Har man rejst i Paris, eller bare hørt om Paris, så må besøgene eller i det mindste bare tankerne være fløjet til Shakespeare & Co. Denne lille perle af en boghandel på venstre bred i skyggen af mægtige Notre Dame, og et stenkast fra Seineen er et af mine yndligssteder at få Pariserstemningen helt ind under huden på rekordtid. For selvom det er en boghandel med engelsksprogede bøger, så findes der næsten ikke noget mere parisisk.
Hemmingway har skrevet om den i sin skønne bog Der er ingen ende på Paris, og siden da har den været fast inventar i alle turistguider til Paris. Men nu er den udvidet med en café, og derfor synes jeg der er nyt at fortælle. Og da der i disse dage har været stort kalas pga. Shakespeares 400 års dødsdag, så må det være et passende tidspunkt at skrive om deres lille café.
Selvom boghandlen er fra 1919, så har Shakespeare jubilæer en sjov rolle at spille for stedet, som fik sit navn i 1964 ved Shakespeares 400 års fødselsdag, og gik så fra Mistral til Shakespeare and Company.
Da jeg først så at de ville udvide med en café syntes jeg det var en skandale, og et frygteligt forsøg på at gøre dette sted mere kommercielt. Men da jeg hørte at idéen til en café har været på tegnebrættet siden 1960’erne og så hvordan stedet blev udformet måtte jeg tage det hele i mig igen, for det er utrolig vellykket det de har fået stablet på benene her. Hyggeligt, velintegreret og man får følelsen af, at Hemmingway sagtens kunne have siddet her og skrevet om sine pariserindtryk.
Man kan få god kaffe, varm te og nyde dejlig bagværk fra Bob’s Bake Shop. Desuden kan stedet også friste med en Shakespeare Shake. Det er en café, så der er ikke store retter på menuen, men fine bagels og salater hvor meget af det er glutenfrit og vegetarisk. Og da det er en anglofil café og butik kan man også nyde en klassisk afternoon tea.
Det her er et sted man skal besøge også selvom man ikke er kaffetørstig eller jordens største læsehest. Her er en utrolig stemning, og altid en krog at krybe ind i og finde sjove og anderledes bøger. Der er også en fin børnebogsafdeling, og i det hele taget er det her så huleagtigt, at det er et fantastisk sjovt sted at tage hen med børn.
Shakespeare & Co.: 37 Rue de la Bûcherie, 75005
Metro: Saint-Michel
Skriv et svar