Bøf på den smukke måde

1 aug

Clover-Grill-Grilled-steak-with-potatoes-520x779

Når kombinationen af steak frites og Michelin-kok lyder, så kommer jeg som kaldet. Det gør alle andre så tilsyneladende også, for efter Vogue Paris anbefalede Clover Grill under modeugen tilbage i februar, har det været noget af en opgave, at få reserveret et bord. Det er blevet et rigtig favoritsted for byens hippe og fashionable slæng. Og dem er der som bekendt en del af i Paris.

Men alt godt kommer jo til den der venter, og jeg må sige det var ventetiden værd; for mums for en bøf!

Clover Grill falder lige ind i tidsånden med smukt tapet på væggene, noget med messing og marmor, et lidt skandinavisk look, og smuk mad der gør en hver instagram’er blød i knæene. Så interiøret er i topklassen, og det er maden bestemt også. Men det er altså et kødsted, så er man vegetar, eller bare ikke den store kødelsker, så vil man nok føle sig en smule ensom her.

Men hvis man som mig, er i evig søgen efter en god bearnaise, så vil man føle at man her får besvaret alle sine bønner. For bernaise er velpisket, og selvom den kommer i små portioner, så kan man altid få mere.

Der kan bestilles bord to måneder forud, så hvis man allerede nu er igang med at planlægge sin næste parisertur, så sørg i samme ombæring for at få lagt en reservation ind her.

Clover Grill: 6 Rue Bailleul, 75001

Metro: Louvre – Rivoli

x_f15380b0fce610948c7ad092da26160c59236cb6

Det lyserøde hus

5 jul

DC2WbSDWsAA3HW2

Italienske Big Mamma Group må grine hele vejen til banken, for foran alle deres restauranter rundt omkring i byen er der køer langt ud på gaden. Og deres nyeste skud på stammen er ingen undtagelse.

I et lyserødt hus i fire etager, i det super hippe SoPi (South Pigalle) ligger nu Pink Mamma. Og kun et par uger gammel er det allerede en kæmpe succes.

Jeg var her med min mor, og selvom vi kom en halv time før de åbnede, måtte vi stå i kø, sammen med noget der lignede det halve Paris. Men ind kom vi, og det var hele ventetiden værd.

Konceptet er til at forstå: italiensk mad som mamma ville lave den, til billige penge, i et super lækkert miljø. Og det skaber en stor fangruppe.

Maden er dejlig enkel og enormt velsmagende. Tjenerne er søde, og meget italienske, og vi blev da også mødt af hele tjenerstaben, som lige før åbning stillede sig ud midt på gaden, og 25 mand høj råbte til alle os i køen “buonasera!”. 

Hele vejen op gennem huset er der forskellige rum til at spise i; det ene flottere end det andet. Og når man nu er her, må man endelig også huske at gå ned i kælderen til deres toiletter. Herfra kan man nemlig kigge ind i deres kølerum, hvor alt kødet hænger og modnes. Det er ihvertfald første gang jeg har vasket hænder, til udsigten af en krogmodnet okse. Når jeg skriver det her, kan jeg godt se det måske lyder makabert, men det var det ingenlunde. Det var bare sejt, og en super måde, at vise sin restaurant frem på.

De åbner kl 19, så enten skal man komme tidligt (18.30) eller sent, efter kl 21. Man skal ikke lade sig skræmme af køen; der er trods alt fire etager, at fordele folk på.

Man kan ikke reservere bord.

Pink Mamma: 20bis Rue de Douai, 75009

Metro: Pigalle

DDBIzpWXoAAhNBU

Romantik på den franske måde

9 maj

Blog-Mode-And-The-City-Lifestyle-Cinq-Petites-Choses-184-Musee-de-la-vie-romantique

En af Paris’ fineste oaser må være haven der hører til Musée de la Vie Romantique. Det er meget romantisk, virkelig hyggeligt, og charmende i tiende potens som kun Paris kan gøre det.

Selve museet er lille bitte, og syner ikke af voldsomt meget, og jeg vil heller ikke mene at det er byens mest spændende museum. Men det lille lyserøde hus med grønne skodder er vældig yndigt, og derfor hurtigt et besøg værd, hvis man leder efter nuttede fotovenlige huse.

