Hver gang jeg er i Paris, så er et af de faste stop Lanvin i Rue Faubourg St. Honoré. Dette er deres flagship store i to etager, med alt det mest fantastiske tøj, sko, tasker og smykker. Ud over det er har de også Lanvin børnetøj, samt en hel ende af butikken dedikeret til den kræsne brud, som er på udkig efter den perfekte brudekjole. Og det kan jo hurtigt komme over en, at man har brug for en Lanvin brudekjole, eller to.
Tøjet her er noget af det ypperste Paris har at byde på, og Lanvin er et af de mest toneangivende modehuse i verden. Så vil man vide hvad der rør sig i branchen, så skulle et besøg her bestemt opdatere en på hvilke farver, snit og længder som er in.
Har man ikke lige råd til at bruge 2000 € på en kjole, hvilket man jo sjældent har, lige meget hvor meget man prøver at overbevise sig selv om, at man ikke behøver spise de næste tre måneder, så skal man bare gå her ind alligevel. Det kan være lidt selvpineri, da tøjet er så smukt, at man bare har lyst til at rive det hele ned fra hylderne. For det er virkelig smukt, i de lækreste silke kvaliteter, og at gå rundt her og tage sig god tid, er som at gå i en gammel parisisk salon, med parketgulve, dæmpet lys, spejle og fine vitrineskabe.
Ekspedienterne her er venlige, hilser pænt, og lader så en gå og summe for sig selv. Så man skal bestemt ikke være bange for at gå rundt her og sukke. Det er virkelig et besøg værd!
Lige overfor butikken ligger i øvrigt Lanvins herrebutik, udelukkende med herretøj.
Lanvin, 22 Rue du Faubourg Saint Honoré 75008
Metro: Concorde
Skriv et svar