De fleste parisere (og mig – pariser by heart) er i en evig søgen efter den perfekte kaffe. Og uden at sige for meget, så tror jeg min egen personlige søgen er kommet til en ende. For da jeg besøgte Republique of Coffee, var det som om at alt faldt på plads i historien om den perfekte latte.
På hjørnet til den store Place de la République ligger dette sted, som jeg nu vil anbefale som byens bedste kaffe. Ja det er store ord, og måske er det bedre at sige én af byens bedste kaffer. For god kaffe er jo virkelig en smagssag, så jeg må hellere være diplomatisk, og holde mig til den sidste formulering: en af byens bedste kaffer.
Men det siger nu heller ikke så lidt. For man kan dælme få meget kaffe i Paris!
Hos Republique of Coffee er der den rette mængde af hipster coolness, til at det stadig er hyggeligt og moderne, uden at det bliver trættende og lige lovlig hipt. Blå borde, gule kopper, pink neonskilt, og Paris’ brusende trafik lige uden for. Det er lige som det skal være.
Jeg har ikke prøvet maden, men det ser lækkert ud. Så en kombi af mad og så en masse kaffe tror jeg godt jeg kan anbefale.
Republique of Coffee: 2 Boulevard Saint-Martin, 75010

Skriv et svar