Et stenkast fra Louvre

20 mar

hotel-de-la-place-du

For et par uger siden var jeg i Paris pga. modeugen. Det er altid en meget hektisk tid, så derfor er det vigtigt for mig, at have et godt centralt hotel. Jeg er gået forbi dette hotel et par gange, og har længe haft lyst til at prøve det. Hotel Place du Louvre ligger hvad man vist roligt kan sige et stenkast fra Louvre. Faktisk kan man glo lige over på museet fra hotellets vinduer. Og hvis man synes at udsigten mod Louvre er kedelig, kan man istedet se over på en af Paris’ mange smukke kirker. Det er en ret fabelagtig placering må man sige.

Hotellet er ikke voldsomt budgetvenligt, så det er et sted man vælger hvis man vil forkæle sig selv lidt ekstra, for man kan bestemt godt finde billigere hoteller i byen. Ligesom man sagtens kan finde meget dyrere…!

Hotel Place du Louvre er ikke så stort, så overveje man at benytte sig af det, kan det være en god idé at bestille i god tid.

Eftersom jeg var på hotellet i embeds medfør passede det mig rigtig godt at jeg kunne gå ombord i en solid morgenmadsbuffet, som bestemt var god. Men ellers vil jeg selvfølgelig altid anbefale, at man finder en café og får sig en croissant og en kop kaf’. Morgenmadscaféer har alle dage været en dejlig måde at få Paris ind under huden på rekordtid.

Hotel Place du Louvre: 21 rue des Pretres St Germain l’Auxerrois, 75001

Metro: Louvre – Rivoli

hotel-de-la-place-du-louvre-paris-esprit-de-france-hotels-et-demeures-credit-gilles-trillard-14

 

Advertisement

Bedst og billigst

8 mar

17264460_204694370015679_4996215993017955975_n

Populært, billigt og super lækkert; sådan et sted vil man altid gerne hen. Derfor strækker køen sig da også langt ned ad gaden hos Pizzeria Popolare, som er Big Mamma Groups seneste skud på stammen.

Man må sige de gør det godt hos Big Mamma; for en større restaurantsucces skal man da lede længe efter. Hos alle deres restauranter som er spredt ud over hele Paris, er der fuld belægning hver dag til både frokost og aften. Og man forstår det godt, for hvert besøg hos Big Mamma er en fest.

Tjenerne er i højt humør, maden er autentisk italiensk, super velsmagende, og så er det i et prisleje, hvor alle kan være med. Og succesen bunder nok i, at det er billigt nok for studerende, og fancy nok for byens fashionistaer.

Pizzeria Populare har, ligesom de andre restauranter, en fantastisk indretning. Vinduerne ud mod gaden er dækket fra gulv til loft med farverige flasker, fra borderne kan man glo lige ind i pizzastenovnene, og er man heldigt at ramme den rette aften, så er der også live musik.

Her kan man få en pizza for helt ned til 4 € (30 kr.), og det absolut dyreste på kortet er en trøffelpizza til 18 € (ca. 135 kr.). Så de fleste skulle kunne overkomme et besøg her.

Man kan ikke bestille bord hos nogle af Big Mamma’s restauranter, så man skal komme i god tid inden åbning, eller forberede sig på at stå i kø. Men det er bestemt ventetiden værd.

Pizzeria Popolare: 111 Rue Réaumur, 75002

Metro: Bourse

pizzeria_popolare_0

På crêpe jagt

17 jan

l-atelier-artisan-crepier

Når jeg er i Paris så har jeg altid lidt en to-do liste i hovedet over mad jeg gerne vil have: steak frites, løgsuppe, omelet, salade chèvre chaud, masser af kage (selvfølgelig), og så en god crêpe. Men ofte når man går efter noget helt særligt, så kan man selvfølgelig ikke lige finde det på de første par caféer man går forbi. Eller også ender man i en fæl turistfælde, fordi man når at gå sukkerkold.

Men er man på venstre bred, og er man på jagt efter en god crêpe så kan jeg anbefale L’Atelier – Artisan Crepier. Her er vildt gode crêpes, både salte og søde, og stedet i sig selv er også hyggeligt. Det er et lidt moderne take på den ellers meget klassiske ret, og det kan jeg godt lide; sådan lidt pariser cool og vældig Instagram venligt, uden at det bliver snobbet eller mega dyrt.

Her kan man få sig et godt udvalg af forskellige crêpes, om man så vil have kød eller er vegetar, om man er med veninderne, eller med ungerne er der noget for enhver smag. Har man lyst til en sød crêpe, kan man få med husets egen hjemmelavede honning.

L’Atelier – Artisan Crepier: 10 Rue Mabillon, 75006

Metro: Mabillon

Skærmbillede 2018-01-17 kl. 12.48.34

 

Når legetøj er noget man laver i hånden

16 jan

19601427_1558155860925859_916988283323403693_n

Min interesse for tinsoldater ligger på et ret lille sted, men min interesse for små mærkelige butikker er stor, og så kan jeg pludselig sagtens værdsætte en butik med over 30.000 små soldater og andet godt i tin.

