Siden jeg for halvandet år siden fik en niece, har en hel ny verden åbnet sig for mig: børnetøj! Og i Paris må man virkelig sige at de har en utrolig sans for børnetøj (som så meget andet). Det er ikke så underligt at pariserne er så chikke, når de nu bliver opflasket med vidunderlige nuttede små outfits.
Når man siger fransk børnetøj, så er det uundgåeligt ikke også at nævne Petit Bateau. Det franske modehus bliver jo først og fremmest forbundet med små fine bodystockings og tværstriber til børn, men det er meget mere end det. Stiftet i 1893 må man sige det har nogle år på bagen. I 1912 solgte Petit Bateau sine første hvide t-shirt, og med en saks klippede Etienne Valton (stifter af Petit Bateau) i 1918 benene af underbenklæderne og skabte det vi i dag kender som underbukser. En del år senere kom der igen en lille revolution fra modehuset, da de i 1980 skabte bodystockingen til børn.
Petit Bateau er et virkelig nydeligt og behageligt univers at træde ind i. De forstår at lave pænt, sødt, enkelt og ikke mindst brugbart børnetøj. Og ud over deres henrivende børnetøj, så laver de faktisk ligeledes dejligt tøj til voksne, både mænd og kvinder. Bløde stribede t-shirts, fine sommerkjoler, lækre regnfrakker, og fashionable sweatshirts. Og så har jeg kun hørt gode ting om deres badekåber (både til store og små).
Husk dog lige! Petit Bateau er baseret på bitte små franske børn. Ja af en eller anden grund er de meget mindre end danske. Jeg fik engang en ekspedient til at forklare mig, at børn fra Skandinavien er længere end franske børn, og skal derfor have større størrelser. Tænk derfor stort! Ret stort. Det er ikke mærkeligt hvis man skal købe str. 3 måneder til en nyfødt i Danmark. Der kan selvfølgelig være forskel, men i udgangspunktet er de meget små i størrelserne. Sidst jeg købte noget til min niece var hun 15 måneder, og jeg købte en kjole i str. 24 måneder, og den var endda lige til øllet at hun kunne passe den.
Der ligger en del Petit Bateau i Paris, så find den nærmeste på deres hjemmeside: petitbateau.com
Min favorit ligger dog i Marais:
Petit Bateau, 36 rue de Sévigné, 75003
Metro: Saint-Paul
Skriv et svar