Men altså: haven! Her sænker sig en ro, som kan være svær at finde i en pulserende storby som Paris. At sidde her en varm eftermiddag og indtage lemonade og hindbærtærte, kalder jeg luksus på højt plan.

Man skal ikke forvente en stor gastronomisk oplevelse, eller verdens mest magelige stole, og de toppede brosten gør det svært at komme til i andet end flade sko. Men hyggen fornægter sig ikke, og jeg skal bestemt tilbage til denne lille perle af en romantisk oase.

For at komme ind til museet og haven skal man gennem en smal passage, som kan være svær at få øje på. Så hold øjnene åbne.

Musée de la Vie Romantique: 16 Rue Chaptal, 75009

Metro: Blanche

jardin_du_musee_de_la_vie_romantique_c_d._messina

Houston we don’t have a problem

8 maj

paris-texas

Som skrevet tidligere, så er Rue du Faubourg Saint-Denis det nye place to be for first movers, fashionistaere, hipstere og alle os andre.

En af gadens fancy nye restauranter hedder Paris Texas og er lige efter mit hjerte: sejt interiør, venlig betjening og lækker instagram indbydende mad.

Det er folkene bag PNY, som jeg har skrevet om før, der står bag endnu et burger sted, og forkærligheden for guds eget land fornægter sig ikke. Men da vi jo er i Paris, så er det jo burgere på den chikke måde. Mais bien sûr!

Pulled pork burger, kartoffelmos og cocktails: en treenighed der er til at forholde sig til.

Kødet er fra køer der har mæsket sig i korn i Normandiet, og grillet på kul over egen Texas grill (ja det er åbenbart en ting…). Deres kok beskriver de selv som en barbecue ninja, som laver autentisk texansk mad. Nu har jeg ikke været i Texas, så det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men godt er det, og så oven i købet til gode priser.

Og så er jeg sikker på, at de fleste der er i Paris med børn, vil kunne gøre deres unger utrolig glade med mad her.

Paris Texas: 74 Rue du Faubourg Saint-Denis, 75010

Metro: Château d’ Eau

paristexas-05182

Bag den blå dør

8 maj

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 13.18.55

Ved bare at tulle rundt i Paris opdager man nogle gange de sjoveste steder. Som f.eks. den gang da jeg gik i Rue Bachaumont med en veninde, og vi pludselige opdagede en trappe, der førte os ned til en underjordisk bar, med drinks, rødvin og gang i den.

Les Ecuries er nok sådan et sted hvor man skal kende nogen, som kender nogen, der kender stedet. Eller som os bare tilfældigt kommer forbi. Og jeg var glad for at vi tog chancen og begav os ud i ukendt farvand. For det er bestemt ikke sidste gang jeg har indtaget en mojito her.

Man skal dog ikke tænke, at det er et diskotek som så mange andre steder. De lukker kl 1.30, så hvis man vil danse til den lyse morgen er det ikke her. Stedet holder mange kulturelle arrangementer med perfomance art, oplæsninger af intellektuel litteratur, og andre mere eller mindre højpandede ting, som kun fungerer rigtig godt i Frankrig.

Men denne lørdag aften da vi var her, var der bare god musik, masser af søde mennesker, og ikke en turist i sigte. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift i kvarteret omkring Rue Montorgueil. Til gengæld var her bløde sofaer, i noget der kunne ligne lidt en jungle, lidt en dyster vinkælder og lidt et tilflugtsted for de tre musketerer, afhængig af hvilke af rummene man befinder sig i. Og den slags er jeg ret vild med. Stilforvirring er nogle gange den hyggeligste form for indretning.

Tag dit bedste casual-effortless-chic-parisienne outfit på, gå ind af den lille blå dør, ned ad trappen, og på opdagelse.

Les Ecuries: 8 Rue Bachaumont, 75002

Metro: Sentier

Skærmbillede 2017-05-08 kl. 15.45.37

Videnskabelig verden

25 apr

RTEmagicC_planeimg_03

Grand Palais er en gammel klassiker i Paris, og jeg holder mig altid opdateret på deres udstillinger. Det er sjovt, at sådan et stort sted kan fylde så meget, og så have et helt ukendt, og tilsvarende stort museum, på bagsiden.