Les Drapeaux de France er en af de der butikker som ikke kunne have en bedre placering, og alligevel ser man den ikke. Lige ved indgangen til Palais Royal har butikken siden 1949 haft til huse. Og med sine føromtalte 30.000 tinsoldater, er det en af de største samlinger af sin slags i verden. Når det er sagt, så er det dog ikke en særlig stor butik, der er bare helt vildt mange tinsoldater over alt i dette lille skatkammer af en forretning. Jeg har aldrig set så mange små figurer på et sted. Og det er virkelig som at træde ind i en anden tid. En tid hvor legetøj var noget analogt, og noget der blev lagt tid i at lave.

Og lige for en god ordens skyld, så er det ikke kun soldater man kan få her. Alt hvad hjertet begærer af små figurer kan erhverves her. Jeg selv købte også et lille dukketeater, som ejeren selv havde lavet, og nogle træer til min fars julelandskab, som ekspedienten malede sne på mens jeg ventede.

Det er ikke jordens billigste butik, men når man tænker på, at det hele er lavet og malet i hånden, så får man sig virkelig nogle små skatte med sig hjem.

Og skulle man ikke lige være på markedet efter tinsoldater eller anden mærkeligt legetøj og dimser, så synes jeg man skal gå her ind alligevel, for det er virkelig en af de slags butikker, som der bliver færre og færre af, og som i sig selv er en utrolig oplevelse.

Les Drapeaux de France: Place Colette, 75001

Metro: Palais Royal – Musée du Louvre

19601255_1558127580928687_235478239927044539_n

Jul i Paris

6 dec

8086016406_9369b3f03b_b

Her i denne søde juletid vil jeg opfordre alle til at tage til Paris. De fleste forbinder ikke Paris med jul, men det synes jeg bestemt man bør gøre, for er der nogle der forstår at jule igennem så er det Pariserne. Og franskmændende i det hele taget. Der bliver gået til den med julelys over alt, utrolige butiksvinduer med dansende bamser og farvefulde gaver. Og alle konditorier med respekt for sig selv giver den max gas med julekager, som hvert år overgår sig selv i smukke former og farver.

Efterhånden er det blevet sådan for mig, at jeg ikke kommer ordenligt i julestemning uden et decemberbesøg til Paris. Her kommer man nemlig i julestemning intravenøst med julemarkederne over hele byen, der dufter af en skøn blanding af vin chaud, friture og pandekager.

Læs her om gode tips til Paris i julen.

013

Streetfood i Marais

19 nov

IMG_7387

Streetfood lader til at være det nye buzzword når man gerne vil have solgt et køkken fra et andet land. Det virker mere autentisk og lækkert end at sige fastfood. Men i bund og grund synes jeg ofte det er det samme.

Hos Nanashi i Marais får man den japanske af slagsen. Og det eksotiske her er vel, at det er noget andet end sushi. Folkene bag Nanashi beskriver stedet som en japansk kantine, og selvom det umiddelbart ikke lyder vildt ophidsende, så er stedet bestemt et besøg værd. Og bare det, at her er altid er proppet med lokale omkring frokosttid plejer at være et godt tegn.

Det er billigt, frisklavet og velsmagende. Hele tre ting! For at få sig en plads i den spartanske del af restauranten skal man praktisk talt igennem køkkenet. Den opbygning af restauranten er ret fin, så man får en følelse af at maden faktisk bliver lavet på bestilling, og at der er god stemning mellem de ansatte.

Man skal ikke forvente sig et måltid af gigantiske kulinariske dimensioner, hvor alt er anrettet med en pincet. Men er man på udkig efter en hurtigt frokost, så kunne Nanashi være et rigtig godt bud. Udvalget er ikke særlig stort; der plejer at være en ret med kød, en med fisk og en vegetar. Dertil et udvalg af salater. Det er farverig, enkel og sund mad. Og det er nogle gange det sværeste at lave.

Nanashi: 57, rue Charlot 75003

Metro: Filles du Calvaire

nanashi-entete

Picasso og Man Rays stamsted

14 nov

DSC4168

Det er muligt, at dette ikke er en af de aller mest skjulte perler, men en perle det er det: La Coupole.

I det store art deco dekorerede lokale fra 1927 er her altid fuld af mennesker, og et hav af tjenere der smukt koordineret farer rundt blandt de mange borde og tager imod folks bestillinger. Her kan sidde mere end 400 gæster, så tjenerne har travlt.

I sin guldalder var stedet flittigt besøgt af alle de ville være noget ved musikken: Picasso, Brassai, Man Ray, Hemingway, Matisse, Joyce, Josephine Baker. Senere gik stedet lidt i dvale, indtil slut 60’erne hvor Gainsbourg, Birkin og  Patti Smith igen gjorde stedet til byens place-to-be.

Mange af de kunstnere som igennem tiderne har været stamkunder hos La Coupole har betalt for deres måltider med deres kunst. På den måde er restauranten dekoreret med kunst i verdensklasse, blandt andet af kunstnere som Marc Chagall, Yves Klein og Fernand Léger

Er man på kort visit i byernes by, så vil dette være et oplagt sted at tage hen. Man får den historiske pariser stemning på rekord tid, og franske retter lige som man drømmer om: løgsuppe, steak frites, fruits de mer, fois gras, crème brûlée, millefeuille for bare at nævne nogle stykker.

