et hus, og ikke som sådan har nogen facade, der vidner om, at der ligger en café.

Tag her hen! Her er utrolig hyggeligt. Det kan også være et sjovt sted at tage hen med børn. Efter en sandwich og en lemonade her, kan man dreje til venstre og lege på den legeplads, der ligger for enden af gaden.

L’Improbable, 5 Rue des Guillemites, 75004

Metro: Hotel de Ville

d0000da57a250ee67ddb43e6bdd18347

I uglernes selskab

1 nov

image_big_79656_1417453653

Les Chouettes, eller på dansk: uglerne. Det er navnet på et af Marais’ nye in steder. En restaurant som samtidig gør en rigtig god figur i cocktailafdelingen.

Jeg har faktisk for et på år siden skrevet om dette sted. Dengang hed det dog Café Rouge. Nu er der nye ejere, nyt koncept, men stadig i super seje omgivelser. Stedet har en cool art deco feeling, og minder lidt om noget Eiffel kunne have stået bag (ja, ham med tårnet).

Stedet har plads til 160 gæster, men da restaurantens indre er dels i tre etager, så føler man ikke at stedet er tæt pakket, da folk fordeler sig op ad. Det giver en god summende stemning.

Les Chouettes syner udefra ikke af meget, og da beliggenheden i den øvre del af Marais gør det mere lokalt, finder man her et sted som ikke er overrent af turister, men chikke parisere, som nyde denne perle.

Maden er moderne fransk med friske, lokale og årstidsbestemte råvarer. Desuden var servicen upåklagelig, og på alle måder er dette et sted jeg vil tilbage til.

Les Chouettes, 32 Rue de Picardie, 75003

Metro: Filles du Calvaire

12009657_1626088081004440_7567320544523934930_n