Bag ved Grand Palais, i de samme bygninger ligger nemlig et af Paris måske mest oversete museer: Palais de la Découverte. Paris’ videnskabelige museum. Og det er et fantastisk sted. Både for voksne, men i den grad også for børn.

Palais de la Découverte åbnede sine døre i 1937, og det var den nobelprisvindende fysiker Jean Baptiste Perrin der stod bag museet. Hele molevitten blev sat i stand i 2010, så det i dag virkelig fremstår flot og tidsvarende, og indeholder afdelinger for matematik, fysik, astronomi, kemi, geologi og biologi. Det er nørdet, men på den rigtig spændende måde, så selv en sproglig student som mig, bliver grebet af det. Museet inderholder også et stort planetarium, hvor man kan komme på rejser ud i det ydre rum.

Man kan f.eks. blive klogere på hvad lys egentlig er, og hvordan det brydes. Hvordan dna ser ud. Hvor mange cifre man har udregnet i pi. Hvordan månen ser ud tæt på. Hvad lyd er. Hvordan bygger myrer myretuer. Hvorfor uddøde dinosaurerne. Og meget meget mere. Her er desuden i hele museet masser af auditorier hvor man kan se alle mulige forskellige forsøg. Dette foregår på fransk, men jeg vil mene at man stadig kan få en del ud af bare at kigge på.

Og hvis man som mig er stor fan af dimser og dutter, så vil man elske deres museumsbutik, som gør det rigtig godt i dimse dut udvalget.

Palais de la Découverte: Avenue Franklin Delano Roosevelt, 75008

Metro: Franklin D. Roosevelt

palais-de-la-decouve-53207b1574769

Der er en ny gade i byen

20 apr

_MG_6713-Modifier

Det ene år er det Marais som tager første præmien for at være Paris’ mest hippe kvarter. Så går turen videre til SoPi (South Pigalle), og nu blæser vinden endnu engang en ny vej, hen hvor alle gerne vil ses, caféejerne kæmper om din kaffelyst, og eksperimenterende restauranter popper op som paddehatte.

Hvis man vil være hip med de hippeste af de hippe, skal man nu gå på opdagelse i Rue du Faubourg Saint-Denis.

Med sådanne kvarterer og gader i Paris, er det som om der er en fælles konsensus om, at nu er det tid til nye græsgange for byens first movers, og så må det være kombinationen af, at det skal være tilpas billigt for de nye iværksættere, tilpas trashy og grimt, tilpas med trafikkaos, og tilpas med lokale, for at sådan et sted opstår. Og det er det i den grad gjort her.

Rue du Faubourg Saint-Denis har det hele; caféer, grønthandlere, computerbutikker, fancy restuaranter, små gallerier, og så småt også flere og flere seje butikker.

Et af de rigtig hyggelige steder i den lange gader er Peonies Paris. Med kombinationen af kaffebar og blomsterbutik, træder man ind i et på alle måder velduftende, og pastelfarvet univers. Gulvet er grønt, borderne lyserøde, og mens man indtager sin (virkelig) gode kop kaffe, kan man overveje hvilken af de (virkelig) fine buketter man vil have med sig hjem.

Her er god kaffe, matcha te, glutenfri kage, avocadomadder, og morgenmad der er et instagramopslag værdigt.

Peonies Paris: 81 Rue du Faubourg Saint-Denis, 75010

Metro: Strasbour – Saint-Denis

_MG_6730

Den smukkeste butik i Paris

20 mar

11buly-williams-tmagArticle

Paris gør det godt på specialbutiksfronten. Jeg er vild med den der lidt gammeldags måde at handle på, hvor man går i en handskebutik efter handsker, en paraplybutik efter paraplyer, eller en butik som kun handler med foisgras eller sennep.

Og så er der de der forretninger hvor butikkens dna og univers træder så stærkt igennem, at man bliver sendt til en anden tid, hvor service når nye højder, venligheden er til at tage og føle på, og vareudvalget er så smukt, at man pludselig får lyst til at bruge flere tusinde kroner på de mærkeligste ting. Sådan er det hos Buly 1803.