Bliver lyset pludselig slukket midt i middagen skal man ikke blive forskrækket; det er bare tjenerene, som skal synge fødselsdagssang for en gæst. Det kan ske flere gange i løbet af en aften. Det er pinligt på den stærkt underholdende måde.

La Coupole: 102 Boulevard du Montparnasse, 75014

Metro: Vavin

image

 

 

Til højre for teateret

25 okt

Skærmbillede 2017-10-25 kl. 13.33.51

Jeg har sat mig for, at jeg vil udforske nye områder i Paris. Og selvom kvarteret omkring Odéon næste ikke kan blive mere centralt, så er det ikke et sted jeg har gjort det så meget i. Og det skal der virkelig laves om på, for det er et superhyggeligt kvarter, hvor man kan få pariserstemning i løbet af nul komma fem.

Sidst jeg var i Paris var planen at udforske området ved også at bo der, og det gjorde jeg på Hôtel Michelet Odéon, som simpelthen ligger på Place de l’Odéon. Så det bliver ikke meget mere centralt end det. Og selv hvis man ikke finder den del af byen særlig spændende (hvilket jeg tvivler på), så er det stadig et meget centralt beliggende hotel, med god metroforbindelse til hele byen (og til lufthavnen).

Det er et lille hotel, som ikke gør meget væsen af sig. Men personalet er utrolig venligt og hjælpsomt. Morgenmaden er helt fin, og fra værelserne kan man kigge ind i ægte pariserlejligheder. Prisen er moderat, men kommer man uden for højsæson, kan man få rigtig gode priser.

I sommerhalvåret sidder folk og daser under hvide parasoller på pladsen foran det fine teater, og drikker kaffe og kølige drinks.

Hôtel Michelet Odéon: 6 Place de l’Odéon, 75006

Metro: Odéon (RER: Luxembourg)

le-cafe-de-l-odeon

Sund på parisisk

20 sep

judy-the-good-life-lise-lemasson-parisbouge-8-1911369582

Jeg er stor fan af parisermåden, hvor man bare indtager en croissant og en espresso på en fortorvscafé, men jeg er altid på jagt efter morgenmadsteder, hvor horisonten bliver udvidet en smule.

Et godt bud på sådan et sted kunne være Judy, cantine qualitarienne. Her går man meget op i bæredygtighed, og at planenten skal have det godt mens man drikker sin koldpressede rødbedejuice. Men eftersom det er i Paris, så er chic’heds’faktoren stadig i top, og det bliver ikke for helseagtigt, selvom man kan vælge at få sin kaffe med soya eller mandelmælk…. Selv beskriver stedet sig som en café hvor man får masser af vitaminer, samtidig med at man passer på moder jord. Hvor heldig kan man være: god samvittighed og gode instagrambilleder. Win win!

Judy, cantine qualitarienne ligger et stenkast fra Jardin Luxembourg, så man kan jo passende spise sin morgenmad hos Judy, så tage en dejlig tur i en af Paris’ aller skønneste parker, for så at tage tilbage til Judy og få frokost. For de laver virkelig også nogle dejlige frokostsalater, så de fleste piger vil bag efter føle sig meget sunde, og uden kvaler tage på Ladurée senere og spise to, tre, ti, makroner.

Jude, cantine qualitarienne: 18 Rue de Fleurus, 75006

Metro: Rennes

Skærmbillede 2017-09-20 kl. 11.47.28

Anden som bader i champagne

31 aug

12814188_1684400885182380_3038711028809177709_n-900x669

Jeg har altid fundet det mærkeligt, at man næsten kun spiser and til jul, for det er jo en skøn spise. Jeg får heldigvis indtaget en del mere når jeg er i Paris, da det jo kan serveres i virkelig mange afskygninger; confit de canard, magret de canard, fois gras osv.

Hvis man så også synes man får for lidt champagne i sin hverdag, så er der heldigvis et sted hvor and og champagne går hånd i hånd på smukkeste vis.

Canard et Champagne er et fantastisk sted. I Passage des Panoramas som er en af mine yndlings arkader i Paris ligge det lille fine sted, med en tilpas humoristisk distance til deres udsøgte råvarer. Menuen står selvsagt på and, men i mange afskygninger lige fra klassisk fois gras, til en moderne burger med and. Priserne er overkommeligt, især når man vælger at fokusere på and og champagne.

Passage des Panoramas er i øvrigt altid et besøg værd hvis man skal finde et godt spisested. Arkaden er Paris ældste overdækkede passage, og fuld af restauranter. Her kan man finde super klassisk fransk mad men også japansk, italiensk, indisk og den glutenfri NoGlu, som jeg har skrevet om her.

Ser man bort fra champagnen, så er dette faktisk et fremragende sted at tage børn med.

Canard et Champagne: 57 Passage des Panoramas, 75002

Metro: Grands Boulevards

12309503_1649499508672518_4923471482724021329_o-900x601