Når man træder ind i Buly 1803 butikken i Rue Bonaparte på venstre bred, er det som at træde ind i et mystisk gammelt apotek, hvor man kunne forestille sig Merlin stå og sammensætte essenser og olier.

Her er krukker med træstykker til at lægge i skuffen for at få ens tøj til at dufte mildt af cedertræ, montre med de smukkeste kamme lavet af skildpaddeskjold og barberkoste af grævlingehår, reoler med sæber der dufter af orangeblomst og jasminer, som kan komme i tyve forskellige æsker, og så er der tandpasta i de mest utrolige tuber, duftende tændstikker og den smukkeste håndcreme, som er Buly’s bestseller.  Alle varer er naturlige produkter uden parabener, alkohol eller silikone.

Da jeg var her ved juletid, fik jeg pakket juleindkøbene så smukt ind, at dem som fik gaverne, næsten ikke ville pakke dem ud. Desuden bliver modtagernes navne skrevet uden på æskerne med den mest perfekte og sirlige håndskrift jeg nogensinde har set. Hele oplevelsen var utrolig, og jeg skal bestemt tilbage, for at lade mig inspirere igen.

Buly 1803: 6 Rue Bonaparte, 75006

Metro: Saint-Germain-des-Prés

5-Buly-Paris-Product-巴黎购物-x468

Koreansk friture

25 feb

273f9ddce240efb08f3a10ffc0c33984

Ting der har været en tur i noget friture har en særlig plads i mit hjerte. Og da pommes frites må sige at være fritures grand old man, så synes jeg sagtens at friture kan være hipt og chikt.

Er man til kylling, og friture, og vil man gerne være med fremme på beatet på Paris’ restaurant scene, så bør man unde sig selv et besøg hos koreanske Hero i det 2. arrondissement. Mellem altid hyggelige Marais og meget hippe SoPi ligger denne lille perle af en restaurant og cocktailbar.

Det er en trio på tre prisbelønnede ildsjæle, som rundt omkring i byen popper op med nye og anderledes restauranter. Og i 2015 kom så Hero.

Hero har i stueplan en meget lille cocktailbar, og på første sal, en lille lækkert indrettet restaurant. Men man siger jo, at gode ting kommer i små pakker, og det er rigtigt i dette tilfælde.

Man skal dog ikke være bange for at sidde tæt med mennesker man ikke kender, for man sidder meget tæt i dette fancy lokale.

Deres cocktails er specielle og eksperimenterende, og menuen består at flere små retter med kylling i fokus. Derfor skulle der være noget for enhver smag.

Hero: 289 Rue St Denis, 75002

Metro: Strasbourg – Saint-Denis

skaermbillede-2017-02-25-kl-11-33-44

Smuk mad, minus gluten

29 jan

noglu-paris

Når ens bedste veninde og med-pariser-entusiast er glutenallergiker, så holder jeg altid øjnene åbne for glutenfri alternativer.

Også i Paris er glutenfri produkter blevet utrolig populære, og restaurantmarkedet for folk der vil undgå gluten blomstrer.

Noglu er en restaurant der er 100% glutenfri. Og selvom jeg ikke selv er allergiker, så kunne jeg sagtens komme tilbage hertil, da det virkelig er lækker mad, hvor man ikke lægger mærke til at maden er ”anderledes”. Desuden er retterne utrolig smukke, og jeg ville ikke blive overrasket hvis kokkene her har kigget det nordiske køkken over skulderen.

Et af de største plusser er desuden at de har et dessertkort med glutenfri kager. Og har man ikke fået nok sødt til ganen, kan man gå lige overfor restauranten, hvor Noglu også har deres eget konditori, hvor man kan køber glutenfri kager to-go.

Hele herligheden ligger i øvrigt i den utrolig hyggelige arkade Passage des Panoramas. Denne arkade er efter min mening en af byens mest charmerende, da den er fyldt med restauranter, og ved frokosttid er her et leben af lokale, som skåler i rødvin, og er så franske at det halve kunne være nok.

Så er man helt imod glutenfri mad, så skulle man nok kunne finde et godt alternativ her.

Noglu: 16 Passage des Panoramas, 75002

Metro: Grands Boulevards

Restaurant Noglu